Naturlige venner – Lone Hørslev DYRETS ÅR

Tilbage til samtiden. Sådan kunne vi godt omtale det uventet vellykkede og vellykket uventede greb, Lone Hørslev bruger i sin fjerde roman DYRETS ÅR. 1600-tal og triviallitteratur får sig en ordenlig tur i høet.

Citat

Han smiler og hilser på skøgerne, der står i halsjern ved siden af den blodige piskepæl.

Og Jep iler muntert gennem byen mens han hilser på fruentimmere og to rigmænd til hest og en lemlæstet tigger uden læber og næse, og er nær ved at blive trampet ned af en hest da han kommer til at springe helt hovedløst ud foran en sølvpyntet kane.

Det var en finurlighed, at Hørslevs forrige roman SORG OG CAMPING (2011) var henlagt tilbage i midten af 1980’erne. Den nye roman DYRETS ÅR følger ikke bare trop: Den trumfer ved at tage et demonstrativt stort skridt tilbage til 1666, ‘dyrets år’. Således synes forfatteren til de såkaldte ’skilsmissedigte’ at kappe ethvert bånd til den autofiktion, som hun har bedrevet igennem store dele af forfatterskabet. I hvert fald umiddelbart. Den illuminerende version af Marie Grubbe (romanens primære hovedperson), flugter nemlig upåklageligt med det Hørslev-jeg, vi kender fra f.eks. hovedværket LIGE MIG (2007). Marie Grubbe er således også ærlig og begærshungrende, skarp og flagrende og frem for alt: Agerende kvinde.

Skal man tro DYRETS ÅR, er der ikke sket meget de seneste 400 år. Nok optegner Hørslev gudsfrygten og en helt ufattelig brutalitet, men 1600-tallet – forstår man – var til syvende og sidst drevet af det samme utæmmelige og destruktive begær, der også i 2014 flår i samfundets normer. Denne omplantning af en moderne optik i en senmiddelalderlig setting med hekseafbrænding, fjerdingsmål og varm, sød øl (og dertil karakterer med sære navne som Trugels, Styge og Jep) er på én gang romanens styrke og svaghed.

Når Hørslev eksempelvis lader Marie Grubbe være meget detaljeret og meget overbevisende i beskrivelser af kvindekroppens nydelse i udveksling med flere forbudte elskere, så lurer anakronismen lige bagved ritmesterens dampende hestestald. Sådan er det måske muligt at reflektere for en kvinde i 2014 – men i 1666? Næppe. Hør her, hvor Marie glædes ved sin manglende evne til at blive gravid og på et vaklende fundament foregriber P-pillens (kvinde)frigørelsespotentialer:

– sandheden var at hun så på sin goldhed, sin ufrugtbarhed med hemmelig glæde. Fordi det paradoksalt nok for Marie var en omstændighed der gav hende liv. Gav hende muligheder. Liv og glæde, frihed og lethed og en omstændighed der gjorde hende dristig

En stofmættet og muskuløs fortælling, der ikke mindst i forhold til komposition og fortællergreb demonstrerer et formidabelt litterært format, får imidlertid hurtigt mig til at blæse på det ukorrekte i nutidige projektioner på fortiden. Bogen viser, hvor generøs romangenren er, og hvor ligeglad den kan være med korrekthed. Uden at brase sammen vel at mærke.

DYRETS ÅR er ret beset en banal hyrderoman om brændende men umulig kærlighed. Når Hørslev frygtløs kaster sig ud i et umuligt projekt (1600-tal + FIFTY SHADES OF GREY) og formår at skrive papskabelonen fuld af saft og vigør, så er det litteratur, når litteratur er bedst. Søren og DYRETS ÅR er naturlige venner.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren