Overvældet af lidelse – Svetlana Aleksijevitj ZINKDRENGENE

Det er et overvældende kor af fortvivlede stemmer, der står frem i Svetlana Aleksijevitjs samling af vidnesbyrd fra den sovjetiske krig i Afghanistan.

Citat

Den forseglede kiste blev afleveret hos os ti dage senere. I de ti dage drømte jeg hele tiden, at der var noget, jeg havde mistet og ikke kunne finde.

Oral history er en genre indenfor dokumentarlitteratur, der dækker over mundtlige vidnesbyrd, der ofte er knyttet til historiske hændelser. Det gælder f.eks. den amerikanske historiker Studds Terkels bog om Anden verdenskrig, THE GOOD WAR (1985). Det gælder også Ales Adamovitj og Daniil Granins værk BLOKADEBOGEN (1981) om den nazistiske blokade af Leningrad i 1941. Svetlana Aleksijevitjs metode er med andre ord ikke ny, men hendes ud fra interview bearbejdede monologer har en ubestridelig kraft.

ZINKDRENGENE (der bærer denne titel fordi kisterne med de døde soldater var af zink) handler om den fejlslagne sovjetiske krig i Afghanistan fra 1979 til 1989, men den handler i lighed med andre af Aleksijevitjs bøger også om menneskelig lidelse. Bogen er opdelt i flere afsnit, og et af dem er dagbogsoptegnelser fra Aleksijevitjs egen tur til krigszonen, hvor hun skriver:

– Alle de fysiske detaljer er vigtige at få med: Hvordan blod skifter farve i solen, hvordan et menneske opfører sig inden et raid… Livet er usandsynligt kunstnerisk i sig selv, og hvor brutal det end kan lyde, når man siger det højt, så er menneskelige lidelser særligt kunstneriske.

Den konstatering er betegnende for hele bogen, for den lægger vægt på og udforsker uden afbræk lidelse – de forkrøblede soldater, enkerne og mest hjerteskærende mødrene. Det er lidelse, der er uophørlig og uden mulighed for lindring. Dermed også sagt, at det er en udmarvende bog at læse. Det er det, fordi f.eks. mødrene bliver summen af al moderlig sorg, de bliver svære at skelne fra hinanden. Stilen er en medvirkende faktor, fordi Aleksijevitj skriver i et enkelt, mundret sprog, der skaber en koreffekt, en mor afløses af en soldat der afløses af en enke, som på hinanden følgende sangere der synger variationer over den samme melodi.

Livet for soldaterne er brutalt og mærket af psykisk og materiel armod, de har hverken mad, udstyr eller efterhånden som krigen trækker i langdrag nogen grund til at være der. Nogen tyer til overtro:

– Man måtte ikke lade sig fotografere lige inden et slag – for så blev man dræbt, man måtte ikke barbere sig lige inden et slag – for så blev man dræbt. De første, der døde, var dem, der kom derned og drømte at blive helte, med store, blå øjne.

Mange soldater beskriver også en fascination ved kamp og en tomhed, der indfinder sig, når man vender hjem. Det er blandede erfaringer, hvor vold, savn og meningsløshed fylder meget. Sovjetunionen var fra slutningen af halvfjedserne og frem til murens fald et afmægtigt imperium præget af korruption, fattigdom og smuldrende idealer, og det er ganske tydeligt i mange af monologerne.

De sidste hundrede sider i denne reviderede udgave er dokumentation af de retssager, der blev ført mod Aleksijevitj nogle år efter udgivelsen af ZINKDRENGENE på russisk i 1991. Retssager der blev anset for at være politisk motiverede. Denne dokumentation giver en anden vinkel på resten af bogen, fordi både akademikere, tilhørere, forfattere og andre giver deres besyv med i form af støtteerklæringer og kommentarer.

Aleksijevitj skriver i sin bog om Tjernobylulykken (der i den engelske oversættelse hedder VOICES FROM CHERNOBYL (2005)), at fakta ikke er tættere på sandheden end en vag følelse. Fakta skjuler tværtimod vores følelser, og det er i stedet en anden form for sandhed, Aleksijevitj er ude efter. En følelsesmæssig sandhed, der for mig at se i udgangspunktet er litterær. Det er den, Aleksijevitj forsøger at forløse ved at stille skarpt på menneskelig lidelse, og det er en sandhed der er lige så ubehagelig, som den er vigtig.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Erindringer, Historie,

Læs også

Om Simon Holm Pedersen

Simon er cand.mag. i Litteraturhistorie og går på Forfatterskolen. Han har en forkærlighed for monologer og meget lange sætninger. Når Simon er nedtrykt læser han dystopiske ungdomsromaner, hvis teenagegenvordigheder han heftigt spejler sig i.