Man kan ikke lære gammel hund nye kunster – Ian Rankin GAMLE FJENDER

Hvidvask af penge i gustne spillebuler. Gamle fjender i underverdenen. Det er opskriften på den seneste bog om nypensionerede Rebus, som ikke kan holde fingrene helt fra kødgryderne.

Citat

En elkedel og en håndfuld krus i én forretning og forsyninger af kaffe, te, sukker, mælk og plasticskeer i en anden. Hele ekspeditionen tog ikke mere end femogtyve minutter, hvilket præcis var nok til, at Rebus var færdig med sin beretning. Problemet var, at Fox så ikke anede, hvor meget – om noget – han havde holdt for sig selv. Som den, Rebus nu var, ville sandheden næppe have været hele sandheden. Manden foretrak altid at vide bare en anelse mere end alle mulige andre, der var med i forestillingen.

Efter glubsk at have gnasket mig gennem Ian Rankins 21. Rebus-krimi sidder jeg tilbage med et mindmap, der kun giver mening for mig. Jeg har prøvet at udredde plottet og løsningen på krimigåden. Det er indviklet, men det går op. Helt uden løse ender og på imponerende tilfredsstillende vis. For efter 300+ siders ‘er det mon ham, der har gjort det?’ og ‘nu må de være på sporet!’ er det en sand kunst at tilfredsstille en nysgerrig læser. Det formår krimimesteren Rankin som altid.

GAMLE FJENDER er et lidt indviklet gangsterdrama. Forhistorien er et magtopgør mellem Big Ger Cafferty og Darryl Christie. Cafferty styrede engang Edinburghs underverden, og dengang slog han Christies søster ihjel. Christie overtog sidenhen magten og forsøgte at hævne sin søster. Nu er skuden, måske, vendt igen, da Christie er blevet overfaldet ude foran sit eget hus. Cafferty er åbenlyst den første mistænkte. Men – er det for oplagt, at det skulle være ham? Og hvad er det med de her nystartede firmaer, som de store investeringsmænd bruger til at snyde i skat, kan det have noget med samme sag at gøre? Og hvordan, hvis overhovedet, passer en 40 år gammel uopklaret sag om drabet på den smukke unge milliardærkone Maria Turquand ind i billedet?

Rebus er egentlig gået på pension, som naturligt skridt i kraft af hans alder og skrantende helbred. Malcom Fox er egentlig forfremmet til Gartcosh, Skotlands overordnede efterforskningsenhed, og Siobhan Clarke er egentlig den eneste, som er, hvor hun plejer. De tre, som plejede at være et team, er altså spredt for alle vinde. Men omstændigheder vil have, at de tre samles igen om en forbrydelse, der først ligner et lille overfald, men viser sig at trække tråde tilbage til fortiden, tråde til Rusland (eller er det egentlig Ukraine?), til en tom lejlighed over en spillebule i Leith, Edinburghs nordligste bydel, til et dørvogterfirma og til en myrdet politimand.

Mens efterforskningen går sin gang, er der fint med interne gnidninger mellem de tre. Fox blev i en tidligere krimi forfremmet frem for Clarke. At forfremmelsen burde være givet til Clarke, bliver antydet, men bestemt ikke dvælet ved. Det er information, man kan varme sig ufint ved, når Fox ved enkelte lejligheder fremstår uklog og bagud i forhold til Clarke. Men den romance, der også hører de tidligere krimier til, genopstår nu alligevel en lille smule, og det varmer også ganske dejligt. For man ønsker dem alle det bedste, og det at Rebus lider af en måske velbegrundet sygdomsangst, er næsten ikke til at bære.

– Fox begyndte så småt at opfatte byen som en labyrint med indbyggere og kvarterer forbundet på kryds og tværs med snore.

Én af Rankins helt store forcer er hans evne til at gøre Edinburgh levende. Han skaber fiktive begivenheder på faktiske adresser i byen. Rankin bor selv i Edinburgh, det er her, hans faste crew bor, her forbryderne forbryder sig mod loven, her Rankin bruger sine politimænd til at belyse Edinburghs sociale lag fra kontanthjælpsmodtageren til milliardæren. Kort sagt: Det er Edinburgh og byens komplicerede gadestruktur, der danner naturlig ramme om forfatterskabet. Og dét på så indlevende vis, at jeg føler, jeg får en pint med Rebus på Oxford Bar, spiser på Cockburn Street, går tur med Rebus’ hund i the Meadows og beundrer slottet fra shoppinggaden Princes Street.

Jeg kan godt lide krimier. Jeg elsker Edinburgh, jeg har boet i byen. Mine forventninger var altså høje, men de blev klart indfriet. Jeg har aldrig helt forstået, når kontorsnakken falder på bøger, der ikke kan blive lange nok, og som man savner, når sidste side er vendt. Det forstår jeg bedre med en afsluttet Rankin-bog ved min side. I år er det 30 år siden Rankin udgav den første bog om Rebus – så der er ikke andet tilbage at sige end stort tillykke med jubilæet til både Rebus og Rankin!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Krimi,

Læs også

Om Henriette Klejs Engelberg

Henriette er cand.mag i Engelsk og har en skotsk MSc i Moderne Litteratur. Hun med-driver boghandlen ark books i møllegade, sælger bøger for at fremme kendskabet til obskure udgivelser og læser nok mest for også at skrive selv.