Barsk mastodont – Matthew Thomas VI ER IKKE OS SELV
VI ER IKKE OS SELV er en grum bog. Den bevæger sig ubarmhjertigt og langsomt som et døende dyr, der slæber klovene afsted under sig.
Citat
Mens hun skrabede røræg ned i skraldespanden, besluttede hun, at hun ville have én rigtig jul mere, med alle højtidens tilhørende udstafferinger og ceremonier. Næste år skulle den store, grønne stjerne op i toppen af træet. Hun havde ikke følt sig tryg på trappestigen, lænet ind over grenene, og hun ville i hvert fald ikke bede Ed om at klatre op og ordne det (…). Men da hun havde siddet ved bordet, var det eneste, hun kunne tænke på, ud over angsten for, at Ed skulle opføre sig pinligt, den nøgne trætop, der stak op som en svulst, selv om den befandt sig i stuen og var ude af syne.
Det tog eftersigende Matthew Thomas ti år at skrive sin debutroman, der med sine næsten 640 sider og fine priser i hjemlandet allerede er en imponerende størrelse. At VI ER IKKE OS SELV desuden er nedskrevet i hånden i små 70-siders hæfter gør ikke den begyndende litteraturmyte mindre dårlig, og når romanen desuden rammer plet på så mange planer rent indholdsmæssigt, så er der ikke noget at sige til de mange rosende anmeldelser og modtagelser.
I begyndelsen af VI ER IKKE OS SELV kunne jeg godt blive irriteret over, at jeg allerede inden første side vidste, at en af hovedpersonerne får Alzheimers; det står nemlig på bagsiden. Men i virkeligheden kommer det ulige forhold mellem læserens forhåndsviden og fortællernes egen viden ikke til at betyde meget, og undervejs går det op for mig, at min irritation måske i virkeligheden bunder i, at der overhovedet er nogen i bogen, der skal have Alzheimers. Denne følelse af uretfærdighed ender med at stemme fint overens med fortællernes oplevelse af den ubarmhjertige sygdom.
Og hvem er fortællerne så? Jo, vi følger den irskfødte Eileen Tumulty i en hård barndom præget af forældrenes alkoholisme, mangel på omsorg og generel ustabilitet – og den kvikke piges konstante længsel efter noget bedre: At hendes forældre ville stræbe efter bedre jobs, tjene mere, få en bedre lejlighed osv., og den materielle og sociale stræben går igen, da hun møder den idealistiske hjerneforsker og underviser Ed Leary. De forelsker sig, bliver gift og får sønnen Connell, og det er Eileen og siden hen den halvvoksne søn, vi får historien fortalt igennem.
Ud over at være den barske historie om Eds Alzheimerssygdom, hans fysiske og psykiske forkrøblen, er VI ER IKKE OS SELV også en fortælling om at have ambitioner på egne og andres vegne. Eileen stopper aldrig med at stræbe efter noget bedre i ægte ’den amerikanske drøm’-vendinger, og hendes konstante utilfredshed med tingenes tilstand er næsten ligeså stor en hæmsko for Eileen og Eds samliv, som hans senere sygdom bliver det. På en måde bliver Eds sygdom en slags straf for Eileens ofte usympatiske higen efter især materialistiske statussymboler og forsøget på at skabe et perfekt glansbillede udadtil. For Eds sygdom er jo alt andet end perfekt. Gang på gang opfører han sig pinligt og utilregneligt, og Eileen må hente ham hos politiet, på gaden og hele tiden udrede trådene.
Romanens brutalitet reflekteres også i det til tider fantastisk langsomme fortælletempo. VI ER IKKE OS SELV er i dén grad en roman med tid og rum til en langsom, menneskelig opløsning, og det kan undervejs være næsten ubærligt at iagttage Eds nedbrydning. Side efter side kaster ordene sten efter det prustende og sårede dyr, der til sidst må give op og som en udsultet mastodont falder til jorden med et brag.
VI ER IKKE OS SELV er på mange måder en klassisk, stor amerikansk roman. Historien om en families hårde liv og indre kampe sideløbende med verdens hastige udvikling er skrevet mange gange før, men den kryber alligevel ind under huden og fastholder sådan nogenlunde læserens opmærksomhed gennem de imponerende mange sider. Personportrætterne – og i særdeleshed Eileens – står skærende klare, samtidig med at en af personerne jo langsomt krakelerer for øjnene af en. Eds Alzheimerssygdom er beskrevet fantastisk fint og fungerer som en mørk ramme omkring det snublende dyrs tragiske fald.
1 kommentar