Lykken er hus, bil og hund – Synnøve Søe BJERGET, HAVET, HUSET

Drømmen om kærligheden, der som et metanarrativ overtager det lille meningsløse menneskeliv og tilfører det betydning, hund og børn er sejlivet. I Synnøve Søes  Kærlighedsroman, der udkom på valentinsdag, får de borgerlige klichéer en ny fair chance.  

Citat

Det lille hus ved havet var helt anderledes end hans eget. Selv om de kun havde boet der i kort tid, var det allerede et hjem og ikke bare et opbevaringssted for mennesker. Der var blomster og grønne planter overalt, og på de hvide vægge hang malerier og billeder. Colm stod drivende våd i entreen og kiggede ind i stuen. ‘Tag tøjet af, jeg laver et varmt bad – det kan du trænge til.’ Han lignede sikkert et spørgsmåls tegn i ansigtet. ‘Tag det roligt. Tror du ikke, jeg har set en nøgen mand før? Det generer mig ikke, tag nu bare tøjet af. Jeg laver badet klar.’

Hovedpersonen Colm er en desillusioneret, irsk forfatter bosiddende i et lille hus på en bjergside. Efter at have vendt storbylivet i Dublin ryggen lever han en eneboertilværelse med gin&tonics og sin computer som eneste selskab. Men i nabohuset, helt nede ved havet, er den danske kvinde Karen og hendes to drenge Hans og Henrik flyttet ind. Karen er også kunstner. Hun kommer igennem tilværelsen ved at arbejde på den lokale fiskerestaurant, mens hun maler ved siden af. De to halvgamle kunstnersjæle får langsomt varme følelser for hinanden til stor glæde for Karens to drenge og store hund, Angel.

Der er altså tale om en roman, der behandler selve den forhånede, reaktionære drøm om villa-volvo-vovhunds-lykke, og tager emnet helt ud til den irske kyst, hvor børn og hunde endelig kan trives, og de små mennesker kan tale rigtigt sammen over en flaske rødvin.

Scenen er enkel. Det er bjerget, havet og de små huse, der udgør personernes bevægelsesfelt. Storbyen ligger i periferien og lokker utrætteligt med ligegyldige engangsknald og swing. Sproget er ukompliceret, ikke stramt og heller ikke billedskabende tæt. Det er fyldt med dialog, og den har et særligt, neutralt udtryk, som skal den kun illustrere kernen i, hvad karaktererne vil sige. Disse træk styrker fornemmelsen af, at Søes kærlighedsroman er et programskrift, der forholder sig alvorligt til kærligheds- for ikke at sige lægeromanens mulighedsfelt. Alle klichéerne er der, men de har fået en chance til; kødet er skrællet af helt ind til benet så villa, volvo og vovhund igen blot er hus, bil og hund – og det kan måske alligevel noget? I det simple udgangspunkt er det, som om Søe har fundet en nerve, der gør, at det bliver anderledes vigtigt og skrøbeligt, autentisk.

Derfor er BJERGET, HAVET, HUSET ikke kun en moderne lægeroman, men også en reel metarefleksion over den borgerlige kærlighedsforståelse, som ifølge Karen/Søe har en forløsende virkning på nå-generationens forvirrede individer. Man kunne kalde det en simpel og alvorlig demonstration af de borgerlige klicheers lyksaligheder. Men kombinationen af reaktionaltitet og oprigtighed, romantik og knoglemarv gør, at det fungerer.

For begivenhederne i BJERGET, HAVET, HUSET er rykket tilpas langt ud, helt ud til klichéens begyndelse, dér, hvor der er en chance for, at alting kan opstå på ny og blive rigtigt. Omvendt er der også en risiko for, at bjerget, havet og huset står tilbage som ligegyldige papkulisser på en interimistisk scene. For denne anmelder bliver det begge dele – det borgerlig pap får en fair revanche, men spørgsmålet er, om det har anden effekt end lidt blafren i de gamle klichéer? I hvert fald er det en helt ok kærlighedsroman, som man kan læse på en valentinseftermiddag, alene.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Camilla Pape

Cand.mag. i Moderne Kultur, København.

Skriv til Camilla