Pablo smørtenor – Pablo Llambías DE ELSKENDES BJERG
Med en sproglig fatning helt i særklasse blæser Pablo Llambías’ nye roman enhver skeptisk læser bort med blæsten og havner et sted, hvor meningen med livet stikker op af jorden.
Citat
Eftersom hun kun kunne elske sig selv i den kursusoptimerede udgave, havde hun også svært ved at elske andre, når vi ikke levede op til de forventninger, hun stillede til sig selv og til livet i sin helhed. Så kunne hun overfalde mig med de mest ubehagelige anklager. Om ikke at leve mit liv. Om ikke at være tilstede. I egentlighed, som hun yndede at udtrykke det, et ord som jeg formodede, hun havde lært på et kursus i egentlighed.
Med DE ELSKENDES BJERG er det første gang Pablo (Henrik) Llambías optræder uden sit mellemnavn. Afstødningen af det pæredanske Henrik falder sammen med den nye roman, der netop handler om, hvor svært det er at komme overens med sit tilhørsforhold – ikke mindst når der er gået salat i blodets bånd. Dermed være sagt at forfatteren selv har en rem af huden.
Gennem syv monologiske fortællestemmer får vi historien om familiemor Birthes spanske sidespring fortalt. Som var det bekendelseslitteratur skrevet midt i 1970’erne, fortæller karaktererne omkring Birthe med pur empativækkende ærlighed som pilot. Der er gået små 30 år og Luisa, som er produktet af Birthes utroskab, får ved sin mors dødsleje sandheden at vide: Jannik er ikke hendes rigtige far, det er Gerardo.
Det viser sig imidlertid hurtigt at være mere end svært at nå ind i fælleserindringens tågede midte, der hvor sandheden om de skæbnesvangre hændelser i Andalusiens spæde charterparadis ligger gemt. Det forfængelige ønske om at pynte på egen livsfortælling sætter sig simpelthen som blokader på vejen, og således viser et såre menneskeligt overlevelsesinstinkt (bogstaveligt talt) sit stenede ansigt.
De mange fortællere er ikke skabt for underløbende at udpege det fortaltes kunstige karakter. Llambías vil først og fremmest fortælle. Han bruger stemmerne til stædigt at arbejde sig ind på skæbnens uudgrundelige kringelkroge, fortællevinkel for fortællevinkel og lag for lag.
Læsere af Llambías’ hovedværk RÅDHUS (1997) samt den oversete guidebog TURISTATTRAKTION (2001) vil tilmed kunne genkende den etnografisk skarpe blotlæggelse af sociale mønstre i vores senmoderne samfund. Ikke mindst en særlig adfærd i velfærdssamfundet kaldet turisme.
Det store melodrama får sin kant, og den hårde kant får sit melodrama i projektet DE ELSKENDES BJERG, hvor Llambías skilter med sin evne til at komprimere stor kompleksitet i kompakt form. Denne evne gør, at læseren tror på det fortalte og de fortællende. At magte dét er en af fortællekunstens allersværeste øvelser, og bjerget, de elskendes bjerg, La Peña de los Enamorados med form som et liggende ansigt og afbilledet på bogens front, det er selvfølgelig virkeligt nok.
