Ligner jeg ikke lidt en rullepølse? – Lone Hørslev EN ORDENTLIG MUNDFULD

Alt er opbrud, og sex er voksensut i Lone Hørslevs novellesamling EN ORDENTLIG MUNDFULD.

Citat

Det var ondt sagt, men det er lige præcis sådan jeg føler mig nu. En treogfyrre år gammel sæk kartofler og nu også fraskilt gudhjælpemig, og jeg har tunge mørke rander under øjnene. Eller poser. Poser er det rigtige udtryk, tænk på fyldte poser fra Aldi. Tænk på rudekuverter og bøf med brun sovs, smøger og sort kaffe, Go’ morgen Danmark-poser under øjnene.

Den flotte bogforside, der møder læseren som det første, nærmest råber på at blive regnet med i læsningen af Lone Hørslevs nye novellesamling EN ORDENTLIG MUNDFULD. Den grafiske finesse ligger i det forhold, at titel (i hvid) og forfatternavn (i glinsende sølverne) er skubbet sammen og ind i hinanden. Grafiker Alette Bertelsen står krediteret, og læst fra bladet – ovenfra og ned, venstre mod højre – lyder coverteksten: LONE EN HØRSLEV ORDENTLIG MUNDFULD. Denne tekst er placeret henover loftspartiet i et grynet, skævt stillet snapshot, holdt i en stilig farveskala fra gråhvid til gedulgt mørk, hvorpå det man akkurat aner, er forfatteren rygvendt og halvnøgen i færd med at kigge sig i spejlet, måske lægge mascara?

Hvad betyder det, at forfatternavn og bogtitel glider i ét henover et skramlet, men stiliseret forfatterportræt? Umiddelbart er det en (kæk overgjort?) henstilling til at læse novellerne som autentiske anmærkninger fra Lone Hørslevs biografiske erfaringsrum, en kvalitet man i øvrigt vil genkende fra især Hørslevs lyriske forfatterskab.

Men vent en gang, det kunne vel ligeså vel udtrykke det omvendte forhold, nemlig en henstilling til at forstå forfatteren, ikke som det faste, forudgående ophav, men som en instans, der realiseres i novellernes udtryk. ‘Nå, dér var du,’ siger Lone Hørslev til spejlet. Og hvis det kunne være tilfældet, så er næste oplagte tanke vel, at også læseren, som jo ser ind i spejlbilledet af Lone Hørslevs sidevendte ansigt, på samme måde realiseres i og med novellerne? ‘Hej Søren, længe siden’, siger jeg, idet jeg læser.

I hvert fald er der noget genkendeligt i novellerne. Det er et dansk samtidsbillede af en materielt privilegeret, midaldrende middelklasses weltschmerz, dvs. problemer af tilsneget eksistentiel karakter med bl.a. børn og skilsmisse, begær og skam, sorg og ekstase. Det er velkalkuleret, som taget ud af en Feminabrevkasse og jo et skridt 400 år fremad til forfatterens samtid, hvis vi sammenholder med Hørslevs forrige historiske roman DYRETS ÅR (2014). Her var omdrejningspunktet sjovt nok præcis det samme, blot mere eller mindre helhjertet omplantet til Marie Grubbe og 1600-tallet. I EN ORDENTLIG MUNDFULD er vi tilbage i et 2017 med en traditionel samlivsstruktur i frit fald som det altovervejende fokus. På den ene side, altså.

På den anden side, for heldigvis er der nemlig sådan én, er der noget ganske anderledes verdensbortvendt og Hørslev-specifikt tilstede. Det ligger indlejret i den lette, ubesværede, selvfølgeligt mundrette tone; i den fermt overrumplende metaforbrug og i den drevne sceneopbygning, der dydigt demonstrerer og effektivt udnytter novellegenrens klassiske opbygning omkring en uhørt begivenhed klippet ud af sin sammenhæng.

Jeg glædes således som fan ved gensynet med den vildskab, den litterære energi, den semantiske frihed, der karakteriserer Hørslevs skrivepraksis. Man bevidner, hvordan desperation tøjles overlegent i skriften, således at det faktisk bliver skønt, opløfterigt, til tider endda sjovt, at befinde sig i tilværelsens stille katastrofe, i smerten, i mørket, i ensomheden.

Novellegenren er (med perifere undtagelser) nyt territorium i Hørslevs forfatterskab, og serien af 20 korte og helt korte fortællinger udnyttes bl.a. til at skifte fortællerposition fra novelle til novelle. Blandt disse positioner er flere udpegede mandlige fortællere – chokerende nok for en mandlig læser, der har fulgt et gennemgående kvindeligt fortælleperspektiv i Hørslevs forfatterskab opmærksomt. Og mænd tænker selvfølgelig med pikken. Én af dem kan strintende liderlig ikke slippe tanken om at ‘tage dig lige her i rickshawen’, ganske upassende midt i en klam og fareindvarslende asiatisk hedebølge. Sexfikseringen er imidlertid ligeså udtalt hos de kvindelige fortællere, og man stopper flere gange forundret op ved novellernes rigide gentagelse: Alt er seksuel tiltrækning/afvisning. Men, ok, sådan er det så åbenbart her, og sammen med menneskekroppens andre impulser – skide, svede, græde, bløde etc. – konstruerer Hørslev imidlertid en overbevisende tekstbro mellem en smertefuld tilværelse og kroppens angiveligt ægte behov, der, når de opfyldes, skaber små bobler af dyrisk ekstase i jammerdalen, eller med bogens egne ord:

– Kan en smerte dæmpes ved at man lader sin liderlighed kaste en skygge ind over den, stille sig ind foran den, som en person der rejser sig op i biografen? Måske

