Min kamp med hajerne om en fisk – Gabriel García Márquez BERETNING OM EN SKIBBRUDEN

Gabriel García Márquez’ legendariske reportage foreligger langt om længe på dansk.

Citat

Jeg følte, at kræfterne slap op, men kunne alligevel ikke se land. Så begyndte rædslen at få tag i mig: Måske havde synet af land alligevel været synsbedrag. Det kølige vand havde styrket mig, og jeg var igen ved mine fulde fem og svømmede desperat i retning af et synsbedrag. Jeg havde svømmet meget. Det var umuligt at søge tilbage til flåden.

Gabriel García Márquez er retfærdigvis mest kendt for sit gennembrud og mesterværk HUNDREDE ÅRS ENSOMHED fra 1967. Mindre kendt er det måske, at han, inden fiktionen fik overtag i ham, ernærede sig som journalist. Det kan man læse om i hans fremragende erindringsbog AT LEVE FOR AT FORTÆLLE, hvoraf det fremgår, at han sætter reportagen og featuren højt som litterære genrer og også i sin fiktion låner flittigt af journalistikkens stilistiske kneb.

Yndere af forfatterskabet vil derfor glæde sig over, at en af hans reportager nu foreligger på dansk som BERETNING OM EN SKIBBRUDEN. Den blev oprindelig trykt i en serie af 14 artikler i det store Bogotá-dagblad El Espectador i 1955, efter at García Márquez havde interviewet den skibbrudne matros, Luis Alejandro Velasco, om hans opsigtsvækkende historie. Den er, som bogens fulde titel lyder, kort sagt en ’Beretning om en skibbruden – der opholdt sig ti dage på en drivende flåde uden mad og drikke, blev udråbt til nationalhelt, kysset af skønhedsdronninger og gjort rig af reklamerne – og siden ildeset af regeringen og glemt for altid’.

Ildeset af regeringen blev García Márquez også, da det i artiklerne kom frem, at matroserne blev skyllet over bord på grund af en stor mængde dårligt surret smuglergods, som krigsskibet havde med fra Mobile, USA. Den uhyre populære historie blev således en sten i skoen på Colombias totalitære regime, og som med de fleste af García Márquez’ bøger udgør den således en form for kritik af styret – dog langt mindre eksplicit end eksempelvis HUNDREDE ÅRS ENSOMHED. Man kan nu spørge sig selv, hvor meget García Márquez egentlig har del i det. Historien er jo en reportage, som med hans egne ord skal være ’sandhed til det sidste komma’.

Der er imidlertid små sprækker i den påstand om fakticitet, der står at læse i bogens forord. Fx spiller titlen på Daniel Defoes THE LIFE AND STRANGE SURPRISING ADVENTURES OF ROBINSON CRUSOE, OF YORK, MARINER: WHO LIVED EIGHT AND TWENTY YEARS, ALL ALONE … og så videre, som ROBINSON CRUSOE egentlig hedder, og da Velasco endelig når i land, beskrives episoden nærmest identisk med Odysseus’ landskylning i ODYSSEENs femte sang. Ikke for at sige, at García Márquez lyver, men blot for at fastslå, at han fortæller historien som den forfatter, han også er. Velasco lagde i 1986 sag an mod ham for at blive formelt anerkendt som rettighedshaver – men han tabte sagen, så García Márquez også juridisk er tekstens ophavsmand. Hvad det betyder for fakticiteten, er et intrikat spørgsmål, som det ikke skal handle mere om her.

Der er derimod ingen tvivl om, hvad García Márquez betyder for BERETNING OM EN SKIBBRUDEN, der er en suveræn og spektakulær fortælling om menneskets stædige livsopholdelsesdrift. At bogen blev politisk kontroversiel og betød, at García Márquez måtte flytte til Europa, hvor han for alvor begyndte at arbejde på HUNDREDE ÅRS ENSOMHED, bekræfter klicheen, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Også Velascos lidelser på havet, pint og plaget af sult og tørst – for uden dem ville alverdens læsere ikke kunne glæde sig over BERETNING OM EN SKIBBRUDEN.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Journalistik,

Læs også

Om Martin Baake-Hansen

Martin skriver ph.d. om nostalgi i romaner af Joseph Roth, Sándor Márai, Imre Kertész og Herta Müller. Anmelder desuden ved tidsskriftet Standart.