Litterær renselse – Interview med Morten Pape

Morten Pape romandebuterede og modtog BogForums Debutantpris inden for samme uge. Den selvbiografiske  fortælling fra en ghettoopvækst i Urbanplanen på Amager har været en litterær renselsesproces, fortæller forfatteren i dette interview med LitteraturNu.dk

I 2013 var det Yahya Hassan, der med sine hardcore digte fra et hårdkogt ghettomiljø, blev præmieret med BogForums Debutantpris på 50.000 kr. To år senere er det pæredanske Morten Pape, der står på scenen for at modtage selvsamme pris for sit værk, PLANEN, der ganske vist formmæssigt adskiller sig, men som synes at have et tematisk udgangspunkt til fælles med den vrede aarhusianske forfatter.

‘En god, vigtig, stærk og medrivende fortælling’ kalder Politikens kronikredaktør Christoffer Emil Bruhn PLANEN. Han og Pape er sat stævne lørdag på den netop overståede BogForums Hvid Scene, ‘kun et par metropstop’ fra den ghetto, som er romanens omdrejningspunkt, påpeger kronikredaktøren.

Mandag den 2 . november udkom romanen, fredag den 6. modtog Morten Pape (f. 1986) debutantprisen – og her lørdag sidder han så på scenen for at fortælle om romanen og det erindringsstof, den bygger på. En begivenhedsrig uge, der måske meget godt spejler romanens tilblivelse fra kontrakten med Politikens Forlag blev underskrevet den 17. November 2014 og frem til den færdige og 563 sider lange roman udkom lidt under et år senere.

– Jeg har skrevet bogen relativt hurtigt. Ikke fordi vi havde travlt eller skulle skynde os, men fordi den bare kom fossende ud af mig, da jeg endelig gik i gang, fortæller Pape, da jeg møder ham godt en time før, han skal på scenen.

En anderledes proces
Pape forklarer, hvordan skriveprocessen, der foregik fra midten af marts til juni i år, var anderledes isoleret og koncentreret sammenlignet med den, han er vant til som filmmanuskriptforfatter. Pape læser på manuskriptforfatterlinjen på den alternative filmskole Super16 i København.

– Det har på mange måder været en bedre proces at skrive romanen, men også en meget hårdere proces, end når jeg skriver manuskripter. Der går nok lidt tid, før jeg har forstået, hvad der egentlig skete, siger han og virker forståeligt nok stadig en smule overrumplet af omstændighederne omkring hans debut.

Kontrakten med Politikens Forlag kom i stand, efter Pape i sommeren 2014 havde indsendt og fået trykt en kronik i Politiken i forbindelse med en løbende kronikstafet under overskriften ”Autofiktion for alle”. I kronikken fortæller han om en skelsættende tur til kiosken efter smøger til sin mor, kort tid efter forældrenes skilsmisse. Den barske historie fra en ghetto-dreng med et indlysende skrivetalent blev hurtigt en succes på sociale medier – og blandt flere forlag:

– Jeg ville jeg se, hvor tæt jeg turde skrive på mig selv – og smide bukserne fuldstændigt – og så fandt jeg ud af, at der opstod noget meget stærkt. Og inden for en uge havde jeg fået tilbud fra flere forlag. Det var ligesom en dør, der blev sparket ind dér. Kronikken var mest bare en skriveøvelse for mig, og jeg havde aldrig turdet håbe, der ville komme en roman ud af det. Overhovedet ikke.

Autofiktion, konstruktion og gestaltning
Hvor Pape måske deler position og tematik med Yahya Hassan, så virker de to i øvrigt ikke til at have meget til fælles. Pape er ikke umiddelbart nogen vred ung mand, tværtimod faktisk – og han har ingen politiske ambitioner eller agenda, fortæller han. Det er måske en afstand til omstændighederne, som naturligt følger med alderen, der udgør den afgørende forskel.

Som litterært forbillede nævner Pape heller ikke Hassan men i stedet og (ikke overraskende) Karl Ove Knausgård, hvis litterære udgangspunkt også er det selvoplevede, ‘autofiktionen’, som den litterære genre kaldes.

