En papfars præfødselspsykose – Bjørn Rasmussen JEG ER GRÅHVID

JEG ER GRÅHVID tager os med ind i psykosens forvrængede virkelighed. Det er forvirrende og sygt, men også ærligt, voldsomt og velskrevet.

Citat

Jeg smider Fiske ned fra sofaen og går ud på verandaen og ryger. Solen stråler mellem trætoppene. Nu skriver Jacob: Hurra. Nu sætter jeg mig gevaldigt op til at læse en god nyhed. Nej, jeg piller mig lige ned igen: Vær realist. Grounding. Forvent intet af livet. Round up. De tager tingene fra dig, du kan ikke klare dig uden ting. Du kan ikke klare dig uden snapsen, du er for grim. Svin, klovn, skodsæk. Du skal slet ikke læse den besked, du skal ignorere ham. Du skal hyle ham helt ud af den indtil han ringer i panik, og du har slugt en masse piller og drukket hashte og græder, og han kommer hjem og lægger leopardtæppet over dig uden at røre ved din hud så du går i stykker, og du går ikke i stykker, og alt bliver godt igen. LOL. Din trold. Klovn der driller og falder, trold der pisker sig selv ihjel.

Bjørn Rasmussens tredje roman, JEG ER GRÅHVID, er hverken let eller rar læsning. På sine knap 200 sider giver den et så virkeligt indblik i psykosens altomfavnende greb, at det nogle steder gør ondt at læse med.

Bjørn Rasmussen debuterede i 2011 med HUDEN ER DET ELASTISKE HYLSTER DER OMGIVER HELE LEGEMET og har siden udgivet romanen PYNT samt digtsamlingen MING, der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Ligesom det øvrige forfatterskab kredser den nye roman også om det, der falder uden for normen; om køn, identitet(s-kriser) og psykisk sygdom. Men JEG ER GRÅHVID er også en kærlighedshistorie. For det er netop forholdet mellem den 33-årige forfatter Bjørn og dennes mand, Jacob, der danner rammen for romanen.

Romanen indledes således, da Jacob fortæller, at han skal være far. Det får Bjørn til at sætte sig for at få styr på sit liv og kvitte alkoholen. Men i takt med at alkoholen lægges på hylden, vokser det, Bjørn selv kalder for en papfars præfødselspsykose sig større og større:

– Jeg begyndte med at spørge om man kan få en præfødselspsykose hvis man skal være papfar. De lo. Så kiggede jeg alvorligt på dem, og Psykiater sagde: Det kan jeg ikke afvise.

Bogen er udformet som Bjørns dagbog. Gennem en tydelig kronologi og minutiøse tidsangivelser får vi et indblik i Bjørns forvrængede virkelighed og i al den desperation, panik, angst og paranoia, der hører til den. Vi hører således om Bjørns selvdestruktive tvangstanker, om angsten for overfaldsmænd i baghaven, om breve fra moren Mimi, om Bjørns egen papfar, der hader homoseksuelle og andre, der falder uden for majoriteten; men især hører vi om forholdet til Jacob, forestillingerne om det kommende barn og misundelsen på Maren, kvinden, der skal bære Jacobs barn. For hvorfor kan Bjørn ikke give Jacob det, han ønsker sig allermest?

Bjørns kønsmisundendelse anes allerede i titlen JEG ER GRÅHVID, der – som forlaget skrev i en Instagrampost – lyder som ’jeg er gravid,’ hvis du siger titlen højt. Den ses dog også løbende – og mere direkte – i flere af Bjørns forvrængede forestillinger:

– Min mave buler ud, min mave vil vænne sig til barnet. Da jeg er i syvende uge, sprækker røvhullet, og trolden lader sig ane.

Som romanen skrider frem intensiveres Bjørns præfødselspsykose. De minutiøse tidsangivelser flyder ud, og Bjørns virkelighed falder mere og mere fra hinanden. Ind i mellem er det som læser svært at bevare overblikket, da der ikke er nogen narrativ sammenhæng i Bjørns desperate dagbogsnoter. Men det er netop også det, der er med til at gøre den psykotiske virkelighed tilgængelig for den udenforstående. Det, der ikke nødvendigvis giver mening for læseren, giver mening for den syge.

JEG ER GRÅHVID er både en stærk sygehistorie og en fortælling om en dyb og rørende kærlighed. Bjørn Rasmussen formår at beskrive verden set gennem psykosen, og det gør han vanvittigt godt. Det er en stærk, lyrisk og smuk prosa, der er så barsk og rå, at det ofte gør ondt at læse – men det er en smerte, man ikke vil være foruden.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Litteratur, Roman,

Læs også

Om Line Zachariasen

Line er cand. mag. i retorik og PR- og marketingkoordinator på et lærebogsforlag. Hun er bestemt ikke kræsen, hverken hvad angår mad eller bøger, og læser alt fra klassikere til krimier.