Oprør fra en outsiderposition – interview med Ina Munch Christensen

Ina Munch Christensens debutroman, NIELSINE, er fortalt fra en outsiderposition og er samtidig et forsøg på at gøre oprør mod forestillingen om det normale.

Ina Munch Christensen. Fotograf: Morten Holtum

Ina Munch Christensen. Fotograf: Morten Holtum

To halvnøgne unge kvinder hænger halvvejs ud af et vindue. Med lange kroppe og ditto blikke gør de sig til, måske for gadens forbipasserende. De udstråler selvsikkerhed og ligner nogle, der ved, hvad de vil have og kender de kneb, der skal til. De er kort sagt alt det, Nielsine ikke magter at være men drømmer om at blive.

De beskrevne kvinder udgør omslaget til NIELSINE, Ina Munch Christensens debutroman, som udkom på Gyldendal i marts. Romanen er et portræt af Nielsine, en ung kvinde imellem aldre, der kæmper for at finde en plads i verden, nærmere bestemt København. Her snubler hun fra relation til relation – venskabelige, romantiske og familiære – og hun kæmper for at finde sin identitet i en senmoderne virkelighed, hvor selviscenesættelsen er allestedsnærværende og hvor barndommens dæmoner trænger sig på.

’Hun er en ung pige, der er ved at blive voksen, og som opdager, at hun har nogle ting, hun skal arbejde sig fri af, for hun faktisk kan blive voksen, tror jeg’, forklarer forfatteren om sin hovedpersonen og fralægger sig med det lille afsluttende appendix ansvaret for at eje den sande fortolkning af Nielsine.

Vi har indfundet os på Munch Christensens mikroskopiske altan i Københavns Sydhavn en tidlig eftermiddag i maj, hvor den kraftige forårssol skiftevis afløses af kompakte skyer og vindstød. Romanen har været på gaden siden det tidlige forår, og hun er først nu ved for alvor at vænne sig til at have udgivet et færdigt produkt. Hun kalder det ‘angstprovokerende’ sådan rigtigt at være sprunget ud som forfatter ’men egentlig også meget rart at have noget helt færdigt og ikke kunne lave om på det og skrive videre hele tiden’.

Angst, kærlighed, køn og identitet
Ina Munch Christensen er uddannet fra Forfatterskolen i 2008, og til afgangsantologien dét år bidrog hun med en tekst, som også er endt i romanen. Interessen for ‘angst- og kønsfølelser’ har således optaget hende længe. Udgangspunktet for NIELSINE var netop en række løsrevne tekster, der i første omgang var tiltænkt en novellesamling. På opfordring fra Gyldendal, hvor redaktøren bemærkede det tematiske overlap i teksterne og så et større formmæssigt potentiale, endte det med en roman – om ‘angst, kærlighed, køn og identitet’, som det hedder i forlagets beskrivelse.

Gennem portrættet af Nielsine lærer vi, at hun hverken er rigtigt syg eller rigtigt rask, hverken hetero- eller homoseksuel. Nielsine befinder sig et sted midtimellem livsstadier og kan ikke finde et hjem i nogen af de eksisterende kategorier. Hun er gennemsyret af usikkerhed, hun er konfus, fraværende, elendig til at opretholde sunde relationer og ender ofte i fortrydelige situationer.

’Hun har svært ved at føle sig normal generelt, og det kommer også til udtryk i kønstematikken’, forklarer Munch Christensen og henviser til den seksuelle forvirring, Nielsine oplever igennem hele romanen.

Forvirringen kommer tydeligst til udtryk i relationen til Polly, hendes lærer på HF, som hun forelsker sig i og samtidig begærer selv at blive ligesom, og Nielsine kalder endda Polly for en ’skytsengel eller en drømmefigur’.

’Nielsine vil gerne være sammen med en sund og dejlig person, som hun kan kaste sin kærlighed på. Hun vil gerne selv have et fedt liv og være rolig, men det kan hun bare ikke finde ud af endnu’.

I romanen hører vi, hvordan Nielsine undrer sig over eksisterende seksuelle kategorier og hvordan hun passer ind i disse:

– Sad engang og zappede tv og tænkte på, om der fandtes en seksualitet hvor man kun blev forelsket i mænd, men imellem de forelskelser mest tændte på kvinder, og om jeg i så fald tilhørte den seksualitet, eller om jeg bare var forskruet, dengang havde jeg ikke været forelsket i en pige endnu, indtil jeg fik den her tanke, identificerede jeg mig som heteroseksuel [side 97]

En af intentionerne med at portrættere en ung kvinde, der først og fremmest ser sig selv som en outsider, er bl.a. at vise det almengyldige og universelle i den enkeltes fremmedgørelse, forklarer Munch Christensen. Uanset hvor forskellig, man end kan føle sig fra den forvirrede Nielsine, så vil de fleste sikkert kunne genkende følelsen af at befinde sig uden for et fællesskab.

