Minna ville hellere have haft eksistensberettigelse – Dorthe Nors MINNA MANGLER ET ØVELOKALE

MINNA MANGLER ET ØVELOKALE er en af de bedste bøger, jeg har læst. Ikke bare i år, men i lang tid. Den er uovertruffen som formeksperiment, et rørende og velskrevet portræt af en kvinde i krise og samtidig et præcist og satirisk portræt af kulturverdenen.

Citat

Minna bestiller en billet via Ystad.
Minna vil opøve en evne til at sortere i mennesker.
Minna vil have et røvhulsfilter.
Minna vil ikke være værtsdyr længere.
Minna tager Bergman med på turen.
Bergman kan være i rygsækken.

Hvordan tager man hul på en eksperimenterende roman om et ‘pletblødende’ hjerte, om en kvinde der bearbejder tab, identitetskrise, manglende selvfølelse og kulturelitens overfladiske kommunikation, med den mængde af respekt bogen fortjener?

Scenariet er let at opridse. Minna er komponist, der skriver avantgarde papirsonater på Diamanten, og som mangler en kæreste, og et øvelokale hvor hun kan skrue op for sig selv, ligesom hun mangler sin far, hvis død hun stadig sørger over. Minna er samtidig værtsdyr for eksistentielle snyltere, der kobler sig på hendes i forvejen ikke helt velfungerende liv. Tiltrækningen og afstødningen af snyltere er særdeles morsom, læs bare her, hvor harmonikaspillende Karin har opdaget, at Minna har slettet hende og alt hendes ævl fra Facebook:

– Minna læser:
Karin har opdaget, at hun er blevet slettet.
Karin er såret.
Karin gentager indholdet fra sidst.
Karin krydrer bare indholdet lidt:
Jyske kvinder kan kneppe!!!
Musik skal være folkelig!!!
Musik skal ikke være dyb!!!
KARIN ELSKER DANSER MED DRENGE!!!

Grunden til at MINNA MANGLER ET ØVELOKALE er så svær at tage fat på eller få hold på i en anmeldelse, er formentlig formen. Næsten alt er skrevet i hovedsætninger, og hvor en bisætning presser sig på, skiftes der på lyrikmanér ofte linje, så der bare dannes to hovedsætninger på den vis. Man får lyst til selv at fortsætte den lakoniske hovedsætningsstil – som Weekendavisens Klaus Rothstein da også gjorde i sin anmeldelse af bogen –, og det skyldes, at konstruktionen er en leg. Samtidig tegner stilen et dybt tragisk og eksakt portræt af en yngre, udflydende kvinde, som er skrevet både ømt og humoristisk. Den eksperimenterende sætningsform fremstår som små, fragmenterede og genkendelige sandheder, der til sammen udgør et hele. Som når Dorthe Nors skriver:

– Minna er bange for mødregruppen.
Minna kan ikke sige det højt.
Minna har ikke noget barn.
Minna kan ikke tillade sig at sige noget.
Minna er ikke i hus.
Minna vandt engang en pris for sit kammerspil.
Minna ville hellere have haft eksistensberettigelse.

Dorthe Nors skriver eminent, det er der ingen tvivl om. Formen er meget styret, men uden at den fremstår unaturlig i sit udtryk. Snarere læser man de korte erkendelser som ærlige tanker i Minnas forvirrede hoved. Minna kan hverken finde sig til rette i sit køn, i verden eller i sin kulturelle faggruppe og som billede på et rundtosset individ i samfundets karrusel lykkes MINNA MANGLER ET ØVELOKALE til fulde.

Sproget er roligt på trods af tankernes flimrende og associative natur, og formen dvæler ofte ved gentagelser i til tider næsten lyriske rundinger. Tilbage står absolut ingen undskyldninger for ikke at læse Dorthe Nors uovertrufne eksperimentroman.

Minna mangler et øvelokale. Anna mangler ord.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Anna Møller

Født 1984. Cand. mag. i dansk og filosofi.

Kirke- og kulturmedarbejder for gadepræsten og ungdomsarbejdet i Trinitatis Kirke, anmelder på LitteraturNu og freelanceskribent på Forfatterweb og for Company Cue. Elsker at skrive.

Website
Skriv til Anna