Af | 7. april 2005

Monsteret fra Sondrup – Henning Mortensen NÆB OG KLØER

Henning Mortensen vender i NÆB OG KLØR tilbage til kriminalhistorierne, men nu lystigt og sprudlende i en kærlighedserklæring til et lokalsamfund og dets skøre kugler. Et smukt østjysk område, hvor folk er så sære, charmerende og forbryderiske som alle andre steder.

Gennem 70’erne og 80’erne skrev Mortensen en del krimier af den sorteste slags. De var ubehagelige, sadistisk detaljerede og uden meget håb (fire af disse blev i omarbejdet form sidste år udgivet under titlen DEN FEMTE ÅRSTID). Så skrev han i 90’erne den ganske personlige ti-bindsserie om Horsens-knægten Ib Nielsen, der udover at være et hovedværk i nyere dansk romanhistorie også gav forfatteren noget, der lignede et folkeligt gennembrud. Den saga vidnede om en forfatter, der i arbejdet med at forstå for- og nutid havde svært ved at bevare pessimismen.

NØB OG KLØER har også en krimihistorie som skelet – eller flere faktisk. Men at forfatteren er den modne, hvidhårede Mortensen, der ser så rar ud på billeder, og ikke den sorthårede med de dystre sider, er tydeligt. Bogen er lystig, ind imellem nærmest kæk, og først og fremmest en kærlighedserklæring til det lille stykke Østjylland, der ligger mellem Odder og Horsens og af Kort og Matrikelstyrelsen betegnes som ‘9 M21’. Mortensen selv bor (eller har i hvert fald gjort) i landsbyen Sondrup, mens denne anmelder har boet steder med så smukke navne som Hundslund, Gylling og Ørting (der alle optræder i romanen), hvorfor jeg ikke har svært ved at dele forelskelsen i området.

Et knivsblad i ryggen på arkitekten René er historiens katalysator, men det handler om forbudt kærlighed, kroppens fastholdelse og sjælens frihed, misforståede ideer om renhed, fædrenes nedarvede synder, kunstig intelligens og om sympatiske originaler med dybe hemmeligheder. Kort sagt et østjysk TWIN PEAKS (og hverken uglerne eller nogle andre fugle er, hvad de ser ud til at være):

– Nordsiden af Horsens Fjord var efterhånden forbeholdt mystikken. Man så personer, som var trådt lige ud af romaner med gotisk skrift. Og to hvide storke var set spankulere rundt nede i engene. Der var så mange rådyr, at biler skulle køre meget forsigtigt i morgen- og aftentimerne, og fede drukkenbolte og tynde buddhister tøffede rundt på grønne knallerter, som engang havde været omtalt i ‘Hvem Hvad Hvor, 1956’.

Uden at afsløre for meget kan det slås fast, at den indledende kniv i ryggen føres af ‘Monsteret fra Sondrup’, men denne betegnelse er altså svær ikke også at læse som forfatterens ironiske karakteristik af sig selv. De emner NÆB OG KLØER behandler er såmænd alvorlige nok, men man bliver smittet af det gode humør, den er fortalt med. Monsteret Mortensen er blevet mildere med årene, men han skriver lige så godt, som han altid har gjort.

Tag bogen under armen en smuk forårsdag, hop op på cyklen og tag turen gennem Sondrup Bakker og ud over dæmningen til Alrø. Det vil være en litterær rejse, svarende til den romanens overvægtige advokat Ludwig dagligt foretager, og dér kan I møde Monsteret fra Sondrup op til tre gange: a) i bogen, b) i egenskab af forfatteren selv og c) så konkret som et lyn fra en klar himmel. Det sidste skal I ikke håbe på. Det kan man dø af.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Krimi,

Læs også