Kyske perversioner – Françoise Sagan BONJOUR TRISTESSE

En kort og letfordøjelig, men alligevel delikat fornøjelse, der passer perfekt til en varm dag på stranden.

Citat

Denne ukendte følelse af sørgmodighed og sødme som har fået tag i mig, jeg tøver med at give den navnet, det smukke, alvorlige navn, tristesse. Det er en så absolut og egoistisk følelse at jeg næsten skammer mig over den, hvorimod tristesse altid har forekommet mig at være noget agtværdigt.

Det var en sand cause célèbre, da Françoise Sagan debuterede med BONJOUR TRISTESSE i 1954 som kun 18 år gammel. Romanen blev en øjeblikkelig succes som referencepunkt for en desillusioneret ungdomsgeneration, men vakte ligeledes forargelse i den borgerlige offentlighed, der fordømte den som usædelig. Skandalemodtagelsen kan godt undre, når man tænker på, hvad forfattere som Bataille og Nabokov tillod sig både før og samtidig med Sagan. Ganske vidst anticiperede romanen 60’ernes seksuelle frigørelse, og Sagan viser da også mod ved at lade sit alter ego, Cécile, sætte spørgsmålstegn ved de borgerlige normer, men det bliver aldrig for alvor provokerende.

17-årige Cécile er lykkelig. Hun lever en letsindig tilværelse på luksuriøse Cote d’Azur med sin dandyfader – en overfladisk reklamemand med Don Juan-tilbøjeligheder – og hans unge enfoldige elskerinde. At Cécile lige har dumpet en eksamen, bekymrer hende ikke, for nok duer hun ikke til filosofi, men hun er til gengæld god til at kysse. Hun drømmer, i Oscar Wildes ånd, om et liv ’fuldt af syndige perversiteter’ baseret på en række pseudoeksistentialistiske frihedsdoktriner:

– Friheden til at tænke, at tænke dårligt, at tænke lidt, friheden til selv at vælge mit liv, til at vælge mig selv. Jeg kan ikke sige ”at være mig selv”, for jeg var kun en formbar masse, men friheden til at sige nej til at blive formet på en bestemt måde.

Den æstetiske livsform afbrydes imidlertid, da den afdøde moders gamle veninde, etikeren Anne Larsen, ankommer til deres sommerresidens og som en ond stedmor kiler sig ned mellem far og datter. Hun bringer orden og protestantisk pligtetik til rivieraen, så Cécile må afbryde sin affære med elskeren Cyril og vie sin tid til lektielæsningen i det varme loftsværelse. Da må Cécile mobilisere alle sine femme fatale-egenskaber for at skræmme Anne væk og genvinde sin elskede promiskuøse frihed. Hendes syndefald får dog fatale følger.

Man kan med de hyppige Wilde-referencer godt læse Cécile som en kvindelig pendant til Dorian Gray, for den grove matrice har de tilfælles: Et ungt menneske inspireres af en ældre dandy til et liv styret af jagten på sanselig nydelse og fascinationen for det skønne. De må dog sande, at et sådant liv ikke varer evigt, men uundgåeligt leder dem mod afgrunden. Men hvor Gray dyrker radikal ondskab, homoseksualitet, opium og anden dekadence til det ekstreme, består Céciles grænseoverskridelser af kyske kys, blid elskov og en enkelt bebopdans.

BONJOUR TRISTESSE emmer af sensualitet og delikat erotik – særligt før den formynderiske Anne træder ind i historien. Her er stjernerne sprøjtet op på himlen, havets rytme uophørlig og cikaderne skriger instinktivt som katte i løbetid, mens Cécile kælent lader sandet løbe mellem fingrene, ryger cigaretter og spiser appelsiner: ’en sød saft sprøjtede ind i min mund’. Det bliver dog aldrig rigtig farligere end det.

Det kan mærkes, at fortællingen er filtreret gennem sindet på en ung teenager, der nyder det ungdommelige privilegium at tænke kortsigtet. Intrigen mellem Cécile og Anne udspiller sig som en pigeklikkes magtkamp i skolegården med egoistiske og kyniske motiver. Aversionen mod det borgerlige liv er hverken særlig velreflekteret eller teoretisk funderet, for når hun afviser at gøre som alle andre, er det for blindt at replicere det liv, faderen lever – et liv som i al sin spontanitet i øvrigt er det nemmeste. Det er ikke desto mindre denne naivitet, der får romanen til at fungere. Hendes banale forståelse af kærlighed som: ’at mødes, at kysse, at blive træt af den anden’ er umådelig charmerende og ikke mindst fransk.

BONJOUR TRISTESSE er en let, men raffineret lille ungdomsroman, som passer glimrende til en bekymringsløs læsestund på en middelhavsstrand i julimåned – underholdende, elegant og charmerende, men også hurtigt glemt igen. Lidt ligesom den Martini, der pryder omslaget.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Klassiker,

Læs også

Om Mikkel Boris

(f. 1991) læser på kandidatuddannnelsen i litteraturvidenskab på Syddansk Universitet. Han læser helst litteratur, der er mørk, pervers og dekadent, men er selv ingen af delene. Det ville Freud nok have haft en ting eller to at sige om.