Et liv fuld af selvovervindelser – Peter K. Westergaard NIETZSCHE – HVIS MAN ALTID GÅR TIL GRUNDEN

Ny bog om halvandet år af Friedrich Nietzsches liv og tænkning viser filosofien, mennesket og livet i tæt forening. Det er lærerigt og inspirerende, både menneskeligt og filosofisk.

Citat
Men først nu har han modet til at spørge sig selv: “[…] hvorfor så afsondret? så alene? Forsagende alt, hvad jeg dyrkede? Forsagende dyrkelsen selv? Hvorfor denne strenghed, denne mistanke, dette had mod egne dyder?” “Fordi du skulle blive herre over dig selv, herre også over dine egne dyder. Tidligere var de dine herrer; men de har kun lov til at være dine værktøjer ved siden af andre værktøjer. Du skulle have magt over dit for og imod og lære at forstå at stille dem op og ned igen, alt efter dit højere formål.”

En aften i slutningen af februar 1887 er spisesalen i Pension de Genéve i Nice, med to undtagelser, tom for spisende gæster. Et stærkt jordskælv ramte byen et par uger forinden, og pensionatets øverste etager har slået revner. Af frygt for efterskælvene har de fleste derfor valgt at indtage aftensmaden i det fri. Den ene af de to tilbageblevne er en ældre, from præstefrue, overbevist om at den kærlige Gud vil holde sin hånd over hende. Den anden er Friedrich Nietzsche.

Kort forinden har Nietzsche sendt førstekorrekturen af sit værk VI FRYGTLØSE tilbage til sin redaktør. Mens byens andre indbyggere er skrækslagne, er han selv, skriver han til en ven, på intet tidspunkt bange. Han genkender tumulten, er intimt bekendt med frygten, for han har netop beskrevet den i indledningen til VI FRYGTLØSE:

‘ – Nice er et billede på hans [Nietzsches] karakteristik og diagnose af den skælven, det moderne menneske gennemlever netop nu. Det nye vilkår, de nye tilstande, følgevirkningerne af rystelsen, den ”største nyere begivenhed – at ”Gud er død”, at troen på den kristne Gud er blevet utroværdig”, udstillet i byens gader. Han ser, alt det der ”må styrte sammen, efter at denne tro er undergravet.” ‘

Den lille perle af en scene er en af mange i lektor ved tværkulturelle studier, og forfatter til flere bøger om bl.a. Nietzsche, Hume, Kant og Wittgenstein, Peter K. Westergaards nye, biografisk anlagte bog om Nietzsches arbejde og tænkning fra efteråret 1886 til foråret 1888 (red: før hans produktive 1888 og psykiske sammenbrud i 1889). Bogen cirkler i særlig grad om arbejdet med værkerne VI FRYGTLØSE, DEN MUNTRE VIDENSKAB, OM MORALENS GENEALOGI samt det mindre kendte Lenzerheide-notat, som Westergaard viser som et nøgleværk i denne periode. Nietzsche arbejder på at afrunde og opsummere de mere end ti foregående års arbejde, og perioden er typisk set som en af hans mindre produktive. Efter at have læst Westergaards bog er det tydeligt at dette er en misforståelse; meget sker i Nietzsches tænkning, brikker falder på plads, og han er både arbejdsom og fremadskuende.

I bogen, som i Nietzsches liv i denne periode, står filosofien centralt. I løbet af bogen gennemgås Nietzsches fremstilling af egne filosofiske grundantagelser, hans moral-psykologiske analyser og hans religionsfilosofiske indsigter og kritik, og hans anvisninger til hvordan datidens moralsk-religiøse krise skulle overvindes. På kun 137 sider får man således serveret en rigtig god fornemmelse for hovedtræk i Nietzsches filosofi. Gennem hele bogen har Westergaard et imponerende blik for helheden, og formidler tydeligt hvordan ideerne er indbyrdes forbundne dele af et samlet tankeværk.

Det store materiale er fintfølende kurateret og rammesat af Westergaard, hvis underspillede, men åbenlyse glæde ved Nietzsches person og tanker også flyder ud i læseoplevelsen. Det biografiske materiale gør det tydeligt, hvor tæt Nietzsche forbandt sit fysiske helbred og sin tænkning, og det er interessant hvordan hans påvirkelighed, ja ligefrem sårbarhed, spejler hans filosofi og dens høje krav til mennesket. Han karakteriserer sin hidtige filosofi som en serie af selvovervindelser, og det er svært ikke at anerkende, hvor meget af sig selv han har investeret.

Westergaard holder sig lykkeligvis helt fra at antyde kausale sammenhænge mellem Nietzsches omstændigheder og hans filosofi, og han laver stort set ingen historiske eller filosofiske perspektiveringer. Blikket er holdt på Nietzsche selv i denne periode, den primære fortællende stemme er hentet fra hans egne breve og notater. Det giver mennesket og filosofien rum til at fylde på egne præmisser. Der er ikke mange der skriver lige så veloplagt om Nietzsche, som Nietzsche selv, og det understøtter Westergaard på fin vis. En gang imellem kan det dog være svært at skelne Westergaards kommentarer fra Nietzsches egne, og det kan godt forvirre en smule, især hvis man er optaget af at have helt styr på kronologi og værk.

Nærheden til kildematerialet, især til brevene og de mange sider, der konstant sendes frem og tilbage mellem Nietzsche og forlag, betyder også, at bogen ikke præsenterer ét fortløbende, filosofisk argument. Snarere får vi lov til at følge tanken synkront med dens udvikling og forfinelse hos Nietzsche, i en spiralformet bevægelse. Hvis man udelukkende er interesseret i de filosofiske pointer, vil denne form måske være noget langsommelig. Men det, at vi får lov at befinde os i nuet sammen med Nietzsche har den store fordel, at vi kan følge hans egne erkendelser. Når han står på afgrundens rand, står vi der sammen med ham, og når han overvinder sig selv, sit skrantende helbred, sin ensomhed og sin store psykiske omskiftelighed, er vi førstehåndsvidner. Det er en både litterær og pædagogisk veltilrettelagt pointe, som tydeliggør i hvor høj grad Nietzsche levede sin filosofi. Og i hvor høj grad hans filosofi handler om at leve.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Filosofi,

Læs også

Om Magnus Friis

Magnus Friis er født 2. januar 1990, og er derfor, med undtagelse af 1. januar, altid præcis ti år ældre end vores nuværende årtusinde. Han er uddannet cand.mag og har tidligere været frivillig i bogbutikken ark books på Møllegade.