Lorten, der aldrig blev opdaget – Thomas Korsgaard HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI

Thomas Korsgaard har fået meget ros for sin debutroman, og det er ikke ufortjent. Dog virker teksten mere som et terapeutisk projekt end et litterært mesterværk.

Citat
Der lå vand overalt på gulvet i entreen, da jeg kom hjem fra skole. Jeg tog et stort skridt over til dørkarmen i køkkenet og undgik at få våde sko. Vandet var fyldt med sæberester, hvide flager i det skummende vand. Lågen til vaskemaskinen stod åben. Tallene i displayet blinkede på en underlig måde, nederst løb vandet ud af en sprække i plastikken. Jeg gik ind i køkkenet for at lave lektier. Vi havde en matematikopgave for. Facit stod bag i bogen, men man skulle lave udregningerne selv. Inde fra kontoret larmede min mors computerhøjtaler, lyden af jetoner i et pokerspil. Hun slukkede aldrig for det og sagde, at det var lægerne, der havde anbefalet det. Ro og hvile.

HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI handler om drengen Tues opvækst med far, mor og to mindre søskende på en gård lidt uden for Skive. Faren er landmand på evig rand af konkurs, moren spiller onlinepoker og har næsten intet andet gjort siden hun aborterede et barn på romanens første sider. De yngre søskende gør ikke det store væsen af sig, mens Tue lever et afskåret liv i skyggen af skam over hjemmets rotter, lugt og mangel på kærlighed. Hverken omslag eller tekst giver anledning til at tro, at dette skulle være andet end fiktion.

Men i kølvandet på udgivelsen har Korsgaard ikke lagt skjul på, at teksten er dybt inspireret af hans egen opvækst på, netop, en gård lidt uden for Skive. Hvor meget der er taget fra virkeligheden, vides ikke med sikkerhed, men det selvfortalte projekt vanskeliggøres alligevel af, at Korsgaards lillebror har taget afstand fra skildringen af deres forældre og hjemstavn. Han finder skildringen ‘usand’ og ‘for groft’, som han har fortalt til en journalist på Politiken. Og det komplicerer det lidt for mig, for det får teksten til at virke ufin. Parateksten er tvetydig og det gør mig i tvivl om tekstens sandfærdighed. Forsiden siger roman, men Korsgaard understreger selv det selvfortalte. Hvis bare, han havde afholdt sig fra at formidle, at det var sådan, han selv var vokset op, havde det været lettere at fokusere på teksten alene.

Men det er selvfølgelig teksten, jeg skal fokusere på. HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI er en historie om en far, der har en stærk indflydelse på sin søn. Hans vekslen mellem utilregnelige voldsudbrud og kærlige faderfølelser, som han især viser, når han har indtaget større mængder alkohol, gør Tue usikker, skamfuld og magtesløs. Han laver mange drengestreger, som bliver mødt med tilråb og ydmygelser i stedet for de forventlige formaninger og alvorsord. Som her, hvor Tue har gemt sig i et træ, efter han er blevet taget i at stjæle en check fra farens post: ‘Gid han ville lade mig være, tænkte jeg, og efter et stykke tid blev han meget stille. Var jeg virkelig så dum, at jeg troede, han havde givet op?’ Den stakkels Tue føler sig nødsaget til at skide ned i grøntsagerne under træet, og i stedet for at lade sin dreng komme ned henter faren de to søskende og får dem til at stikke til Tue med kæppe dyppet i lorten. Ganske modbydeligt. Og når Tue så henvender sig til sin depressionsramte mor for et kram eller en opmuntrende bemærkning, får han blot en kølig afvisning. Hun ænser, jvnf. bokscitatet, end ikke, når vaskemaskinens sæbevand skyller ud over gulvet. Heller ikke dér er der nogen omsorg at hente.

Der er virkelig meget, der er sørgeligt. Det er sørgeligt, at ingen husker, om Bedste bruger sukker i kaffen eller ej – på trods af hendes hyppige besøg. Det er sørgeligt, at Tue siger, ‘jeg var overbevist om, at han ikke var nogen flink fyr’, om bedstefaren, han aldrig har mødt. Det er sørgeligt, at farens nytårsunderholdning er hærværk på de nærliggende gårde. Det er sørgeligt, at alle tre unger må passe sig selv, at der mangler overskud, at de navnløse hunde gør og skræmmer de få besøgende væk fra matriklen. Men det grundsørgelige og sympatisøgende kan ikke løfte teksten alene.

Jeg savner præcision i sproget. Sproget er tilpas let tilgængeligt, men for at det socialrealistiske projekt skal lykkes, savner jeg, at observationerne er mere minimalistiske, og at vi får mindre forærende. Der er et for højt forbrug af adverbier som ‘ovenikøbet’, og pludselig bliver læseren præsenteret for sjældne poesier, som ‘[…] mens sommerfuglene havde hedeslag’. Det virker ikke overbevisende, og det skyldes nok, at socialrealismen clasher med det ærlige barneperspektiv, Korsgaard ønsker at skrive fra.

Barneperspektivet er ellers det stærkeste ved teksten. Romanen skildrer en drengs opvækst, og alt beskrives gennem ham. Man fornemmer ubesværet den flygtige måde, et barn tænker på, hvor fokus kan flyttes fra gubbifisk til dødsangst på et splitsekund. Og fra vaskemaskinevand over matematiklektier til morens fravær, jvnf. bokscitatet.

Det har dog (desværre) en stor effekt på mig, når Korsgaards lillebror tager afstand fra betragtningerne i teksten. Det sætter mig i et etisk dilemma. Selvfølgelig er der altid flere vinkler på en historie, og begge sider skal tages med et gran salt. Når Korsgaard vælger at lade sig interviewe i diverse medier og udpensler de selvbiografiske aspekter i teksten, bør der helst ikke kunne sås grundlæggende tvivl om fortællingen. Korsgaard er 21 år gammel og har potentielt en lang forfatterkarriere foran sig. Men hvad skal han skrive om nu? Jeg håber det bliver en tekst, hvor Korsgaard spasser ud i en dadaistisk leg med sproget. Eller noget lignende. Jeg glæder mig til at finde ud af det trods min manglende begejstring for debutten.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Henriette Klejs Engelberg

Henriette er cand.mag i Engelsk og har en skotsk MSc i Moderne Litteratur. Hun med-driver boghandlen ark books i møllegade, sælger bøger for at fremme kendskabet til obskure udgivelser og læser nok mest for også at skrive selv.