Livets bund – Emmanuel Guibert ALANS KRIG

Samarbejdet mellem Emmanuel Guibert og Alan Ingram Cope har ført til et bevægende, overvældende og varmt mesterværk i tre dele, hvor tegninger og tekst er i perfekt syntese.

Emmanuel Guibert mødte Alan Ingram Cope (f. 1925) tilfældigt i 1994 på den franske ø Île de Ré. Det blev starten på et varmt venskab ind til Copes død fem år senere. Cope var veteran fra  Anden Verdenskrig og en god fortæller, og Guibert foreslog at de lavede en bog sammen baseret på Copes erindringer fra krigen og tiden efter.

I værket opstår den perfekte syntese mellem Copes tekst og Guiberts billeder. Guibert er en tegner, der lader tekstmaterialet bestemme udtrykket, og hans stil her er væsentligt forskellig fra stilen i FOTOGRAFEN eller BRUN, som er de to andre værker vi har fået på dansk. Meget af ALANS KRIG er tegnet ved hjælp af vand og blæk, en teknik som jeg ved selvsyn har set ført ud i livet på Copenhagen Comics-festivalen, men ikke desto mindre stadig har svært ved at tro på. Stregerne er sepiafarvede, og stilen enkel. Guibert økonomiserer sin streg og lader ofte karakterne optræde i tomme rum for at sætte fokus på det menneskelige drama, og han formår hele vejen igennem at fange essensen i anekdoterne.

Alan Cope er et sympatisk, stilfærdigt og følsomt individ, der får venner, hvor end han kommer. Hans historie fra Anden Verdenskrig er ikke en om heltemod og drabelige slag. Cope ser nærmest ingen kamphandlinger, på trods af at ham og hans panservogn er tilknyttet de allieredes pansrede spydspids i Europa, Pattons 3. armé.

Hele første del omhandler Copes træning som infanterist i Uncle Sams hær. Copes motivation til at gå ind i hæren er for ham typisk nede på jorden og sådan lidt Forrest Gump-naiv.

– Da jeg var atten år, sagde Onkel Sam til mig, at han godt ville have mig til at trække i uniform for at bekæmpe en fyr ved navn Adolf. Så det gjorde jeg.

Rekruttiden omhandler venskaber med de andre rekrutter, især en fyr ved navn Lou bliver noget der minder om Copes sjælefrænde. Rekruttiden viser også Copes forfinede interesser. Han og et par andre laver en musik-klub for på kasernen, hvor de lytter til klassisk musik, og herigennem opdager Cope alle de store mestrer. Interessen for musik kommer til at spille en stor rolle resten af Copes liv.

Den 19. februar 1945 kommer Cope i land i Frankrig. De første to måneder går med at vente på deres køretøjer, som selvfølgelig er kommet det forkerte sted hen. Da de endelig dukker op, går turen gennem Europa. Det bliver kun til en enkelt eller to træfninger med fjenden, i stedet beskriver Cope konflikter med krigskammerater og feltlivet, med hvad det indebærer af latriner, mangel på søvn og formålsløse patruljer og absurditeter.

Cope finder sine bedste venner i de lokale indbyggere, han møder rundt omkring i Europa. I tredje del, har Tyskland overgivet sig, men Cope bliver i Europa og får et kontorjob i hæren. Her møder han bl.a. den tyske komponist og pianist Gerhard og hans amerikanske kone digterinden Vera. Et venskab der skal vare livet ud.

Da han endelig vender hjem til Californien, lader han sig indskrive på et præsteseminar. Men han mister sin tro, og skilles fra sin kone og indser, at han længes tilbage til Europa, ’De fleste amerikanere lever på livets overflade, men jeg ville leve på dets bund’. Nærmere bestemt vil han tilbage til Frankrig, hvor han allerede har en fransk kvinde, der venter på ham.

Tilbage i Frankrig fortælles Copes efterfølgende liv hurtigt. Nye jobs, nye koner, en eksistentiel krise

– Jeg havde ikke levet mit som den person, jeg er. Jeg havde levet mit liv som den person, andre ønskede, at jeg skulle være.

Tegningerne blandes med dokumentarisk materiale: et håndskrevet brev, et kapitel fra en bog, en affotograferet krøllet konvolut, et fotoalbum. Hele tiden rumsterer venskabet med Gerhard og Vera, som han i lange perioder er uvenner med, men som han til sidst indser, er nogle af de vigtigste personer i hans liv. Det fører til en rørende brevkorrespondance med det gamle ægtepar og en afsluttende sublim brug af fotos, tegninger, og farver, der uundgåeligt trækker et par tårer ud af sin læser.

Copes helt igennem almindelige liv under (almindeligt) ualmindelige omstændigheder, hans varme og sympatiske stemme, og hans sans for de gode detaljer, ledsaget af Guiberts tegninger og kunstneriske overskud, gør ALANS KRIG til et helt igennem anbefalelsesværdigt mesterværk inden for grafiske erindringer. Den danske udgave fra Aben Maler lægger sig tilmed helt i front, hvad angår udstyr, farver og oversættelse sammenlignet med den engelske og franske udgave.

———

Læs vores interview med Emmanuel Guibert her

Nyeste anmeldelser i kategorierne Tegneserie,

Læs også

Om Christian Jess Mark

Christian Jess Mark (f.1979) er cand.mag. i litteraturvidenskab og moderne kultur og kulturformidling. Han var chefredaktør på LitteraturNu fra 2007-2017.

Skriv til Christian