Lad os blive vant til at dø – Harald Voetmann TEUTOBURGER

Med sin særegne, traditionsbevidste og gammeldags stil i moderne form giver Harald Voetmann Christiansen i TEUTOBURGER en række skildringer af død og isolation. Det er sorte, tragikomiske og fremraget skrevne fortællinger.

Døden er det altoverskyggende tema i TEUTOBURGER. Den første og klart længste af bogens fortællinger er på 51 sider, og bærer netop titlen ‘Teutoburger’. Hvis nogle skulle fristes til at udtale sidste del af det ord som et stykke velkendt fastfood, så er det forkert. Teutoburger Wald er en tysk skov, hvor barbariske stammer i år 9 lokkede 20.000 romerske soldater i baghold og tilføjede det man regnede for verdens stærkeste hær et knusende nederlag.

Den sorte skov er afbilledet på bogens forside, og med verdenshistorien in mente kan man næsten se blodet løbe ned ad træerne. Det er den udsigt fortælleren i titelfortællingen (måske) lever med. Hans dage forløber i en fløj af familiens slot, og trods jævnlige besøg af en tante og en tjenestepige er en rød vejrhane og en tilsnittet lårknogle hans væsentligste relationer.

Det giver mindelser om Rainer Maria Rilkes nærmest ulæselige MALTE LAURIDS BRIGGES OPTEGNELSER, mens man ved andre af bogens 22 fortællinger kommer til at tænke på forfattere som Højholt eller Kafka. Højholt når Voetmann skildrer ‘Mennesketyper’ så de kunne være i familie med æggene eller perioderne i SHOW, og ved den ‘6512’ske’ strukturering af fortællingerne (her efter deres længde – eller mere præcist: Antallet af tegn). Kafka når den ene ydmyge person efter den anden ikke bare accepterer alskens slags indespærring, men ligefrem hæger om sin ensomhed og måske nok retter et kraftigt begær mod verden, men aldrig for alvor kunne tænke sig at deltage i den.

Formen karakteriseres bedst som kortprosa, men der peges altså bagud mod litterære forbilleder. Det giver en elegant og indimellem næsten lapset stil, der brydes af de mange fantastiske situationer og groteske personer, samtidig med at det arkaiske sprog fører til nogle meget morsomme sætninger, hvor absurditeten forstærkes af, at der fortælles så kringlet og pertentligt. I et dagbogsuddrag hedder det:

– Bor nu på fjerde uge i indefra aflåst metalskab i mat grå farve i pigernes omklædningsrum på Lindebjerg Gymnasium. Skabet er til min fornøjelse forsynet med riller i min nogenlunde øjenhøjde, af guderne må vide hvilken årsag, igennem hvilke jeg kan se alt, når jeg rejser mig lidt på mine spændte tåspidsers yderste hornhårde skind. Dagene går med venten på omklædningsseancerne og da en mere intens sædaflastning end jeg havde turdet håbe fandtes.

Hvor andre forfattere måske tror, at hvis bare det er skørt, så er det også godt, er Voetmann i sandhed original, skæv og af høj kvalitet. I TEUTOBURGER bliver resultatet først og fremmest en stemning, som ovenstående citat er et oplagt eksempel på. Nemlig af den afsondrede særling, der gennem tremmer kigger på livet udenfor, ud på noget han egentlig ikke forstår. Måske roder han lidt med sig selv, måske har han nogle erindringer, han kan pusle med og digte videre på, men det vigtigste er at positionen faktisk er selvvalgt. Den giver en tryghed, på samme måde som det gør at tage døden på forskud:

– Lad os blive vant til at dø. Den, der kun uinteresseret aner sig selv, som hin knejsende giraf sin skygge, er vel ikke den allerulykkeligste blandt mennesker!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Noveller,

Læs også

Om Lauge Larsen

Lauge Larsen var anmelder og redaktør på LitteraturNu fra 2004 til 2010.