Tag nu den mesterligt korporlige novelle ‘Rullepølse’, hvor Maria inviteres til ’sexfest’ og modvilligt, men alligevel draget frekventerer en sexbutik på Gammel Kongevej. ‘Du skal nok have en XL’, foreslår ekspedienten, hvor det indskudte, eufimistisk udmålende ‘nok’ udtrykker den ubekvemme situations sydende energi. Ekspedienten udpeger det, der i Marias vantro øjne er en ‘lyserød kjole i en slags gummi’ (bemærk det distancerende ’slags’), og Maria ser med karakteristisk skepsis på sin egen sexappeal:

– Ligner jeg ikke lidt en rullepølse

Fremme ved sexfesten glemmer Maria imidlertid alt om bedømmende blikke og bliver lykkeligvis, forstår man, ‘en svedende, stønnende klump kød’, der gennemkneppes over en halv bogside. Og som en slags cliffhanger genfinder hun på sidste linje sin udkårne Kim midt i det mørke virvar af tunger og kønsorganer.

I novellen ‘Paradis’ befinder den studerende Anita sig i et sommerhus med kæresten Søren. De er stukket af fra det hele, og Anita, der er opstemt af rødvin og fremtiden, begiver sig væk fra den tøvende Søren og ud i den nærliggende skov – splitternøgen. ‘Det her er da paradis’, siger hun. Pludselig brydes freden af en ondsindet mand i ‘en slags jagttøj’ (igen mistroens ’slags’), der beglor Anitas blottede krop og tvinger sin hånd ind mellem hendes ben:

– Du skal ikke rende rundt her som en anden luder, snerrede han lavt med læberne helt tæt på hendes øre

Novellernes ærinde er ikke entydigt – som hos f.eks. Suzanne Brøgger – at legitimere kvindelig seksualitet. Dertil er de alt for sorte, tvivlende og håbløse. Novellerne er snarere interesserede i en slags uløselig kattepine, der angiveligt ligger i på den ene side at opretholde et anstændigt, trygt, socialt accepteret liv – det gode liv – og på den anden side forfølge kroppens vanedannende trang til eventyr og tilfredsstillelse.

‘Liderligheden var håndgribelig og blottet for jammer’, lyder det prangende og ganske sigende for den tillokkende, ja, morale kan vi jo godt kalde den, at primaldrifterne er et temporalt tilflugtssted for den rodløse, fraskilte, forvirrede, skamfulde, i flyttekasser boende gennemsnitskarakter i EN ORDENTLIG MUNDFULD. På den måde udfolder Hørslevs noveller overbevisende ‘den korte afstand mellem ordene længsel og fængsel’, som en af fortællerne opvakt noterer sig.

Et andet karakteristika er Hørslevs påfaldende metaforbrug, hvori det simple og dagligdags pustes fuld af liv og mulig, dirrende betydning. Det er et helt klassisk poetisk greb, som Hørslev både gentager og fornyr. ‘Hvad mener du med hvad mener du’, spørger den psykisk ustabile Kirsten sin bortløbne mand i novellen ‘Sorte huller’, og sådan et tvivlende kontraspørgsmål kan vi fint anskue som en model for Hørslevs metafor. Lad mig give et par eksempler på, hvordan metaforligheden får det vi mener til at vakle:

* Det, der menes med ‘et håndværkertilbud’ (altså en faldefærdig og derfor billig bygning), bliver elegant jokeagtigt sammenlignet med 37-årig fraskilt og desperat opsøgende nabokvinde – og vupti menes der noget helt andet.

* Det, der menes med ‘at åbne vores parforhold’, bliver både komisk og plumpt sammenlignet med det at åbne en pose peanuts – og vupti menes der noget helt andet.

* Det, der menes med ‘oplevelsen af bare at følge med kroppen’, bliver henført til det, at ‘en hund bare følger sin ejer uden at tænke over hvorfor’ – og vupti menes der noget påfaldende præcist andet.

* Det, der menes med ‘rullepølse’, bliver sammenlignet med en kvindekrop i gummikjole – og vupti menes der noget helt andet.

Man kunne blive ved med at eksemplificere, og man har lyst til det. Tætheden i metaforernes kadence lader det indtryk stå tilbage, at alt kunne være betydningsfuldt, det være sig en fiasko af en all-inclusive-ferie eller en flyttekasse brugt som interimistisk gardin eller en kæmpe østers, som Bjørn forgæves forsøger at nedsvælge foran den forelskede fortæller (heraf titlen EN ORDENTLIG MUNDFULD). Alt sammen gebommerlige billeder på livet og døden. Ingen svar. Bare mesterligt – MESTERLIGT – åbne sammenligninger.

Hvis jeg afslutningsvist skal placere EN ORDENTLIG MUNDFULD i en dansk novellekontekst, som i øvrigt ikke er forfærdelig stor, så tør jeg godt sætte Hørslev ind på øverste hylde ved siden af Naja Marie Aidt og Helle Helle. EN ORDENTLIG MUNDFULD kunne sagtens blive den længe tiltrængte afløser for Aidts nyklassiker BAVIAN (2006) i studieopgaver om den senmoderne seksualitet og familiestruktur eller for Helles ellers uopslidelige BILER OG DYR (2000) i den formelle novelleanalyse. Hørslevs noveller skyr den sanitære fejlfrihed, der får Helles noveller til at glinse smukt, men de styrer efter samme faste greb om novellegenren, og så kommer de med helt særlig energisk, fritvoksende og fuldtonet menneskelig sårbarhed, der vil kunne give Aidts til tider indskærpende noveller et kærkomment viltert modspil.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Fortællinger,

Læs også

Om Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren