Det var en mørk og kold nat – Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussen 9 PIGER – HESTEN

Villadsen og Rasmussen fortsætter deres smukke dystre fortælling i ni bind om ni piger. Det er krybende uhygge og ladede billeder i en form, man ikke ofte ser i danske tegneserier.

Citat

Hun var nødt til at rejse grundet kapitalens lejehær. Hun elskede ind i hestens trekantede skuldermuskel og firkantede muskel og remformede muskel. Hun havde kvalme, men op måtte hun jo hver eneste dag, selvom hun blev træt i øjenlågsmusklen og tyggemusklen. Hun kastede op i angst og havde en flækket hjørnetand. Men hesten, læbens og næsens bevægemuskel og hans kindbenemuskel og læbernes ringmuskel. Tungeben. Hun tog hovedtøjet af ham. Jeg vil gerne strigle dig en sidste gang, sagde hun, tog kardæsken og striglede. Du er det eneste jeg ønsker at bringe med videre, men det går ik.

I HESTEN bringer den lille pige Skillingen døde dyr til den lidt ældre dreng Herren. For sit arbejde har hun fået stillet en billet til Amerika i udsigt. Pigen vil væk og drømmer om et bedre liv ved filmen i mulighedernes land. Hun udnyttes dog groft, og det bliver tydeligt, hvordan de falske forhåbninger, den unge magtfulde ’Herre’ stiller frem, holder Skillingen fanget i at trælle for ham.

Vi er efter at alt dømme et sted i Europa tilbage i tiden før den moderne krigsførelse. I årene, da udvandringen mod Amerika var i fuld gang, og Hollywoods begyndende storhedstid gryede. Billederne er kendte, filmiske og skaber med det samme en stemning. Således vises på de første sider: En mørk vinternat. Et ensomt slot i bjergene. Bank på en kæmpe dør. Og frøperspektiv af en stramtandet kvinde, som åbner den.

9 piger Hesten

Første billede af Herren er ligeså virkningsfuldt. Et helsides billede med drengen i midten, afventende på sin trone. Selve dialogen er ikke voldsom i sin mængde. Billederne taler ofte for sig selv. Og det gør de flot. Overmagten vises effektfuldt i blikke, beskæringer og kropsholdning og fortsættes sådan i den særlige sort-hvide streg, som Villadsen mestrer så vel.

Ifølge forlaget er tegneserien en behandling af køn og kapitalisme. Hollywood, som er den lille Skillings mål, er dog ikke det oplagte sted at flygte fra kapitalismen eller kapitalens lejehær. Sådan er historien fyldt af paradokser, der fra start indikerer umuligheden i Skillingens drømme, og som giver læseren en klump i maven.

9 piger. Hesten

I første del af de to forfatteres dystopiske serie, 9 PIGER.- LIFTET, blev stilen holdt i jordlignende brunligsorte farver. Disse passede til pigen, som kravler op af mulden og hendes møde med en ornelignende lastbilschauffør.

HESTEN er trykt i en koldere, gråsort tone. Den gotiske stil bibeholdes og er mere isnende end den klaustrofobisk klamme uhygge i LIFTET. Det bliver tydeligt i teksten, at Skillingen ikke har mange muligheder for et bedre liv, ligesom perspektiverne, billederne er tegnet i, vidner om pigens knusende underlegenhed.

Figuren ’Hesten’ er som tegneseriens titel den evigt underliggende faktor i bogen. Efter indledningen præsenteres eller tegnes dyret ikke direkte. Alligevel tydeliggøres det, at det har en altafgørende betydning for Skillingen og hendes muligheder.

9 Piger. Hesten3

Lidt ærgerligt er det, at Gladiators manifest som et politisk foretagende så eksplicit understreger tegneseriens tematik om køn og kapitalisme. Tegninger fungerer helt fint i sig selv og står stærk på egne ben som stof til selvstændig tolkning.

Det ændrer dog ikke på, at de to forfattere fået sat en overbevisende historie op, der er krybende og uhyggelig som få andre danske tegneserier.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Tegneserie,

Læs også

Om Louise Holm

Cand.mag. i tysk fra Københavns Universitet. Læser alt, og har en holdning til det meste. Her på siden i høj grad til den tyske litteratur, men også dansk prosa og poesi fylder godt på hendes hylder.Skriv til Louise