’Jeg skriver også fra den position for at gøre oprør – alle føler sig jo forkerte. Når man bliver ældre indser man, at det er lidt noget pjat at føle sig så forkert, og så får man lyst til at skrive om det og gøre oprør mod, at man skal være på en bestemt måde for at være okay’, forklarer hun og omtaler sig selv i tredjeperson, ligesom hun i dele af romanen beskriver Nielsine fra samme fortællervinkel.

Debatten om autofiktion
Munch Christensen indrømmer gerne, at hun er inspireret af sit eget liv og har brugt flere virkelige omstændigheder som forlæg for historien om Nielsine, der således deler flere fællestræk med hende selv: de er begge opvokset i Sorø og har gået på HF ad flere omgange. I en ellers rosende anmeldelse på LitteraturNu.dk berører Anna Møller afslutningsvist spørgsmålet om tekstens eventuelt selvbiografiske karakter:

’Jeg håber, der er noget mere i det. Noget indhold, der er løsrevet fra lysten til at rable ukontrolleret om sig selv, for det er svært – for mig i hvert fald – ikke at føle en vis form for fordømmelse over for brugen af skrift som udelukkende projektører på forfatteren selv’.

Den verserende debat om autofiktion, affødt af et særdeles kritisk indlæg af Ph.d.-studerende Mette Høeg i Weekendavisen for nogle uger siden, keder i virkeligheden Munch Christensen – også når det gælder hendes egne tekster:

’For mig gør det hverken en bog bedre eller dårligere. Mange bøger hvor stemmen i bogen deler navn med forfatteren, synes jeg er rigtig gode, men jeg er bare ligeglad, om det stemmer overens med forfatterens liv eller ej’.

Den vedblivende tilpasningsmekanisme
Uanset om Nielsines barndom med en psykisk syg bror og en alkoholiseret far er selvoplevet og bygger på Munch Christensens egen opvækst eller ej, så fylder dette spor en betragtelig del i bogen, hvis hovedperson er dybt optaget de familiære forhold betydning for hendes nuværende liv. Her forfølges hun af rollen som familiens stemningsstabilisator.

’Det med ikke at føle sig god nok og ikke at tænke på sig selv men i stedet have en rolle, hvor hun skal stabilisere stemningen, det er noget, hun har med sig fra barndommen. Hun vil hele tiden gerne finde sammenhængen mellem, hvordan hun er vokset op og hvordan hendes liv går nu. Hvis der er noget, hun ikke kan finde ud af, vil hun gerne finde ud af, hvad der er skyld i det’.

Det er især barndommens utryghed og konstante uvished, Nielsine fortsat er påvirket af, og flere steder i romanen beskrives dette gennem den syge bror og utilregnelige fars gentagende udfald og de ubehagelige situationer, det afføder. Nielsine skriver i et af sine breve til Polly:

Nu er det at den vedblivende tilpasningsmekanisme går mig på, angsten for at sige noget og blive dømt helt vildt og hadet for evigt. [side 85]

En hyggelig samtale om angst
Formmæssigt består NIELSINE af jeg-fortalte passager, intermezzoer fortalt i tredjeperson, citater fra moderne popkultur samt dagbogsoptegnelser og brevene fra Nielsine til Polly. Direkte tale, tanker, drømme og beskrivelser er svære at skelne fra hinanden og bidrager til fornemmelsen af en flydende og udefineret identitet, mens fortællerskiftet understreger det selvanalyserende blik, der karakteriserer både Nielsine og hendes venner.

Den konstante selvanalysering og selviscenesættelse, som bl.a. finder sted gennem sociale medier, lader til at være Nielsines (og hendes jævnaldrende venner og veninders) største problem. Det fastholder dem i en tilstand af hyperrefleksivitet, som gør dem ude af stand til rigtigt at opleve og være til stede, og ud af denne sindstilstand vokser den affektive følelse af splittelse og fremmedgørelse.

– Deler bord med to fyre, Thomas og Frederik hedder de, Elise sidder sammen med Frederik og snakker og flirter med ham, jeg har en hyggelig og intens samtale med Thomas om angst, og så dukker Elias op, HONEYS, råber jeg og det er en vits vi har det med at sige s, og jeg springer op og krammer ham og siger folk, det er min bedste ven Elias, Elias det er folk [side 10]

’Jeg tror, Nielsine har et enormt selvhad, og hendes forsøg på at komme af med det selvhad bliver bare en besættelse i sig selv. Hun bliver ikke mindre selvcentreret af det – men man kan jo håbe, hun ender et mere roligt sted’, siger Munch Christensen og manifesterer dermed sin forhåbning for Nielsines videre liv et sted i en fiktiv dimension.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Interview,

Læs også

Om Michelle From Hoxer

Michelle From Hoxer (f. 1983) er uddannet journalist og muligvis den eneste af slagsen med et fag om Bob Dylan på sit eksamensbevis.

Skriv til Michelle