‘Motiverne, han malede over, måtte han sige farvel til’ – Kenneth Jensen DET GØR SOM EN FABEL

Jensens digtsamling skulle have holdt titlens løfte, for det er anslagene til prosa, den gør bedst. Digtene er glimt og anslag, men rød tråd og noget på sinde savnes.

Citat

Man skal som mand huske, at man som kvinde husker. Man skal som mand huske, at man som kvinde husker. Sådan kører det rundt inde i Preben, der står og vasker hænder og ikke kan få den hvide farve af. Preben er kunstmaler, og han har netop færdiggjort et maleri, som han flere gange under processen tænkte var færdigt, men som alligevel skulle tilføres så meget mere hvid, at det til sidst blev helt hvidt. Motiverne, han malede over, måtte han sige farvel til: En lille dreng med en indre brændende ild, tre søheste i formation og en skål med fem stødte æbler.

Man kan blæse igennem den på et lille kvarter. DET GØR SOM EN FABEL er en digtsamling uden særlige modhager; der er intet rigtig at sidde fast i og intet, der river hul eller slår i stykker undervejs. Mange af bogens digte består af blot én enkelt sætning med et tydeligt, ubrudt sprog.

Enkelte bliver ligefrem naivt-snakkesagelige: ‘Så byggede hun lige et hus i én, for overhovedet at ku’ genkende sig selv, men ville hun flytte ind, da huset stod klart? Næhh. Og så står én bare der, totalt gennemtænkt og med en viden der er ubrugelig’. Når digtene gør så lidt for at gribe fast i én, må man må tvinge sit tempo ned, hvis man vil noget med dem, og så håbe, at noget viser sig. Det gør det bare sjældent.

Samlingen er begejstret for finurligheder, et digt lyder simpelthen: ‘arme hænder’, et andet: ‘Hovhov hovhov, der kom én til hest’ eller: ‘Én kan holde fast i noget, og én kan holde fast i nogen. Én kan også holde fast i sig selv, men der ser åndssvagt ud og hjælper ikke rigtigt’. Det er digte, der kæmper med at imponere i egen ret, og som man derfor håber på gør noget med hinanden. Desværre for samlingen bliver digtene alt for sjældent proppet i munden på personer. I stedet efterlades de oftest fristsvævende på de hvide sider, hvor de ikke selv evner at gå særligt meget i dialog.

Det hjælper ikke, at når digtene en gang imellem forsøger sig med at sige noget, så er det de siger f.eks.: ‘I krig og kærlighed gælder alle kneb, og vinderen skriver historien. Taberen skriver en digtsamling’. Boohoo, fristes man til at tænke; uden en scene omkring den, står sådan en tanke noget nøgent. Som i dette og enkelte andre af digtene fornemmer man et forlist forhold et sted omme bagved, men det vokser aldrig til noget gennemgående tema. Undervejs er der flere af sådanne små anslag til forbindelser på tværs, men mere end det bliver det ikke til.

Samlingens mest interessante tekster er dem, der har optræk til historiefortælling, hvor Jensen skriver en scene og et lille forløb. Som kunstmaleren i citatet, der maler sine motiver over med hvid. Det er en tekst, der gør mig nysgerrig, der er noget med de kvinder, der forbliver i det dunkle – og noget med billeder og hvidhed. Dét er skønt (selvom jeg nok synes, at navnet Preben er for nem en punktering). Jeg kunne ønske mig mere af det, mere kød på scenerne. Jeg ville hellere have læst de fabler, Jensen kunne have skrevet, end de her digte, der forsøger at gøre som dem.

Med så mange så korte digte spiller den hvide side en stor rolle i digtsamlingen, og det er nærliggende at forestille sig, at Jensen – som maleren – har skåret og skåret i sine billeder. Min nysgerrighed vækkes af det, maleren maler over, men kun fordi jeg ved, at det var der. I Jensens digte får vi ikke noget lignende kig om bag scenerne. De af Jensens scener, han tildeler mere end 1-2 sætninger, står ofte skarpt. De er meget visuelle og med åbenlys flair for det absurde. Desværre virker det som om, at Jensen har satset på alt det, der står mellem digtene. På at de motiver, han malede over, ville tale mere, end de faktisk gør. Men hvidheden forbliver alt for ofte umælende, og DET GØR SOM EN FABEL når aldrig at sige eller være særligt meget.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Magnus Friis

Magnus Friis er født 2. januar 1990, og er derfor, med undtagelse af 1. januar, altid præcis ti år ældre end vores nuværende årtusinde. Han er uddannet cand.mag og har tidligere været frivillig i bogbutikken ark books på Møllegade.