Når livet rummer fejl og anger – Donal Ryan FRA ET SMULT OG STILLE HAV


FRA ET SMULT OG STILLE HAV er en fængslende roman om livets uretfærdighed, og hvordan modgang gør os til dem vi er. Det er en skildring af tre skæbner i Irland, der udspiller sig på forskellig vis for til sidst at blive forenet i én og samme fortælling.

 

Citat

“Træer lever, ligesom du og jeg, lange liv, og de ved ting. De kender reglen, den eneste regel der gælder og må overholdes. Hvilken regel? Det ved du godt. Jeg har fortalt dig det masser af gange før. Vær god ved andre.”

Det er ikke første gang jeg stifter bekendtskab med Donal Ryan. Senest var med romanen Rust, der udkom på dansk i 2015. Sidste gang var en fænomenal læseoplevelse, og når man ikke troede at det kunne blive meget bedre, så udkommer han med FRA ET SMULT OG STILLE HAV. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg havde ret store forventninger til denne roman, men disse forventninger skulle vise sig at blive indfriet.

Handlingen i FRA ET SMULT OG STILLE HAV udspiller sig omkring de tre hovedpersoner, som vi bliver præsenteret for én ad gangen.

I det første kapitel møder vi lægen Farouk, der flygter fra et krigshærget Syrien midt om natten sammen med sin kone og datter i håbet om en bedre tilværelse i det vestlige Europa. Dernæst møder vi den unge Lampy, der bor sammen med sin mor og morfar og arbejder på et plejehjem, hvor han kører beboerne til og fra hospitalet. Den tredje og sidste person er revisoren John, der har levet et meget turbulent liv. I en ung alder mister han sin bror til et pludseligt hjertestop, og efterfølgende kommer han til at leve i skyggen af sin afdøde bror. Hele romanen kulminerer i det sidste kapitel, hvor alle tre handlinger bliver kædet sammen. Karaktererne mødes uden at de ved hvem hinanden er. Som læser kender vi karaktererne på grund af forfatterens nøje beskrivelser af personerne i de foregående kapitler. Sammensmeltningen til slut er netop det, der giver romanen karakter og gør den stærk. Det centrale for de tre skildringer er, at de alle foregår i Irland, og med de meget autentiske beskrivelser bliver det meget tydeligt, at det er den irske forfatters egen kærlighed til sit hjemland, der binder fortællingen sammen. De tre fortællinger er i sig selv ret banale, men det imponerende er måden hvorpå Ryan formår at hive dem ud af deres kontekst og ind i noget, der i en sammenhæng giver mening. Det er tre særskilte skæbner, der har det til fælles at de alle tre oplever et liv i modgang. Helt overordnet kan man sige, at det er en roman, der handler om fejltrin og tilgivelse, og hvordan disse bør forenes for at give fred i sjælen – men også hvordan det kan lade sig gøre at leve et liv med anger. Romanen rummer et smukt citat om, hvordan verden rummer to slags mennesker – de gode og de onde:

“Hvis du betragter en mand grundigt og ordentligt, vil du efterhånden lære hans sjæls kulør at kende. Ingen sjæl er strålende hvid, på nær de spædes sjæle. Men der findes mænd der vil bedrive ondt uden at betænke sig, der ingen nåde rummer, og der findes mænd der hellere vil dø end skade en anden, og alle vi andre ligger et sted midtimellem.”

Alle tre fortællinger handler om sorg, ulykke, skyld og anger, men grundstenen i denne roman må siges at være den manglende omsorg, som karaktererne hver især oplever på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Foruden plotkonstruktionen er Ryan en sand mester når det kommer til det sproglige aspekt. Han skriver helt fantastisk. Til trods for at mange ting forbliver usagt, er det som om at det ikke er vigtigt, fordi sproget og de meget detaljerede og smukke beskrivelser udfylder det tomrum, handlingen efterlader. Eftersom forfatteren har valgt at skildre tre særskilte fortællinger, resulterer det i en kompakt roman med meget information på relativt lidt plads, men fordi han forstår at udfolde sproget på en måde, hvor karaktererne fremstår levende, efterlades læseren med en roman, der er svær at lægge fra sig. Med de meget lange sætninger gør han sproget smidigt og skaber en form for flydende dominoeffekt, hvor den ene beskrivelse overtager den anden. Et godt eksempel på dette er følgende citat:

“Og han kunne ikke høre motoren længere eller dækkenes hvislen mod vejbanen eller blæstens susen gennem de udtørrede dørpakninger – alt hvad han kunne høre, var sit hjerte, og det lød stærkt og støt og højt i hans ører, en buldrende lyd, og tornegrene strakte sig lange som fingre fra de levende hegn på begge sider, krummet i anklage, eller spot, eller begge dele, og hegnene blev hastigt hvidere og græsset strittede spættet og stift i rabatten, og alting i verden stod stille på nær ham, og han flintrede gennem den stivnede verden.”

Med en detaljegrad der rækker langt ud over det sædvanlige er FRA ET SMULT OG STILLE HAV en roman, der med sit sprog alene udgør en stærk fortælling, og som portrætterer tre skæbner på godt og ondt. Den er et eksempel på irsk verdenslitteratur man skal lede længe efter, og jeg kan ikke anbefale den nok.

 

Skrevet af Louise Christensen

Louise (f. 1991) er uddannet cand.pæd. i dansk didaktik fra Aarhus Universitet. Hun er svært begejstret for nordisk litteratur og hylder forfattere som Vigdis Hjorth, Helle Helle og Peter Høgh.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *