På vej/på flugt – Hanne Højgaard Viemose MADO

MADO er en roman om det at være mor og morder på én og samme tid. Hanne Højgaard Viemoses kun anden udgivelse er gevaldig sjov og gevaldig grov – men mest af alt forrygende.

Citat

Slutscenen af Stalker, som jeg har set så mange gange, hustruens monolog, barnet der flytter glassene på bordet med sit blik, jeg lægger kinden mod køkkenbordet, kl. er 5 om morgenen, jeg er så træt, anstrenger mine øjne, stirrer stift på drengenes påskeæg indtil de glider ud over kanten, krakelerer mod gulvet, stumper af sød, billig chokolade blandet med kunstige dun og glitrende sølvpapir, jeg er en katastrofemagnet, en jammerdal, jeg er Mado.

Hovedpersonen i MADO hedder for det meste Anne. Nogle gange hedder hun Hannah, og Mado – det koreansk-engelske ord for både ’mor ’ og ’morder’ – skal vel også forestille at være et prædikat. Men det er nu underordnet og også kedeligt at kommentere på denne navneleg. Pointen har nemlig lidet væsentligt med selviscenesættelse eller performance at gøre. Den er derimod langt mere kødfast: nemlig at Anne ikke helt ved, hvem Anne er – og at hun dybest set har ’svært ved at mobilisere en interesse for at lære hende at kende’. Det bliver allerede slået an i mottoet, hvor David Bowie citeres for at have sagt, at han har genopfundet sig selv så mange gange, at han er i benægtelse over for sin oprindelige identitet som overvægtig koreansk kvinde.

Det er denne henholdsvis søgen efter og flugt fra en identitet, der ligger som det underliggende lydspor romanen igennem og som i en dur- og molvekslen sætter tonen for både genre og handlingsforløb. For MADO er en slags (trippet) dannelsesroman, der handler om Annes (selv)opdragelse og om, hvordan hun ligesom Goethes Wilhelm Meister rejser ud i verden for finde et livsdygtigt kompromis mellem sine egne idealer og de muligheder, som gives af tilværelsen.

Fortællingen tager således sit udspring i New Zealand, hvor Anne i et forsøg på at komme så langt væk som muligt fra sit århusianske udgangspunkt bliver kæreste med den koreanske Kyung Sik, med hvem hun får et barn. Den koreanske fascination varer imidlertid ikke ved, og Anne forlader mand og barn og flytter tilbage til Århus og et mere ’normalt’ liv som antropologi-studerende. Det går godt, lige indtil det ikke går mere, og Anne begynder at sætte spørgsmålstegn ved akademiaen og meningen med det hele. Hun rykker til Island, og efter at have fået afslag på sit specialeemne (’Jeg vil undersøge om mennesket er hest’) møder hun den skizoide Steinn, der skal vise sig at være både hendes store kærlighed og nemesis. Med Steinn får hun to børn, men eftersom hans tilstand gradvist forværres, rejser Anne tilbage til Århus og bosætter sig i Gjellerupparken.

Det må på mange måder siges at være en brutal ting, at forlade sit barn på den anden side af jordkloden, og romanen er da også komplet blottet for nostalgi, sentimentalitet og andre pæne fornemmelser. Der beskrives med en ærlig grovhed om såvel dette, som hvor ukærligt træt hun sommetider er af sine børn, og om hvordan hun forlader sin syge kæreste. Netop på grund af den kødblottende ærlighed bliver det dog ikke for meget – og så på grund af den lavmælte (dog hysterisk sjove) komik, som opbløder råheden.

Hanne Højgaard Viemose har nemlig et meget nøjagtigt blik for det skægge i det skrækkelige og for hverdagens småkomiske katastrofer. Som da hun efter at have samlet hundredevis af guldmærker i Føtex, må sande, at deadline er overskredet, og blenderen derfor uden for rækkevidde (’FØTEX: er næsten satan stavet bagfra’). Eller da hun i helt samme toneleje fortæller om, hvordan hun drømmer om at tage sine bryster og stikke af, så hendes sønner vil ’tørre ud, svinde ind som skrumpehoveder’, hun kan hænge i sit bælte eller stille på skrivebordet som trofæer.

Det sluttelige spørgsmål må nu være, om Anne i sit grotesk-komiske dannelsesforløb finder et livsdygtigt kompromis mellem idealer og virkelighed? Svaret er tvetydigt, for der er jo som hentydet på ingen måde tale om en klassisk dannelsesroman. Heltens odyssé rundt i verden er mærkelig rodet og syret i sin målløshed, og Anne begynder mange flere ting, end hun afslutter (forhold, graviditeter, specialer). Ikke desto mindre når hun frem til en række indsigter om ansvar, ansvarsløshed og skyld; hvordan det er meningsløst i det hele taget at erklære sig skyldfri, og at man må stå ved sine beslutninger. Om det så er at gå fra sit barn, at slå det ihjel (abort) eller at være mor. Annes dannelsesromanen er derfor en roman om at finde og anerkende sig selv som både mor og morder.

Det er groft nok det hele. Men det er virkelig også godt nok!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Birgitte Duelund Pallesen

Daglig redaktør på Litteraturnu.dkBirgitte har en kandidatgrad i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Foruden tjansen som daglig redaktør på LitteraturNu arbejder hun på kulturtidsskriftet Kritik. Hun er glad for bøger. Meget glad.