Når solen lader livet være i fred – Erling Nørkær IMPERIUM


Debuten IMPERIUM er en trist, overbevisende storbyroman, der både irriterede og pirrede mig. Det er en tekst om ungdom, om et venskab og om den evindelige søgen efter det gode liv.

Citat
Jeg forsøger at grine, en akavet latter sidder klar i min strube, presserende, den vil ud i verden, men jeg blokerer, for du mener det sgu, vi skal sidde og snakke om meningen med livet. Et latterligt projekt, som kun fortjener min hånligste attitude, men jeg holder mig tilbage, jeg må give dig lidt plads, hvis den her aften skal fortsætte, lidt rum her på bodegaen, lidt varme under den skarpe loftslampe. Jeg læner mig ind over bordet og råber et enkelt ord ud i lokalet. – Fisse, råber jeg med tryk på ordets sidste stavelse, fisse, fisse, fisse.

Handlingen i IMPERIUM strækker sig over 24 timer. Som i MRS DALLOWAY møder vi jegets fortid blandet ind i et sammensurium af dagligdag. Dagen er tilsyneladende tilfældigt udvalgt. De 24 timer med tømmermænd, tøjvask, en vens mors begravelse, pandekager, joints, mad, bodega, privatfest og beruselser er rammen, hvorfra teksten bevæger sig både tilbage i tiden, ind i jegets pulserende følelsesliv og ud i virkeligheden igen. Det er en velkendt ramme jeg som læser føler mig tryg ved og som ofte fungerer fint. Det gør den også her.

Efter gymnasiet flytter vores navnløse hovedperson og hans navnløse ven fra Nordjylland til en mørk kælder under Nørrebrogade. Det er deres udgangspunkt. Enkelte gange i løbet af romanens døgn bevæger de sig ud af mørket – med varierende succes – for det er i mørket, at især jeget trives, for der kan han skjule sine ‘planer og motiver, brækpletter og støvede møbler.’ Det står lidt anderledes til med vennen. Han kommer stadig sammen med Danielle fra gymnasiet, læser på KUA, bor i det eneste værelse med vindue og holder fast i idéen om ‘den moderne mand,’ som er det prædikat jeget giver ham med foragt i stemmen.

Jeget selv er en dropout og på kontanthjælp, og han har ikke de store kvaler med det. Han bakser med sit eksistensgrundlag, men vil nok aldrig indrømme det – han er mest optaget af at få sin ven til at indse, at det er ham den er gal med, at det er ham – med fast kæreste, universitetsstudium og fremtidsdrømme – der har truffet de forkerte valg. Valg han vil fortryde i fremtiden, og som han kun træffer på grund af samfundet.

Da jeg havde læst de første sider af IMPERIUM tænkte jeg, at her præsenteres en klassisk samfundsmodstander uden mål. At her skulle jeg læse om en utroligt trættende livstilgang og en uklædelig barnlighed (både i den naive undren over, hvor tisset i toilettet forsvinder hen, som jeget virker for gammel til at undre sig over, og i jegets omklamrende tilgang til sin ven), der kan minde lidt om den manglende empati i Tao Lins AT STJÆLE FRA AMERICAN APPAREL. Det er det fuldkomne fravær af evnen og lysten til at se sine venner klare sig godt, som de to bøger har til fælles – hvor Luis og Sam i Tao Lins bog Gmail-chatter uden overhovedet at ænse hvad de fortæller hinanden, er især jeget i Nørkærs IMPERIUM mere optaget af at give sine egne meninger til kende end om, om hans ven har det godt. Mine fordomme bliver dog hurtigt udfordret af tekstens udformning, for Nørkær skriver virkelig godt, og den drænende livstilgang præsenteres med humor og selvironi. Det bliver morsomt, det gør det, når jeget skriver ‘maskulin ferskenrelish’ på menuen på vennens imaginære restaurant, og når jeget beskriver vennens stemme som ‘en varm sovs over kogte kartofler.’

‘- For helvede, mand, du er jo så pisse reguleret. Du vil så gerne styre udviklingen, forsinke forrådnelsen. Hvis bare du har dine ‘bedst før’-mærkater og dit parforhold, så er du jo tilfreds,’ siger jeget hånligt, efter han har fundet bland-selv-slikposen i køleskabet. Jeg er vild med ironien. Og det er i det hele taget den, der er tekstens største styrke. For Nørkær bruger nemlig den magt, den velanvendte ironi giver ham over sin læser til at overraske, for bedst som man tror, man kender slagets gang, sker der noget uventet. Især i slutningen, som jeg ikke vil afsløre her, men blot nøjes med at konstatere er genial.

Emnerne i Nørkærs roman tenderer til det studentikose og banalt ungdommelige, og det kunne derfor snildt have resulteret i en forglemmelig roman. Jeg synes dog, han har sin egen stil: Han skriver erfarent, bruger ironien balanceret og som en etableret samfundsrevser, og så beskriver han sit indre ‘hvad-er-meningen-med-livet’-spørgsmål ganske glimrende. Teksten overraskede mig, Nørkær overraskede mig. Positivt. Så læs den endelig. I gruppen af unge debutanter som Thomas Korsgaard og Johanne Kirstine Fall skal han nok udmærke sig, og jeg undrer mig faktisk over, at de store dagblade ikke har anmeldt ham endnu. Det kommer nok, for de ting, han skriver om – det gode liv, tabte illusioner og dødsangst – kan godt tåle at ligge et par måneder.

Skrevet af Henriette Klejs Engelberg

Henriette er cand.mag i engelsk og har en skotsk MSc i moderne litteratur. Hun har efterhånden været på et par forlag, sælger bøger for at fremme kendskabet til obskure udgivelser og læser nok mest for også at skrive selv.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *