Melankolsk tømmermændskur – FORFATTERSKABET på Roskilde

Angst, mislykkede forelskelser og selvmord. Forfatterkabet på Roskilde bød på førstedagen indenfor til litterær behandling af følelser og fænomener, der ellers ikke fylder meget på festivalen.

Midt i al den infernalske larm i det parallelsamfund, der her på Roskilde Festivals første hele dag stadig er ved at blive til, finde sin endelige form for derefter hurtigt at forsvinde igen, finder Forfatterskabet – kurateret i samarbejde mellem Gyldendal og Rosinante & Co – sted for syvende år i træk. Og i og omkring den lille Dreamcatcher-scene i Rising-området stimler folk sammen for at opleve den plads, litteraturen er blevet tildelt i det tætpakkede kunstprogram, der også er en del af festivalen, og som i år præsenterer ‘rekordmange projekter’. Over de næste tre kvarter skal vi høre oplæsninger med Caspar Eric, Ida Holmegaard og Lone Hørslev og efterfølgende samtale.

Dreamcatcher-scenen er velplaceret mellem falafel- og Tuborgboder, musik og de altid vandrende folk. Størrelsesmæssigt gør den ikke meget væsen af sig, og da jeg ankommer et kvarters tid før oplæsningernes start, er den på ydersiden spejlbeklædte tipi da også så godt som fuld. Som publikum bliver ved med at strømme til, og teltet snart er fyldt op, samler der sig hurtigt ligeså mange mennesker udenfor teltet som indenfor.

Selvom en ung fyr på rækken foran mig få minutter før start spørger sin sidemand: ’Er det en digtoplæsning det her?’ virker de fleste til aktivt at have valgt litteraturen til, måske i håbet om at få en stille, koncentreret pause fra campingområdets insisterende larm. Litteraturen har altså et meget interesseret publikum på Roskilde, og derfor er det lidt synd, at der i år kun er plads til 3×45 minutter i opvarmningsdagene, samt trekvarters litteratur i løbet af selve festivalen.

Seancen introduceres af en repræsentant fra Forfatterskabet, der præsenterer de tre forfattere og derefter lader dem læse op. Første oplæsning står Ida Holmegaard for. Hun er aktuel med sin anden roman, GRACELAND, der settingen taget i betragtning meget passende henter sin titel fra musikken, nemlig fra Paul Simons album af samme navn. Og Simons titelsang dukker op i – eller fungerer som baggrundstæppe for – den passage, Holmegaard selvsikkert og afslappet læser op for et publikum, der koncentreret og hengivent lytter med.

Passagen beskriver et angstfuldt, forelsket jeg, der i en taxa mod JFK knuger sig til den mand, han i løbet af et ophold i New York har forelsket sig i, og som ikke gengælder jeg’ets følelser. Holmegaards prosa er fængende, og blandingen af et ofte humoristisk billedsprog (bl.a. når New York beskrives som en stor, lysende juledekoration) og fortællerjeg’ets desperate melankoli bidrager kun til at gøre stemningen i og omkring det lille telt endnu mere intim og koncentreret.

Efter Holmegaard læser Lone Hørslev – med det ene ben indenfor teltet og det andet udenfor – en novelle fra sin nye novellesamling, EN ORDENTLIG MUNDFULD. Novellen, som vi ikke får navnet på, behandler ligesom Holmegaards tekst et brud mellem et længselfuldt og elskende jeg og et køligt afvisende du og foregår en kold vinterdag i København. Undervejs i det patosfyldte prosastykke snøfter Hørslev flere gange og forklarer til publikums latter, at det ikke er,fordi hun er ked af det, men ’blot’ ramt af en hård gang høfeber. Den stive blæst står direkte ind i mikrofonen, men bidrager faktisk kun til at gøre det møde på Toftegaards Bodega, som novellen kredser om, endnu mere dramatisk.

Caspar Eric griber selvsikkert mikrofonen som dagens sidste oplæser, idet han bemærker, at vinden ’har det for sindssygt’. Igen er det ikke opløftende litteratur, publikum mødes med. Han læser en suite fra sin seneste digtsamling, AVATAR, der er skrevet med udgangspunkt i forskellige mandlige figurers selvmord, og i et højt, nærmest rappende tempo, lukkes vi ind i det klaustrofobiske mentale rum hos en amerikansk krigsveteran.

Halvvejs inde i den samfundskritiske, ligefremt harcelerende poesi, der hele tiden har krigserfaringer og selvmordslyst præsent, afbryder Caspar Eric sig selv og cool forklarer, at det bliver ’hyggeligere endnu’, og suiten slutter også af med det noget deprimerende budskab, at vi må affinde os med enten at dræbe eller blive dræbt.

Således brutalt hevet ud af den festfyldte og sorgløse utopi, som Roskilde på mange måder også er, sætter moderatoren gang i en samtale mellem de tre forfattere. Selvom moderatoren trækker nogle klare tematiske ligheder mellem de tre værker frem, stivner samtalen desværre lidt i spørgsmål om de tre forfatteres motivationer for at skildre bestemte mennesketyper og for at behandle bestemte problematikker.

I stedet for at høre om baggrunden for at skrive om henholdsvis politiske og personlige emner kunne det have været interessant at høre, om forfatterne mener, litteraturen har noget at bidrage med på et sted som Roskilde – og i så fald hvad. Det kunne måske også have bidraget til en mere dynamisk samtale mellem forfatterne, hvis den havde haft fokus på den specielle framing, den finder sted i. På trods af at samtalens udgangspunkt er lidt stift, bidrager alle tre forfattere dog med interessante og indsigtsfulde bemærkninger om deres forsøg på gennem skriften at behandle sorg, vrede, politik og blottelsen i de nære relationer, man altid indgår i.

Så er tiden pludselig gået, får vi at vide, og vi forlader langsomt det kortvarige, melankolifyldte og måske allerede tiltrængte helle, tipiens oplæsninger har tilbudt, og diffunderer ud i det omgivende teltlandskab.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Litteratur, Live Litteratur, Reportage,

Læs også

Om Laurits Nikolajsen

Laurits er 22 år og bachelorstuderende ved Litteraturvidenskab på KU. Har en bred smag med en forkærlighed for latinamerikanske fabulanter som Borges og Bolaño, Dostojevskis depressioner og fodbold. Mest af alt fodbold.