Månelanding i bøgeskoven – Morten Chemnitz BINDINGERNE

Grantræer og bølger findes. Morten Chemnitz’ anden bog er en sart og monoton men først og fremmest gudesmuk besyngelse af dansk natur. 

Citat

Jeg går i de nedfaldne blade og imellem. Som midt i novemberskoven de sammenfaldne bregner som står omkring under. Ved det gule og lave træ ved den sti som nålene dækker. Tynde og rustrøde nålene. Nedfaldne over den våde jord.

Når man læser Morten Chemnitz’ lydløst indadvendte brag af en bog, BINDINGERNE, er det med en fornemmelse af, at det snart er slut. Der kæles og skærmes og nusses og værnes om en dansk natur i en eminent smuk og demonstrativt stilren gestus, som Chemnitz mestrer til punktum og præposition.

Den indifferente, tilbageholdende og selvudslettende tone er også trist og melankolsk. Det er, som om luften er gået af ballonen, og det hele snart er tabt – og derfor skal registreres. Det lillebitte mikroskopisk tilstedeværende ‘jeg’ er angiveligt det eneste (sidste) dyr i skoven, og teksterne et sidste suk inden lukketid. Økokrise og CO2-udslip er den mulige ramme, som teksten ikke nævner. Vi kunne også kalde setup’et et forsøg på at skrive CO2-udslipperen, ‘jeget’, ud af sprogets ligning eller opløse økokrisens ophav, det humane blik, den humane vilje, i renset, viljefri registrering.

Man kommer i tanke om Inger Christensens klassiker SOMMERFUGLEDALEN (1991), som også sørger ved at hylde natur i smukkest perfektionerede form. Med sin minimale, billedløse forside og et omslag i ustrøgen papirkvalitet mimer BINDINGERNE da også ganske ublu den legendariske Brøndum-udgave af SOMMERFUGLEDALEN.

BINDINGERNE består af 48 prosalyriske tekstblokke på ti linjer +/-, fordelt i to serier af 24 tekster. En vinterdel og en sommerdel. I en seriel gentagelse fra sætning til sætning og fra tekst til tekst beskrives skov og strand og ikke mindst solens og regnens gennemtrængning af disse topoi. Der sker ingenting – eller rettere dét, der sker, er ganske undseeligt og udenfor det spektrum, vi normalt registrerer som “sker”. På side 10 er der således i sammenhængen umådeligt gang i den:

– Op ad stammen i træet før huset løber gråblåt lav henover.

Agensverbet ‘løber’ fremstår afmonteret i en slags fast forward, hvor lav i ultra-langsom bevægelse opad træstamme får lov til at gøre det ud for sætningens begivenhed. Og så ER det vel en begivenhed?

Den gennemgående syntaksstruktur i BINDINGERNE ser nogenlunde sådan her ud: Et stykke konkret men ulokaliseret dansk natur er sætningens subjekt (eng, aks, skovbryn), mens adjektiver begrænser sig til gråtoneskalaens farvenuancer (matsort, matgul, matrøde, gråblå) og det organiske materiales overflader (riflet, skimlede, sandede, dirrende etc.). Brugen af præpositionerne er tildelt en særligt påfaldende rolle. Denne ordklasse er sætningens bindinger, jf. titlen, og forbinder her naturelementer i forhold til hinanden. Det bemærkelsesværdige er, at præpositionens styrelse ofte er maskeret eller direkte fraværende. Det kan se sådan her ud:

– Under de stadigt hvidnende skylag. Som står ned omkring.

– Jeg går i de nedfaldne blade og imellem.

– Som det tørre løv ligger adskilt med.

Punktum. Omkring hvad? Imellem hvad? Med hvad? Ja, IKKE NOGET, siger Chemnitz’ tyst rebelske sætninger, hvilket jo på én eller anden måde opløser (eller foreslår opløsning af) naturelementer ikke blot i hinanden indbyrdes men også udad i naturen, i altet selv og ud af ‘jeg’ets’ erfaringshorisont.

En anden hyppig variant, som kun forstærker samme altomsluttende, altopløsende gestus, er en dobbelt præposition, hvor styrelsen er erstattet af en ny præposition uden styrelse. To eksempler:

– Som midt i novemberskoven de sammenfaldne bregner som står omkring under.

– Mens jeg går forbi igennem.

Med disse sproglige, skal vi sige, samlingspunktssamlingspunkter eller bindingsbindinger er det muligt ikke blot at binde naturen sammen, men også at videreføre repræsentationen ud i et sprogløst område, hvor bindingerne altså binder andre bindinger. Resultatet er en sproglig regndis – for nu at bruge naturbilledsprog, hvad Chemnitz’ tekst heldigvis holder sig al for ædel til at bruge – en utydelig, vag sammenhæng i skærme og frøstænger, regnvand og frost. Chemnitz artikulerer naturen som ‘en uvælgelig tæthed’, som det hedder et sted, og et andet: ‘for hvert led en binding mere’.

Selvom Chemnitz’ tekster i deres insisteren på kun at beskrive og aldrig fortælle eller udlægge, bevæger sig i grænselandet mellem tekst og fotografi/maleri, så gør de også læseren opmærksom på sprogets overlegenhed i sammenligningen. Denne rigdom i farvenuancernes mikroniveau, denne atmosfære i forbindelseslinjernes kryds og denne naturens samhørighed kan en grafisk fremstilling ikke oppebære. Jeg tør godt konkludere, at BINDINGERNE er sprogets triumfatorindtog midt i billedernes regeringstid.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren