I ordenes og Østblokkens magt – Christian Dorph og Simon Pasternak TAL TIL MIG


80’er nostalgien hærger i Dorph & Pasternaks fjerde krimimalroman, og selvom handlingen nogle gange slår over i kitsch, står det knivskarpe sprog klar til at bære læseren i mål.

Han begyndte at tvære sætningerne rundt med en flad hånd, spredte dem ud over den hvide flade, men de var ikke sådan at få bugt med, ingen kan gå alene sjuttede bare rundt som en beskidt vaskeklud. Han var kommet til at rive invitationen til mors fødselsdag ned, han stod med den, man kunne se, hans far havde fået computer, der var bladranker og små flag og skrå bogstaver og et lille vers, fotokopierede billeder af Mor, Fra Rumænien til Svendborgsund.
Så rejste han sig.
Han kunne pludselig huske, hvor bagageremmene lå.
De var under sengen.
Så samlede han grejet, spændte vadsækken på ryggen og så sig i spejlet.
En sort mand med en beslutning.
Han låste sig ud af lejligheden.
Ingen kan gå alene …

1989. TAL TIL MIG foregår midt i en tid af revolutioner. I første kapitel falder både Berlinmuren og, som konsekvens deraf, drabschef Ole Larsen (drabschefen af andre årsager end Berlinmuren). Murens fald og Østtysklands åbning medfører en lang række konsekvenser for resten af Østeuropa, hvor den rumænske revolution står for døren.

I København er en mindre magtkamp i gang i kølvandet på Ole Larsens blodprop, for her er kriminalkommisæren Anita Jensen klar til at overtage posten som drabschef. Men hun er kvinde i et mandsdomineret miljø, og Anitas nærmeste kollega (og elsker) hiver en grønskolling ved navn Jesper Henriksen ind fra sidelinjen og snupper selv posten som drabschef. Ja, han er en nar.

Midt i denne politiske tumult findes liget af en ung kvinde. Anita må nu bevise sit værd og opklare forbrydelsen med den unge Jesper på slæb. Det viser sig dog hurtigt, at mordet måske har forbindelse til den politiske situation i Rumænien, og det bliver en kamp mod både tiden, mandschauvinismen og det højpolitiske spil i Østeuropa at finde frem til morderen.

Jesper er heldigvis af rumænsk afstamning, han kan tale sproget og har tilfældigvis også en kontakt hos Efterretningstjenesten. Det er lidt for oplagt, lidt for krimi-cliché. Tempoet øges yderligere, da Jesper tager til Rumænien for at finde den myrdede piges søster og finder sig selv midt i en voldelig revolution mod et dybt korrupt styre.

Jesper tildeles nærmest overmenneskelig styrke, og de lykkelige tilfældigheder vil ingen ende tage i sidste del af bogen. Dette står i kontrast til den virkelige historie om den rumænske revolution og det voldelige styres tortur af befolkningen. Det bliver for meget, for vildt. Det ville nok fungere på tv, og jeg fik da også flere gange associationer til den aktuelle DR-serie ‘Mord uden grænser’.

Sideløbende med opklaringen af mordet følger vi Anita og Jespers spirende, og mindst lige så vilde, romance. Det kan godt være, det bare er mig, der er kedelig, men jeg stoppede flere gange op og tænkte: ‘er det sådan noget andre mennesker gør, det her?’ Forholdet mellem de to eskalerer mindst lige så hurtigt som plottet i krimien og er gennemsyret af teenage-agtige volds- og følelsesudbrud. Igen, for meget.

Alle mine invendinger mod plot og karakterer til trods, er TAL TIL MIG bestemt en god oplevelse. Sproget løfter hele historien, og hvad end man kan mene om selve fortællingen, er den gennemvæddet af en særlig stemning: en suveræn blanding af 80’er nostalgi og et knivskarpt sprog. Dorph & Pasternak skriver så gennemført, at man kan smage hotdog’en og se den blå øjenskygge for sig. Det er en stemning, det er ren nostalgi, det er ‘skråt op!’, og det fungerer.

TAL TIL MIG skal læses for sproget og stemningen. Som kriminalroman er den ikke helt vellykket, men som litteratur, er den. ‘Det er sprød asfalt’, kunne man sige. Bare rolig, de bruger ikke helt så kiksede 80’er udtryk i bogen, men jeg synes faktisk det er rammende. (Og kun en smule kitsch).

Skrevet af Mette Skovdal Clausen

Mette er født 1987 og er cand.mag i filosofi. For tiden arbejder hun som tekstforfatter og manuskriptlæser og prøver stadig at finde mere tid til at læse. I sin fritid læser Mette både filosofiske og skønlitterære bøger og har en forkærlighed for så forskellige forfattere som Friedrich Nietzsche, Douglas Adams og Scott Fitzgerald.

Skriv til Mette

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *