Noget at holde fast i – Tom Malmquist I HVERT ØJEBLIK ER VI STADIG I LIVE

Sorgen er konkret og detaljerne effektfulde i Tom Malmquists kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris. Romanen skildrer det forløb, han selv var igennem, da han mistede sin kæreste og blev far på samme tid.

Citat

Ved siden af peberkværnen står der Herbamare urtesalt, den er næsten tom. Jeg foretrak saltflager eller Kalles kaviar på morgenægget, ikke Karin, der var ikke en morgen hvor hun ikke afmålte Herbamare urtesalt ved at slå med langfingeren på dåsen. Det lød omtrent: tap, taptaptap. Eller som et B i morsealfabetet: en lang og tre korte. Der er en hvid, afskrabet plet på den grønne etiket efter Karins finger. Jeg stopper dåsen i en gennemsigtig plasticpose og forsegler den med frysetape og lægger den ned i en plasticbeholder hvor jeg gemmer alt det som jeg synes, er vigtigt.

Indimellem overgår virkeligheden fiktionens verden. Det gjorde den, da Tom Malmquists kæreste Karin døde i 2012. Hun var gravid i 8. måned med parrets første barn, da hun fik, hvad der først så ud til at være influenza. Men det var ikke influenza. Det var leukæmi, og hun nåede aldrig at møde sin datter. Livia blev forløst ved kejsersnit, og Karin døde efter et døgn i koma. Tilbage stod Tom med et nyfødt barn og en altoverskyggende sorg. I sin debutroman gengiver Tom Malmquist Karins sidste og Livias første timer på Karolinska Sjukhuset i Stockholm. Han tegner også omridset af Tom og Karins tiårige samliv og af Toms første tid som nybagt alenefar.

I HVERT ØJEBLIK ER VI STADIG I LIVE er i bogstavelig forstand en roman om liv og død – men mest om liv og det at holde mindet om nogen i live. Bogen er en rørende usentimental skildring af sorg. Den er en gengivelse af detaljer og en optælling af genstande, der har betydet noget for Karin, og som nu betyder noget for Tom, der sidder tilbage uden hende. Karins døde ting gør hende nærværende for Tom. Malmquist spiller sine enkle kort effektfuldt. Hvem havde forestillet sig, at man kunne sidde og snøfte over en bøtte urtesalt?

Dufte, lyde og genstande som Karin har rørt ved, fylder Toms hverdag: en brevpresser, den førnævnte bøtte med urtesalt som Karin slog på på en bestemt måde, en krukke med sand på badeværelset og lyden af hendes fingre mod skrivemaskinens taster, når hun arbejdede. Under indlæggelsen på hospitalet løber Tom frem og tilbage mellem intensiv- og neonatalafdelingen for at transportere tæpper mellem mor og datters bryst. Livia skal kende duften af Karin, og Karin skal kende duften af Livia.

Det synes ubærligt, at en mand skal blive far og miste sin elskede på samme tid. Det virker for voldsomt, at Karin allerede har overlevet to alvorlige sygdomsforløb, og det er kafkask, at Tom i tiden efter Livias fødsel må overbevise de svenske myndigheder om, at han er far til sin datter, fordi Tom og Karin ikke var gift, og at han skal redegøre for barnets passiver og aktiver i Karins arvesag. Handlingen er voluminøs, Malmquists beskrivelser er til gengæld alt andet end det, og det er derfor romanen fungerer så godt.

På sygehuset er det Toms noter med diagnoser, medicinnavne og antal milligram, der fylder. Karin skal vide præcis, hvad der er sket, hvis hun vågner, så Tom noterer som en gal. Læseren er koblet til Toms autopilot og bliver ør af latinske navne, grumme detaljer om kroppens forfald i hospitalssengen, modermælk i sonde og duftende hospitalstæpper. I resten af romanen er tempoet anderledes dvælende. Vi tages med tilbage, da Karin og Tom mødtes i en skrivegruppe, og vi er med til at pakke Karins liv ned i sække og samle minderne om hende sammen.

’Livia tager fat i min mund og min næse med hænder der minder om Karins når hun vælger frugt’, står der et sted. Sætningen gengiver en enkelt observation og et konkret minde, og på den måde fanger den det essentielle i Malmquists roman, og det, der gør bogen hjerteskærende levende på trods af Toms dans med døden. Toms tab er fysisk. Han har mistet Karin, og han sidder nu omgivet af hendes genstande og med et nyt menneske i favnen, der ligner hende, og som han nu skal elske resten af sine dage.

Sorg er konkret. Minder er koblet til sanserne og stykket sammen af intense øjeblikke, der synes lige så levende nu, som da de fandt sted. Tom Malmquists romankandidat til Nordisk Råds Litteraturpris holder fast i livet som en barnehånd, der griber om en fars næse. Det er enkelt og frygtelig veludført.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Marie Hauge Lykkegaard

Cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet. Har også læst litteraturformidling ved Universitetet i Oslo.

Skriv til Marie