Liv og triste dage – Tóroddur Poulsen HIMLEN HAR STJÅLET MINE FARVER


Herligt uforståelige og bidende kritiske er Tóroddur Poulsens digte. Tag med på drømmetogt i elektrisk hestevogn.

Digt

i domkirken
bliver to hunde gift

nysgerrigheden
stirrer med sine døde øjne
gennem de smadrede ruder

degnen
samler ekskrementer op efter dyrene
i en sølvbakke
og tømmer den ud i døbefonten

efter vielsen
parrer hundene sig
foran alteret
mens gøen og stønnen
høres fra menigheden

præsten har brækket sig på sin mølædte kjole
og klokkerne ringer ikke
fordi tårnet forlængst er rådnet
og styrtet til jorden

jeg skammer mig over at være her

Den sorte punkdigter, kalder man den herboende færing Tóroddur Poulsen, der lige nu er aktuel med HIMLEN HAR STJÅLET MINE FARVER – et fordansket udpluk fra otte digtsamlinger udgivet i perioden 2003-2013. Og ja, en bittersød melankoli gennemløber da hele samlingen, men helt sort er det altså ikke. I hvert fald ikke til en start. Tag bare omslaget – illustreret af forfatteren – der prydes af himmelske farver og halvskæv sprittuschstypografi. Allerede her fornemmer man en sprællevende lethed, der til tider næsten overdøver ensomheden og melankolien. Videre lever humøret i absurde digte om at sætte kogte kartofler tilbage i jorden, eller i dette billedmættede digt:

– solen skinner
og hundene gør
ad drømmene
som fylder tomheden
med sæbebobler
som de elektriske
hestevogne der
kører igennem
fulde af
nyfødte
engle

Elektriske hestevogne? Jeg forstår det ikke, men jeg elsker det. Poulsen synes i det hele taget at have hjemme i natten og i drømmen; i fantasien eller måske bare i poesien. I et langdigt, henvendt til det ’kære vejr’, synes han selv at skrive det: At det er okay ikke at forstå det; at skriften til tider spændes for surrealismens elektriske hestevogn, hvor billeddannelsen kommer før meningen:

– kære vejr
jeg må gå og lægge mig
inden drømmen flygter
hen til nogen anden
som heller ikke har kontrol over sin fantasi
der har fanget os i sit klistrede net
kære vejr
en hvid fjer i vinden
skrev disse ord
mens jeg
skjulte mig
for den vågne tilstand

Jeg er fanget i Poulsens ’klistrede net’, der har udvidet min bevidsthed med billeder af tjærede sommerfugle, folkeskræmsler og koner med nattepottehår, for bare et nævne et par stykker.

Drømmene har substans, mens dagene er mere tomme – især dem på Færøerne. I digtene fra HJEMTILHELVEDESREJSEN fra 2012 – den største og stærkeste del af samlingen – er anstrøget mere dadlelystent end drømmelystent. Her er ingen hjemstavnsromantik, men skarp satire, næsten redebesmudseri. Letheden trænges en smule i baggrunden; digtene får kant, bliver bidske, anekdotiske – og en smule mere forståelige.

Hjemstavnsdigtene emmer af død, ekskrementer og en fraværende Gud. Det er en udlevering af et vissent samfund – i mere end én betydning. Her vrimler det med præster, bedemænd, gravere, kadavere, kadaverkneppere og maddiker, og det er svært at finde ud af, hvem der står højest i Poulsens hierarki. Måske maddikerne.

Umiddelbart vulgært og frastødende, men alligevel insisterende og smukt er et digt som dette:

– i et butiksvindue
sidder en gammel kone
med lange negle
og broderer et billede
af det gamle Tórshavn i huden
på sin afdøde datter
hun skal være så fin
inden hun bliver overladt til præsten
men først skal hun lægges i saltlage
så hun bliver lettere at genkende
som vederlag får moderen
alle de visne tulipaner
ude på den nye kirkegård

Der er langt fra kogte kartofler til lig i saltlage, men Poulsen mestrer variationen, mens den for ham karakteristiske drømmende melankoli aldrig forsvinder.

’det hængte liv flager med sprællende livslyst’, skriver Poulsen på et tidspunkt. Sådan er det paradoksalt nok også med ’den sorte punkdigters’ syrede og bidske poesi: den siger ’ja’. Jeg følger med og giver et stort ’JA’ til HIMLEN HAR STJÅLET MINE FARVER.

Skrevet af Mikkel Thulstrup Nielsen

Mikkel Thulstrup Nielsen læser Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Han er svært begejstret for bøger, plader og rødvin - gerne i forening. En særlig forkærlighed for Baudelaires mytiske modernisme, Nietzsches irrationalitet, Celinés hypermisantropi, Duras' erotiske bølgebrus og Bukowskis branderter.

Skriv til Mikkel

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *