Meningen med livet er et spejlæg – Maren Uthaug DEN LYSE SIDE
Maren Uthaugs tændstikdame vinder ved at få en sammenhængende fortælling at folde sig ud i.
Citat
‘Hvorfor sidder du der og ser så nederen ud?’ ‘Jeg har været inde på netbank.’ ‘Æj, du burde sgu da også vide bedre end at sumpe rundt inde på netbank!’ ‘Jeg havde kun 7,50 tilbage på kontoen.’ ‘I det mindste havde du da 7,50!’ ‘Ikke mere. Jeg har brugt dem. Og lidt til.’ ‘Uh, du har shoppet?’ ‘Jeg var i Fakta. Købte pølser. Og opvaskemiddel. Og toiletpapir.’ ‘Nederen.’ ‘mnn’.
Hvor meget fylder en tændstik? Hvis den er tegnet af Maren Uthaug er svaret: rimelig meget. Hvis du læser Politiken kender du allerede Uthaugs tændstikmennesker. Det er dem fra striben TING JEG GJORDE på bagsiden af kultursektionen. Hovedpersonen i striben er en spinkel stregtegning af en dame med et iltert temperament. Hver dag er tændstikdamen tegnet i en ny situation. Nogle dage er hun sur på sin kat. Så skyder hun den. Andre dage er hun melankolsk, forvirret, lige lidt ekstra smaskforelsket i sin kæreste eller bare middelmådigt deprimeret over, at folk omkring hende er tåbelige.
Nu har Maren Uthaugs skrevet sin anden tegneseriebog, DEN LYSE SIDE, og den minder meget om TING JEG GJORDE-striberne: Tændstikdamen er der, hendes kæreste er der også, deres tre børn, den bedrevidende dame med pagehåret og katten er der. Men der er mere på spil i DEN LYSE SIDE, for tændstikdamen har det slet ikke godt. Hun er trist, føler sig ensom, og så er hun lige fyldt 41 (eller var det 410? Damen selv er i tvivl) og er blevet bange for at dø. Det er nemlig slet ikke sjovt at være hende den sjove, og selvom man har både familie og venner, kan man godt blive ensom.
Men her er det så, at det er praktisk, at tegneren selv, ligesom tændstikdamen, er hende den sjove, for så kan der laves sjov med alt mørket. Det er Maren Uthaug god til. DEN LYSE SIDE er løsningsorienteret, for når man er trist, kan man: 1. grine af det, 2. tegne en bog, der undersøger, hvad man kan gøre for at nå om på en lysere side igen. Og det fine ved det hele er, at der nogen gange ikke skal mere end et spejlæg til, før livet bliver værd at leve. På den måde er der aldrig ret langt mellem ulykke og lykke i Uthaugs tegnede hverdagsscenarier.
Det er ret godt gået at kunne puste så meget liv i en lille tændstikfamilie, som Maren Uthaug, men egentlig vidste mange af os jo godt, at hun kunne det. Derfor er jeg også en lille smule skuffet over, at DEN LYSE SIDE ligger så tæt op ad striben i Politiken.
Den er på alle måder en fin lille bog, der lever op til undertitlen TANKESTREGER med dens eftertænksomme, superenkle og tragikomiske tegnede scener, og der er ingen tvivl om, at Uthaug føjer noget til sine velkendte karaktere, når læseren får mulighed for at følge dem over mange sider ad gangen. Der er heller ingen tvivl om, at portrættet af de små, skrøbelige stregfigurerer bliver meget mindre firkantet, når tegneren får lov til at trække pointerne frem i lange serier af næsten identiske tegninger, frem for at levere det hele i én tegning. Tændstikdamen får lidt fylde, så at sige. Men næste gang kunne jeg godt tænke mig at se Maren Uthaug tegne tankestreger om nogle helt andre karakterer. Hun må dog gerne hive en enkelt side med en, der skyder katten i irritation med over i næste tankestregsbog. Det er nok verdens bedste signaturtegning.