– PLANEN er en erindringsroman, den er baseret på min virkelighed, min barndom, men det er jo ikke mine memoirs, jeg har skrevet, siger han, da jeg spørger til forskellen mellem de to. Han uddyber:

– Så snart du bare skal beskrive, hvad der skete i går, så bruger du fiktionsgreb, og du præsenterer din egen udlægning. Hvis jeg kun skulle skrive præcist, hvad jeg husker, ville der jo ikke være nogen dialog. Så det er selvfølgelig en slags gestaltet virkelighed, en konstruktion, jeg præsenterer i romanen.

Men Pape fastholder, at han ikke har haft behov for hverken at overgøre eller pynte på begivenheder eller karakterer. Kun enkelte steder har han taget sig kunstneriske friheder ved fx at slå to virkelige personer sammen til én karakter eller fremrykke en begivenhed i tid.

– Det handler jo også om at skrive en god roman, der hænger sammen, siger han og tøver umotiveret i sin ellers ret konstante talestrøm….

– Det har jeg nemlig lært af herren dér, siger han så og peger på forfatteren Kim Leine – endnu et litterært forbillede – som afslappet slentrer forbi, i færd med at spise et æble. Leine nikker anerkendende og hilser, idet han passerer os.

Lige før han gik i gang med romanen, læste Pape Leines autofiktive værk, Kalak, som overrumplede ham så meget, at han var tæt på at ringe til forlaget og afblæse romanen.

– Dér følte jeg mig virkelig som opvaskevand. For her har vi virkelig at gøre med en mand, der kan skrive og har noget på hjerte, siger Pape og forklarer, hvad han ser som kvaliteten ved de personlige værker:

– Jeg synes, det er meget generøst, når man kan mærke noget i et andet menneske, for så kan man mærke noget i sig selv. Der er noget med den forbindelse, den indsigt i et andet menneske, som jeg synes kan være et meget berigende bekendtskab.

Har du haft nogen betænkeligheder, kunstnerisk og personligt, ved at bruge af din hovedstol og inddrage dine nærmeste på den måde, du gør?

– Egentlig ikke. Selvfølgelig har jeg været opmærksom på og klar over, at de mennesker der bliver berørt i romanen ville kunne genkende sig selv – jeg kommer meget tæt på mig selv og min egen familie. Men da jeg først kom i gang med at skrive, kunne jeg ikke censurere mig selv. Romanen voksede ud af mine hænder, passagerne blev længere og mere detaljerede. Men jeg synes, det gav det en rigdom, som bare passede, siger Pape og forklarer, at han indledningsvist frygtet, at han med debutromanen ville udtømme sit fremtidige tematiske potentiale som forfatter, men processen har i stedet været rensende, en slags litterær kartasis:

– Hele den her historie, min baggrund og fortid, er ligesom et badekar fyldt med gammelt, grumset vand. Nu skyller vi fandme lortet ud, og så kan vi fylde det med noget nyt. Og jeg har masser af fortællinger.

For Pape udspringer PLANEN af en følelse af streng nødvendighed, et stærkt behov for at komme af med den personlige beretning om en ikke helt gennemsnitlig opvækst i et brutalt miljø. Han gentager flere gange ord som turde og nødt til i løbet af interviewet.

– Hvis ikke jeg kom ud med min historie, så ville jeg blive kvalt. Sådan havde jeg det. Og jeg havde en idé om, at der var en vigtig historie på spil. Ikke fordi min historie eller Urbanplanen er speciel eller unik; der findes mange personer som mig og ghettoer som den, jeg er vokset op i. Men jeg ved, at I aldrig har hørt om det før, siger han og henvender sig med det distinkte pronomen til mig som repræsentant for et udenforstående publikum, han stadig opfatter sig selv i kontrast til.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Bogforum 2015, Interview,

Læs også

Om Michelle From Hoxer

Michelle From Hoxer (f. 1983) er uddannet journalist og muligvis den eneste af slagsen med et fag om Bob Dylan på sit eksamensbevis.

Skriv til Michelle