Luk mig ind i sproget – FORFATTERSKOLENS AFGANGSANTOLOGI 2010
Svælg i uigennemtrængelige og tilgængelige tekster, der ikke vil det samme, men vil noget. Jeg vil gerne læse mere.
Citat
’Jeg har intet tilovers for smil, det er den vestlige verdens mest overvurderede muskelsammentrækning lige efter orgasmen. Jeg tror, at den korteste afstand mellem mennesker findes i en enkelt overlagt sætning, der skulle være blevet uudtalt. Jeg tænker på, at jeg er betaget af din stemme, siger jeg.’
Stine Pilgaard – uddrag fra ’ER DER EN LÆGE TIL STEDE – EN SAMTALEROMAN’
Det handler om at give sig hen og glemme alt om teoretiske problemstillinger ved at anmelde og læse antologier, når man bevæger sig ud i FORFATTERSKOLENS AFGANGSANTOLOGI 2010. For det er naturligvis teksterne og ikke antologien selv, der har fortjent at stå i centrum – selvom jeg desværre ikke kan gennemgå alle bidrag fra de otte afgangselever.
Jonas Rolsted pendler fra det helt konkrete til en (over)intellektuel og intertekstuel referenceramme, og bedst er Rolsted i mine øjne, når han giver efter og beskriver det nære:
-Da man lærte at skrive var S og N svære at huske, man blev altid i tvivl om hvordan de skulle vende. Pigernes hår hang ned i bogstaverne. Men de skrev smukt. Gav sig tid til at tegne.
Rolsted er også humoristisk i sine præcise beskrivelser, og det personlige og humoristiske går i den grad også igen i det, som jeg mener, er et af de bedste bidrag i FORFATTERSKOLENS AFGANGSANTOLOGI 2010 – Stine Pilgaards tekstuddrag. I det skitseres et fremmedgjort og dysfunktionelt jeg gennem tragikomiske stykker, hvor jeget samtaler med sin læge og skændes med sin soon to be exkæreste.
-Det her handler om os, siger hun. Ulrik Wilbek har skrevet en bog, der hedder Forskellighed gør stærk, siger jeg, den burde du læse. Hun siger, den handler om håndbold og ikke om parforhold. Teamwork er teamwork, siger jeg.
Pilgaards velskrevede personprosa er præcist humoristisk, og den fortæller ubesværet tåkrummende sygdomshistorier og andet pinligt privat om et jeg, der er fyldt med energisk arrigskab – og derudover er kynisk uforstående over for sin omverden.
Mere utilnærmelig er Olga Ravn, der skriver vandret om pigekrop- og sind og rabler derudaf i svimlende opremsning:
-(…) ejendelen bliver ejendel under blikket, ja, under hånden, ja, bliver træet til billede under tilføjelsen / berøringens tilføjelse, berøringens ejerskab, ja, også talens italesætten, at være under hænderne, sagt. / og trusser i rødmeleret pigesind og kvalificeret indhold.
Ravns digtning er mættet både i stemning og betydning og er som sådan ikke umiddelbar fattelig. Det kræver meget af læseren, og jeg tabte både tråd og tålmodighed flere gange undervejs. Det er svært at finde rundt i Ravns skrift, og som rumlige konstruktioner er sætningerne labyrintisk uigennemskuelige og uigennemtrængelige. På den måde er det svært at komme inden for i sprogets aflukke eller for den sags skyld Ravns egen verden.
Josephine Klougart dyrker en lyrisk tilgang til prosaen, hvor stemningen er mæt og tæt og til tider tung og påtaget. Her er vi lukket inde en vinter, hvor sneen og sproget lægger tunge dyner nedover læseren:
-Hendes mor er lige ved at brænde brødet på. Det kan man alligevel, i den gamle ovn. Moderens mund bliver stram, og hun snerrer med den fugtige kluds stemme, da den er det eneste, hun kan nå at kaste imellem sine fingre og bradepanden. Den varme remonce løber ud af fastelavnsbollerne. (…) Remonce og vanilje og de her fede æggeblommer, hun ælter ind i blanke mørdeje, med sukker og smør og smør og smør og rutineret og vildt på én og samme tid.
Det er lige ved og næsten for meget, og sprogets egen fedme lægger sig i både effektiv, statisk og stemningstung tæthed nedover siden – på trods af, at det, der beskrives, er øjebliksbilleder i stivnet formation.
Rektor Llambias’ forord, der forsøger at dementere opfattelsen af en forfatterskolelitteratur, er på mange måder uddateret. I sidste ende er det vel ligegyldigt, om noget er forfatterskolet eller ej. Så længe det er godt. Og det er bidragene stort set alle sammen. De skiller sig ud fra hinanden og er både dystre og humoristiske, skrifteksperimenterende og fortællende, tillukkede og dysfunktionelle. Men de deler alligevel visse fællestræk. Læs bogen og find ud af hvilke.
