Af | 16. november 2018

Når skilsmissen rammer, tager dyreinstinktet over – Monica Isakstuen VÆR GOD VED DYRENE

Monica Isakstuen skriver præcist og uden omsvøb om en kernefamilie i opløsning og det instinktivt unaturlige i at dele et barn. Det er råt, og det er rasende godt.

Citat

Jeg bar hende, jeg fødte hende, jeg lagde hende til brystet, jeg ammede hende. Jeg siger ikke, at jeg forsøger at holde regnskab, jeg siger bare, at jeg ville ønske, kroppens handlinger holdt som forklaring. At de talte for sig selv, og at denne tale virkede så overbevisende på omgivelserne, at eventuelle modargumenter ville falde kraftesløse til jorden.

I bund og grund er vi alle blot dyr. Sådan kunne en grundsætning i VÆR GOD VED DYRENE lyde. For nok kan norske Monica Isakstuens gennembrudsroman karakteriseres som ’skilsmisselitteratur’, men der er meget mere på spil på de lidt over 200 sider end et forlist forhold. Moderskab, forbudte følelser og kampen mod det mest unaturlige i verden: at skulle dele sit barn – også selvom det er med barnets far.

I romanen følger vi Karen, en nyslået deltidsmor. Karen havde det hele: mand, barn, nyistandsat hus og masser af overskud til at bage brød, dyrke grøntsager, lave middage og tage på weekendbesøg. Lige indtil den dag, hvor der ikke var mere, og overskuddet blev til underskud, og hverdagen fyldt med skænderier. I den moderne verden hedder den naturlige løsning skilsmisse. En simpel og hurtig løsning, der egner sig godt, når man er ’blevet enige’ og forstår at fordele indboet fair. Sådan tænker Karen i hvert fald, lige indtil de praktiske ting er overstået, og det, der for alvor er kompliceret og svært, melder sig.

– Vi havde fordelt indbo og løsøre på en fornuftig måde, nu gjaldt det om at se på bankkonti og lån med samme tempererede blik. Se, det gik jo fint. Halvdelen til dig og halvdelen til mig. Så kom vi i tanke om barnet.

For hvordan kan det nogensinde være naturligt at lade sig skille fra sit eget barn? Netop det aktuelle og tabubelagte spørgsmål, kredser VÆR GOD VED DYRENE om. Og det gøres direkte, uden omsvøb og på befriende ærlig vis.

Særligt i de mange sammenligninger til den biologiske binding, som vi ser blandt dyr: ‘For dyrene er sagen enkel. Barnet tilhører den krop som har født det.’

Nok er Karen et moderne menneske, men når det gælder moderskabet, kommer dyreinstinktet frem, og romanen handler i høj grad om Karens indre kamp mellem det rationelle og det instinktive.

Isakstuens spydige ærlighed ses dog ligeledes tydeligt i de forbudte hævntanker, kidnapningsforestillinger og barnlige konkurrencetendenser, der melder sig i kølvandet på skyldfølelsen over at ‘mislykkedes i den eneste opgave, der betyder noget.’ Det understreges bl.a., når følgende sætning igen og igen gentages som en del af Karens indre dialog: ‘Jeg ved det, jeg ved det, jeg ved det. Det her er ingen konkurrence. Men jeg vil vinde den.’

Selvom Isakstuens skildring af skilsmisselivets skyggesider er rå læsning, er romanen samtidig fyldt med skarpe, humoristiske beskrivelser af omverdenens absurde reaktionsmønstre over for mennesker i krise. Som når en veninde ikke forstår ’hovedproblemet’, eller en nabo uden situationsfornemmelse vil smalltalke:

– Enkelte uafklarede regler for adfærd i boligområder: Hvis en bil holder stille på en mørk villavej, hvis et voksent menneske sidder stille i førersædet derinde, hvis dette voksne menneskes hoved er bøjet og dette voksne menneskes hår skjuler ansigtet (…) GÅ VIDERE, LAD VÆRE MED AT BANKE PÅ RUDEN.

Opsummerende er VÆR GOD VED DYRENE smuk, relevant og uhyre ærlig læsning om et højaktuelt emne og tabubelagte tanker. Romanen modtog i 2016 Brageprisen, Norges største litterære pris, for årets roman. Og det forstår denne anmelder godt. For selvom Isakstuens sprog er knapt, minimalistisk og ligetil, formår hun alligevel at sige så meget og samtidig gøre skilsmisse – og i høj grad moderskabet – vedkommende for læseren; også dem, der ikke har børn.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også