Nachos til alle – Olga Ravn CELESTINE

Det spøger alle steder i Olga Ravns romandebut. Også i og mellem hendes fabulerende sætninger, som kommer til at spøge videre længe endnu hos denne læser. For CELESTINE er stærk litteratur.

Citat

Jeg stod på baren og skulle bestille en øl og nogle nachos, og mens den kønne, sortklædte pige satte mikrobølgeovnen i gang, forstod jeg igen kort, at jeg ville ophøre. Det forekom svimlende, at mennesket byggede så avancerede værker som hipstersmarte caféer, der stod på pæle i sand, og at nogen havde fundet frem til retten nachos, at retten nachos på mange måder overlevede os, de levende på caféen, arven om nachos mere udødelig, på en måde større, end et enkelt menneske, den smeltede ost. En slags juvel. Kulturen lægger sig ned over os som morgenens tåge, nogle gange, jeg ser det for mig, kulturen er et eneste øje, enormt og mørkt og blankt som hestens.

Jeg kan være glad for, at jeg først halvvejs i min læsning lagde mærke til den sprøde nachos med tilpas mængde cheddarost på toppen, sluttet af med en enkelt jalapeño, på bogens bagsideflap. Bagsideflappen stammer fra Olga Ravns netop udkomne roman CELESTINE, og jalapeñoen er et af de små og mere ubetydelige spøgelser i mit liv. Det forfølger mig ved de fleste måltider. Jeg har som resultat af flere års misbrug ladet mig manipulere til at tro, at den syltede, grønne chili kan bruges som ingrediens til de fleste varme retter, uden at det fjerner fokus fra rettens smagsnuancer.

I CELESTINE er spøgelserne noget mere substantielle. De fungerer som den centrale drivkraft for romanen – som det fundament fortællingen hviler på. Spøgelserne konstituerer sig som specifikke personer men også som mere flyvske skikkelser fra en fortid, der, i kraft af Ravns sproglige elegance, hele tiden føles både nær og fjern.

Spøgelserne omringer og omfavner bogens jeg; en kvinde i slutningen af tyverne, der har fået arbejde som lærer på en kostskole i Jylland. Hun føler sig for gammel til at være en af eleverne og for ung til at være en af lærerne. Som skoleåret udfolder sig, opløses forholdet til kæresten Kim ligeså langsomt. En karakter der, især i takt med at forholdet opløses, også vibrerer i sætningerne som en spøgelsesagtig skikkelse. Som her, til sidst i forholdet, hvor: ’Kim tog fra skolen med et ansigt så rødt, som var det spyttet ud af kærligheden selv.’

Den slags konfronterende men også fantastisk forstyrrende billeder går igen i hele romanen. Man kunne fristes til at sige, at de spøger under fortællingens overflade. Og de er ofte nærmest tragikomiske i deres metaforik. Som når jeget fortæller: ’Jeg gik rundt med en åben grav i mig’ eller ’Min barndom var en meget lang, utroligt befolket ensomhed.’

At Ravn mestrer det poetiske er selvfølgelig ingen overraskelse for dem, der har læst hendes debut, digtsamlingen JEG ÆDER MIG SELV SOM LYNG fra 2012. At der så også i hendes prosa er rigelig plads til poesien, vidner blot om en smuk balanceren mellem to genretræk, der i Ravns tilfælde klæder hinanden lige så forbilledligt, som den grønne jalapeño klæder den gule nachos med cheddar.

For at vende tilbage til spøgelserne, refererer romanens titel til romanens mest konkrete af slagsen: Selve Celestine. En middelalderjomfru, der, ifølge myten, blev muret levende inde i et slots mure, som fortælleren i starten af romanen besøger og overnatter på. Celestine følger fortælleren i hendes stigende ensomhed og overtager efterhånden hendes liv – i så høj grad, at hun om natten tager en hvid kjole på og går rundt på skolen efter mørket har lagt sig. Måske som sit eget spøgelse, måske som Celestine:

– Jeg var efterhånden helt og holdent opslugt af Celestine. Jeg havde taget hende i hånden, som man opsamler et sværd. Jeg begyndte at tage alle aftenvagterne i et anfald af masochisme eller noget.

På en meget delikat måde introduceres også Celestines fortælling i en række kapitler, der medvirker til at give bogens struktur en særlig dynamik, hvor opfattelsen af tid og virkelighed skiftevis kollapser og spændes ud.

Både det forliste forhold og den nærmest bogstavelige besættelse af Celestine fører til først en række af erindringer mod slutningen af romanen, der afsluttes med en længere refleksion over barndommen og i særdeleshed rollen som skilsmissebarn:

– Da jeg var barn, var jeg skilsmissens sted, og jeg formåede ikke at løfte det, som man skulle. Jeg var der, hvor skilsmissen kom til syne. Jeg var der, hvor skilsmissen forsøgtes skjult, som man skjuler et bistik med salve og plaster. Så var jeg både stikket og plasteret.

Afsnittet står på den ene side lidt uden for resten af fortællingen. Omvendt er det netop en invitation til en måde at snakke om, hvordan et spøgelse ikke kun er skikkelsen af en afdød; det er også skikkelser af relationer, der både lever og spøger. Gamle kærester, stedsøskende og papforældre. Det er en måde at snakke om, hvem man er i relation til disse skikkelser og de erfaringer og minder, man tager med sig fra barndommens og skilsmissens tåger. Og i den kontekst er det et vigtigt afsnit.

Skulle jeg anholde (og det er vel næppe en egentlig anholdelse) CELESTINE for en enkelt ting, er det, at den vækker mere end denne anmeldelses længde tillader mig at skrive om. Den vækker spøgelser, ja, men også centrale overvejelser om sprog og identitet, tid og erindring, relationer og ensomhed, virkelighed og fantasi.

Nå ja, det, og så nødvendigheden i at bruge ord som slutty, well og sure thing. De virker malplacerede i fortællerens ordforråd. Men det ændrer absolut ikke på, at Olga Ravn med CELESTINE har skrevet, tør jeg allerede godt sige, en af årets skarpeste, sjoveste og mest tankevækkende romaner. Den cocktail er en mangelvare i dansk litteratur.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Noa K. Hansen


Noa Kjærsgaard Hansen er efter endt BA i Litteraturvidenskab fra KU nu bosat i Aarhus, hvor han læser en kandidat i Æstetik og Kultur og desuden arbejder som redaktør på Litteraturmagasinet Standart. Weekenderne bruger han på at lede efter streaming af Premier League kampe i god kvalitet.

Skriv til Noa