En ærgerlig affære – Édouard Louis FÆRDIG MED EDDY BELLEGUEULE

Édouard Louis famler en smule i krydsfeltet mellem sociologi og litteratur. Til gengæld giver han enorme mængder af stof til eftertanke.

Citat

På grund af min fars bemærkninger og hån begyndte jeg at nærme mig drengene i landsbyen. Selvom jeg kaldte dem mine venner, mit slæng, så var det tydeligt, at det var ren fantasi, og at jeg snarere var et isoleret element, der cirklede omkring dem. Jeg ville aldrig kunne blive integreret i drengenes verden. Der var ingen ende på alle de fodboldkampe og andre arrangementer, man omhyggeligt undlod at invitere mig med til. Den slags ting, som forekommer voksne så ubetydelige, men som kan mærke et barn længe.

Omkring et år inden sin debutroman, FÆRDIG MED EDDY BELLEGUEULLE, udgav Édouard Louis, den forhenværende Eddy Bellegueulle, en antologi om den indflydelsesrige franske sociolog Pierre Bourdieu. Og den sociologiske indflydelse, en reflekterende og til tider udpenslende bevidsthed, er da heller ikke til at tage fejl af i Louis’ roman. Tematisk set er værket gennemsyret af manglen på kapital – både den økonomiske, kulturelle og sociale af slagsen; af fysisk og symbolsk vold, internaliserede strukturer og tøjlesløse diskurser. Det sociologiske begrebsapparat pakkes selvfølgelig ind, modificeres og poetiseres en smule, men det er som om, den umiddelbare modsætning mellem videnskab og kunst ikke så let lader sig opløse i en ny helhed:

– Er det dig der er homo?

Ved at udtale det indskrev de det i mig som et evigt stigma – et af disse mærker, grækerne brændte eller skar ind i afvigere og samfundsskadelige individer. Umuligt at slippe af med igen.

Eller:

– Hun forstod ikke, at hendes skæbne, det hun kaldte sine fejltrin, tværtimod indgik i et uafvendeligt mønster af ubønhørlige mekanismer, der nærmest var forudbestemte.

På én gang semi-litterært og semi-akademisk. Et forsøg på at parre den sociologiske artikel med den skønlitterære roman, at lade virkeligheden nærme sig fiktionen. Desværre bliver resultatet lidt for ofte en forfladigelse af begge aspekter.

Man fornemmer hurtigt, at det her handler om sandhed. En grum og hjerteskærende sandhed, der åbenbart kræver sine ofre – blandt andet det, man noget forsimplet kunne kalde formalisme, men også læserens sammenstykkende forestillingsevne og fremaddrivende nysgerrighed. Parenteser og indskudte sætninger sørger ihærdigt for at alle detaljer er præsente, at intet overses. Til tider går fortællingen en smule i tomgang, men det gør virkeligheden jo selvfølgelig også indimellem.

Mine indvendinger har på mange måder rødder i en ærgrelse. En ærgrelse over, at en nærværende fortælling kunne have været endnu mere nærværende. Måske dagbogsformatet – friere og mere intimt end romanen – mere stilsikkert kunne rumme Louis’ beretning om at undslippe Eddy Bellegueule og alt det navnet konnoterer: en krop og en seksualitet, der er en byrde; skyld og skam; vold, løgne og afmagt.

Det er nemlig, når Louis er allermest intim og allermindst moralsk, at skriften er stærkest. Som her, hvor begæret funkler i en voldsom kropslighed:

– Jeg var klar over, at det var hele mit væsen, alt mit hidtil undertrykte begær, der henrykkede mig i situationen. Jeg brændte af ophidselse. Jeg mærkede hans varme pik mod mine baller og derefter inden i mig. Han gav mig anvisninger: Spred benene. Løft røven. Jeg adlød med en følelse af fuldbyrdelse, af omsider at blive den, jeg var. Hver gang han trængte ind i mig, blev min pik lidt hårdere, og ligesom da de så filmen første gang, blev latteren ved de første stød hurtigt erstattet af en stønnen, der mindede om pornoskuespillerens, og bemærkninger, som forekom mig at være det smukkeste, jeg nogensinde havde hørt: Nu skal du få pik, så du kan mærke det.

I det hele taget er skildringen af den systematiske vold Louis’ store styrke. En vold, der er blevet så naturlig at ordet ophører med at betegne fænomenet, mens den til gengæld kan læses i miljøets hærgede kroppe, der alle bærer undertrykkelsen.

FÆRDIG MED EDDY BELLEGUEULLE er på den ene side en udstilling af et voldeligt og éndimensionelt miljø, der driver Eddy på flugt og tvinger ham til forkaste identitetens sidste bastion; sit navn. På den anden side, er den et forsøg på at forstå miserens dybereliggende årsager.

Det er for historien og de problemer, den rejser, snarere end for fremstillingen af dem, at romanen skal læses. Udkantsklichéen er virkelig, og den er drabelig alvorlig.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Erindringer, Roman,

Læs også

Om Mikkel Thulstrup Nielsen

Mikkel Thulstrup Nielsen læser Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Han er svært begejstret for bøger, plader og rødvin - gerne i forening. En særlig forkærlighed for Baudelaires mytiske modernisme, Nietzsches irrationalitet, Celinés hypermisantropi, Duras' erotiske bølgebrus og Bukowskis branderter.

Skriv til Mikkel