Af | 11. maj 2006

Men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg – Carl Frode Tiller BIPERSONER

Hvad der begynder som en roman om afmagt, manglende sprog og raseri ender som metalitteratur, hvor forfatteren åbenlyst vedkender sig sit bedrag og alligevel på imponerende vis snører læseren endnu en gang.

Citat:

og jeg stirrer på ham. kan mærke det vokser i mig nu. musklerne spænder sig. de store muskler. mine runde overarmsmuskler. kan mærke jeg begynder at hidse mig op. kribler nu. prikker. altid skal han begynde på den måde, det her helvedes brokkeri, det her plageri. var ikke sådan før. de sidste år er han blevet sådan. tror fandeme aldrig på det jeg siger mere. det passer jo for helvede. har jo fået jobbet for fanden. og jeg hidser mig op. men ikke miste kontrollen nu. stirrer på min far.

Tiller debuterede med den meget roste roman SKRÆNTEN, der var en nærmest frygtelig troværdig historie om personer fyldt af afmagt, had og vold. Personer for hvem situationen ikke kan blive meget værre. BIPERSONER fortsætter på sikker vis denne uafrystelige stil.

Der fortælles gennem fem forskellige personer, der alle er knyttet til musikeren Thomas Isaksen. De fire er i familie med ham, og det fremstår som en familie, hvor elendighed og ulykke nedarves. De to sønner og en svigerfar tilhører de ensomme og utilpassede. Hos dem er hadet uhyggeligt og raseriet det eneste udtryk.

Broren Ivar prøver derimod at leve som det forbilledlige modstykke, men hans orden afsløres som en hårdt tilkæmpet facade, bag hvilken også hans familie gemmer uløselige konflikter. Derfor bliver han det bedste billede på det fælles problem for alle bogens skikkelser: At de ikke kan udtrykke sig, ikke kan kommunikere med andre, og derfor udvikler misforståelser og uenigheder sig til det uløselige og skæbnesvangre.

De fem stemmer er imponerende sikre, giver lynhurtigt personerne krop og realitet, og de overtager scenen fra Thomas, der altså forbliver en af titlens bipersoner. Tillers talent for at beskrive denne type udstødte mennesker er så suverænt, at man som læser ikke kan andet end tænke: Han kender disse mennesker, han har levet blandt dem.

Men så introduceres den femte stemme, forfatteren Arnt, der fremstilles som Tillers alter ego: En forfatter der skriver om de ’tragiske eksistenser’, dem der lever beskidte og forfærdelige liv:

– Jeg har, så respektløst og lidet værdigt det end lyder, slet og ret bare grebet fat i mine mere eller mindre klichéprægede opfattelser af hvordan den slags mennesker tænker og ter sig, og ud fra dét skrevet så gribende jeg overhovedet har formået.

Dermed ophæves den illusion som Tiller så fremragende har skabt om troværdighed og realisme. Bipersonerne er opspind, men til gengæld står det klart for læseren, at deres følelser er så virkelige som noget: De er forfatterens egne. Afmagten og raseriet er sider af ham selv, som han ikke vil vedkende sig, men som styrer hans liv, gør ham urimelig, gør det umuligt for ham at gøre det han egentlig helst vil. De ødelægger hans dagligdag og forsøgene på at leve et fornuftigt familieliv.

Bogens hovedperson er derfor forfatteren. Med ’forfatteren’ menes Arnt, men hvis læseren ikke kan andet end tro, at det også er Tiller selv, lykkes det at skabe endnu en illusion. Igen tror man, at man læser sandheden om et virkeligt menneske, fordi det er så livagtigt og indfølt skrevet. Og fordi man genkender følelserne og de forbandede mekanismer fra sig selv.

Med min forstand ved jeg at dette er et stykke fiktion, men Tiller er så fremragende en forfatter, at man gribes og lader sine følelser bedrage sig. Man kan ikke komme bort fra at det må være virkelighed, må være sandhed. At kunne føre sine læsere derud er en stor kunst.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også