Mindesmitte og øm jord – Asta Olivia Nordenhof DET NEMME OG DET ENSOMME
Digtene undersøger afstanden mellem det skete og det skrevne. De bliver fikserbilleder, der sætter sig i synet som mærker fra lys. De smitter.
Citat
har været i tvivl, om jeg kunne svare noget der ville være mindre nedslående end et manglende svar
i’m sorry to inform you that my father is dead. hope you’ll find your way out
my father who may or may not have been a total fuckface is dead and i can’t help, sorry
det er omfattende, de ting ens far har lavet i verden
Sproget i Asta Olivia Nordenhofs digtsamling DET NEMME OG DET ENSOMME maner minder og situationer frem, det kommer der tætte og skærende digte ud af. Om faren, står der for eksempel:
– hvis jeg alligevel tillader mig at fiksere ham på sofaen. En skål med yoghurt på gulvet. // en taburet. der ligner en bog og en avis // han elsker mig så blodårene bliver tydelige i panden.
Sætningerne er præcise, og genstandene placeres med en nøjagtighed, det er lige netop en skål der på gulvet. Når jeg læser det, bliver situationen vældig virkelig, der er en far på sofaen, tingene og genstandene er der. Det er levende tekster, drevet frem af et tydeligt jeg. Men det fremragende ved digtene ligger i spændet mellem de virkelige situationer og den afstand, det skrivende jeg har til dem. Faren er der ikke, han er blot fikseret frem på sofaen, i mindet, i teksten.
Der er en magi i de manende digte, som er kraftfuld og kropslig og nogle gange næsten uhyggelig. I et af digtene bruger Nordenhof objekter til at mane billedet af farmoren frem, et rødt tallerkenunderlag og en blomsterkasse, tingene i digtet ligger som emblemer rundt om farmoren. De er bare ord på papiret, men de er også ægte ting, som er blevet brugt af farmoren, næsten abjektale efterladenskaber, som relikvier, der er fortryllede i kraft af deres nærhed til den døde.
Digtene handler om det efterladte og om de mærker, der bliver tilbage både fysisk og i erindringen. Jeget er selv sine aners efterladenskab, ligner sine forældre: ’du har den samme krop som din farmor (…) // du har den samme mimik som din far’. Det nedarvede er både betryggende og ubehageligt for digtets jeg. Man hører til, men man er mærket. Faren i digtene slår moren, som farfaren har slået farmoren. Man smitter af på hinanden.
Digtene rummer i det hele taget en interesse for gentagelser og ligheder. Jeget spejler sig i familien og i en anden pige, men den mest interessant spejlingsleg finder man mellem jeget og faren, ’vi er lige smalle om livet far og jeg, vores barnebryster stråler og alle kan stråle sig i dem. alle kan bruge os’. Der ligger på en gang en stor styrke og en stor sårbarhed i de strålende barnebryster. Digtets spejlinger, især mellem faren og jeget kan læses som empati og identifikation taget til sin yderste potens. Jeget sætter sig ind i faren, påtager sig ømheden, det gør den følsomme og voldelige far til en fængslende og androgyn figur. Identifikationen bliver en måde at skrive mennesket frem på.
Digtene i DET NEMME OG DET ENSOMME søger det ømme og det følsomme, sommetider finder jeget det i jorden, enten som en lykkelig forundring over at være til, ’jorden er øm og jeg er ik nok til at fat det!’ eller som ønske om at forsvinde i jorden, ’(…)la sig falde // så folk troed man var død. hvor ville mulden være sød.’
Digtenes undersøgelse af kønslige spejlinger, smitten og mærkningen fra forfædrene og interessen for det allerede afsluttede giver dem et præg af mørke, som man for eksempel finder det hos den østrigske århundredeskiftedigter Georg Trakl. Men det bliver aldrig på en sværmerisk fin de siècle måde, det sørger digtenes livfulde jeg og sprogets væld af ’ik’ og virkeligkonkrete stedsangivelser som kentucky fried chicken for.
