Oversvømmede marker, druknede kattekillinger og køer med stråleskid – Hans Otto Jørgensen HIDS JER LIDT NED DERHENNE OG LAD DVÆRGEN KOMME FORBI

Der er langt fra dejligt ude på landet i Hans Otto Jørgensens nye bog. Men der er smukt på en smadret måde.

Citat

Hans bil er en pickup. Han gad godt have hende siddende på ladet. Sidde på en sæk. Så hun rigtig kan mærke, hvor det skrumpler. At hun måske ikke troede, det sådan kunne skrumple i Danmark. At det hørte østblokken til.

Jeg tror, det har noget med sproget at gøre, at jeg er så glad for Hans Otto Jørgensens nye bog – og for hans prosa generelt. Eller rettere: Jeg ved, at det har noget med sproget at gøre. Disse barokke sætninger, der bumper hen over siden som en pickup på en hullet grusvej, fulde af fart, fulde af skønhed. Jeg slår op et tilfældigt sted:

– Når der ingen avl er. Eller når Nina ikke vil, som han vil. At hun vender ham ryggen, når der er så meget sur lugt ved ham. Kommer til hende af bare surhed. Så tvær. Når der er så meget røvhul ved ham. Han er ikke andet end røvhul. Denne sure tarm. Sur pik og røvhul og lange nosser. Og hun er ikke andet end et sohul. Hvad der er klude. Hvad der udgør et menneske.

Men det har selvfølgelig også noget med stoffet at gøre, personerne, universet. Det foregår på landet blandt skæve eksistenser med tillortede gummistøvler, dårlige tænder og en smøg i kæften. Det er ikke eksotisk, bare ’lidt væk fra hovedvej A26’, som det hedder. Og det er bestemt ikke idylisk. Mor har kræft, lillesøster har anoreksi, og hesten er trådt baglæns op i harven og har ødelagt benet. Den bliver ikke hest igen, som der står. Kort sagt: Det er ikke pænt, men det er smukt på en smadret måde. Hvilket igen har at gøre med sproget, fordi det er igennem sproget, detaljerne, de præcise iagttagelser, at stoffet får sin kraft. De oversvømmede marker, druknede kattekillinger og køer med stråleskid.

Vi møder drengen Thor, der er så glad for sin hest, at han sover sammen med den i stalden og på marken. Vi møder ‘Ham den lange’, der rejser fra sin kæreste i København for at cykle rundt mellem gårdene i Jylland og klemme såkaldte bremsebylder ud af køernes rygge. Og vi møder mureren, der ved siden af sit murerarbejde pusher pythonslanger og andre krybdyr, og som har vundet konkurrencen mænd-når-de-er-værst til Herningdagen ved at vise røv. Det er hverken sjove, charmerende eller intelligente mennesker, men man vil gerne bruge tid sammen med dem, fordi de virker virkelige, ægte.

Formmæssigt er der stor forskel på teksterne, der betitles noveller. Nogle er små historier a la for eksempel Hemingway, mens andre snarere ligner kortprosa, digte, skitser eller tableauer. Tag for eksempel den genialt betitlede ’Magneter og Æg’, der begynder med et erindringsglimt om en evnesvag dreng kaldet Kris for derefter at springe til to digte og en tegning med ordene ’dette er på en måde hans digte og hans tegning’. Denne formmæssige diversitet giver en flimrende læseoplevelse, som jeg godt kan lide, og som spejler det kaos, der hersker i personernes indre. Ingenting ligger fast – heller ikke formen.

Og det ville da også være underligt med en samling traditionelle noveller fra en forfatter, der så sent som i 2008 erklærede novellen for død. Med HIDS JER LIDT NED DERHENNE OG LAD DVÆRGEN KOMME FORBI giver Hans Otto Jørgensen et bud på, hvordan en novellesamling kan se ud anno 2014. Men i grunden er jeg ligeglad med, om han skriver noveller, romaner, kortprosa, digte eller noget helt andet; for mig er det alt sammen en del af den samme skrift, der bare bliver ved med at bumpe derudad. Og må den blive ved med det.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Noveller,

Læs også

Om Martin Lykke Nielsen

Martin er 29 år, bachelor i litteraturhistorie og kandidat i journalistik.

Skriv til Martin