Af | 1. februar 2012

Livsfuga – Karl Ove Knausgård MIN KAMP 5

Den norske stjerneforfatter komponerer videre på sit store romanprojekt. I MIN KAMP 5 tages årene i Bergen under behandling, og man må med glæde og forløsning konstatere, at Knausgård stadig klinger rent.

Citat

Vi drak videre, vi var tilmed ude at danse til et par sange, ellers snakkede vi om bandet, hvor gode vi var begyndt at blive, og hvor store muligheder vi havde, hvis vi satsede på det. Jeg sagde at jeg hellere ville spille i band end at skrive. Yngve så overrasket på mig, det havde han ikke forventet. Men det var sandt. At skrive, det var et nederlag, det var ydmygelser, det var at møde sig selv og indse at man ikke var god nok. At spille i band var noget helt andet, det var at give sig hen sammen med nogle andre, og lade noget opstå derfra. Jeg var en dårlig trommeslager, men alligevel, på trods af det, var der opstået noget omkring os et par gange, pludselig havde vi været midt i noget, det bevægede sig, det var ikke os der kontrollerede det, vi flød med, og den følelse, at være midt inde i det, var enormt lystfuld.

Når man nu uden at kigge sig over skulderen har kværnet sig igennem fire murstenstykke romaner om Karl Ove Knausgårds eget liv, er det ikke uden en gnavende frygt i maven, at man giver sig i kast med at læse dette næstsidste bind i nyere tids vel nok mest diskuterede nordiske romanprojekt. Sæt nu det ikke holder? Hvor mange timer vil man ikke have spildt på et ligegyldigt og oppustet egotrip?

Derfor skal forfatteren også have tak for, at han går lige til sagen, og fra første anslag udsletter frygten hos sin læser, for derefter kærligt at erstatte den med den samme vellyst, som læsningen af de første bind gav. Med det samme er man med på vognen igen og lader sig velvilligt fodre med minutiøse beskrivelser af byture, analyserende udlægninger af verdenslitteraturens højdepunkter og et faderkompleks, der er en Dostojevskij-figur værdigt.

MIN KAMP 5 handler om skriveakademiet, pigerne, alkoholen, familien og alt hvad der ellers hører til livet som ung i en skandinavisk universitetsby, men først og fremmest handler den om litteraturen. Om det at læse, og om det at skrive. I flere centrale passager fremhæves den tyske digter Paul Celans digt DØDSFUGA som en katalysator for den unge Knausgårds lyriske bevidsthed. En slags mørkets mekanisme, der fremmaner en stemning af død og skygge.

Karl Ove Knausgård beviser med sit værk som helhed og med MIN KAMP 5 i særdeleshed, at det også er muligt at skrive en sådan fuga med omvendt fortegn. Hos Knausgård udfoldes livets toner med en lethed og en geometrisk selvfølgelighed, som var det selveste Bach, der stod bag. Rene klange rammes fra refleksionerne over det store i litteraturens væsen til den præcise og spidse beskrivelse af teblade, som udfolder sig i kogende vand. Knausgårds værk har fast greb om en lysets og livets indre motor, og netop denne vitalitet kribler og krabler mellem linjerne.

Dermed ikke sagt, at det mørke og dystre ikke findes hos Knausgård. Det gør det i høj grad i skikkelse af drukture, blackouts, utroskab og en overdreven og destruktiv stolthed. Men disse sider af forfatteren er hele tiden i frugtbart samspil med den glæde, der strømmer som en flod ud fra forelskelserne, vennerne og litteraturen. Det er i kraft af denne forening, at MIN KAMP som helhed fremstår så hudløst ærlig og vedkommende.

Dykker man ned i Knausgårds sætninger, vil man finde flere unødigt ophøjede konstruktioner og skolebogseksempler i kluntet syntaks. Det skinner igennem, at forfatteren, som han selv ofte fremhæver, nok ikke ville kunne skrive meningsfuld eller smuk lyrik, men som prosa risler teksten klukkende og er en drøm at læse. Dialogerne drikkes mere end de læses, og kun de inkorporerede udkast til debutromanen skurrer for alvor i ørerne. Det er som om de ikke rigtig hører hjemme i resten af bogens univers på trods af, at en stor del af bogen faktisk handler om besværet med at få skrevet netop disse stykker.

Selvom MIN KAMP 5 ikke på samme mesterlige vis som de to første bind indvæver de længere essayistiske passager, er det stadig en fornøjelse at lade så dygtig en forfatter opmale og udlægge stemninger og følelser, som ikke virker kunstige eller fremmede, men derimod lyder forbløffende rent i læserens åbne klangrum.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også