Party-poesi i en halv fodbold – ROSKILDE FESTIVAL 2014

Om eftermiddagen lader litteraturscenen på Roskilde Festival musik og poesi slås og elske i frie former, der både kan give et chok og skabe en sær poesifest 

Det er mandag eftermiddag på Roskilde Festival, og jeg kommer sent af sted og kan ikke finde vej. Det er ni år siden, jeg sidst var her, og jeg har glemt, hvor langt der er mellem alting. Det føles, som om der er mindst 5 kilometer fra mit telt og hen til litteraturscenen, og jeg forsøger at småløbe og bladre i programmet samtidig. Et monsterhøjt beat vælder mig i møde, da jeg nærmer mig. Søren Ulrik Thomsen er tydeligvis færdig med at læse op.

Litteraturscenen er en halvkugle i træ og plast i et afsides hjørne af campingpladsen. Den består af femkanter, der er sat sammen og ligner en halv fodbold tilpas meget til at kunne skuffe et par drenge, der havde forventet VM på storskærm.

På scenen har vi digter Rasmus Halling Nielsen og digter Morten Søndergaard ved hver deres pult med hver deres lille lydmaskine. I den anden ende af scenen er trommeslager Klaus Hedegaard i fuld gang med at lægge et hurtigt rockbeat under den elektroniske lyd, digterne producerer. Bag det aparte band er der opstillet nogle lyseblå polygoner, som der er tacket vilkårligt på. Jeg har svært ved at se synergien mellem halvkugle, scene og litteratur, men det kan være, den viser sig i løbet af ugen.

Rasmus Halling Nielsen og Morten Søndergaard rigger an. Foto udlånt af Gyldendal.

Rasmus Halling Nielsen og Morten Søndergaard rigger an. Foto udlånt af Gyldendal.

Jeg lytter til støjfesten et par minutter og tænker, ok, her har vi et par digtere, der nu er dygtige elektroniske musikere, det er fedt. Så kommer ordene. ’Det har været en fin dag’, læser Rasmus Halling op ind i mikrofonen, looper straks optagelsen og afspiller den, så den bliver en del af beatet. Morten Søndergaard begynder at læse højt ind over musikken, og noget nyt opstår. En slags hård elektronisk party-poesi komplet med en skiftevis oplæsende og dansende Morten Søndergaard.

Rasmus Halling looper en halvt uforståelig sætning, der slutter med ordene ’fin hest’. Det er svært at høre, hvad de to digtere siger, og det virker ikke, som om det er meningen. Poesien møder tekniske udfordringer, mens trioen på scenen improviserer sig mod et klimaks.

’Et stjernenys fra begyndelsen’, looper Morten Søndergaard, og Rasmus Halling svarer mærkeligt nok med sætningen ’hvad laver den fucking myre?’.  Musikken bliver vildere, højere og tungere, og sveden kryber gennem skjorten på en nu fist-pumpende Morten Søndergaard. Rasmus Halling drejer på sine små knapper og en fløjte, der lyder skinger og falsk, bryder frem, mens ovenstående replikudveksling kører på repeat. Nu virker det, tænker jeg.

Mødet mellem de to sætninger ændrer sig flere gange for mig, og den stædige rytmiske gentagelse af dem bliver sin egen form. ‘Et stjernenys fra begyndelsen’ lyder for mig som en skabelsesberetning. Som hvis mennesker og alt andet egentlig bare er stjernestøv, ligesom fysikken fortæller os. Det er en blid og poetisk sætningsstump, mens ‘hvad laver den fucking myre?’ er helt anderledes aggresiv. Hallings sætning er nærmest paranoid og fastholder et utrolig lille perspektiv. Sætningerne mødes så ca. 100 gange henover musikken, og det giver en helt underlig effekt, at de på den måde insisterer på at mødes.

Roskilde-ramte tilskuere. Foto udlånt af forlaget.

Roskilde-ramte tilskuere. Foto udlånt af forlaget.

Lidt efter looper Halling det mere tilforladelige spørgsmål ’hvem sidder der?’, og han forventer ikke noget svar fra publikum, selvom det i situationen er et aktuelt nok spørgsmål, for hvem sidder egentlig i en støvet plastickuppel og hører smadderhøjt improviseret digt-musik?

Ved siden af mig sidder overraskende nok fire efterskolepiger og har det festligt. Til den anden side sidder to solskoldede drenge i regnbuefarvede t-shirts og bøllehatte og læser i en festivalavis. På jorden foran scenen ligger en medarbejder i orange vest og sover. Men rundt omkring dem sidder en pæn flok unge mennesker og lytter opmærksomt, og det er fedt, tænker jeg, for det her heftige, støjende møde mellem musik og poesi gør, at jeg får det underligt på den gode måde.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Reportage, Roskilde Festival 2014,

Læs også

Om Lean Pejtersen

Lean Pejtersen studerer litteraturvidenskab i København. Han går stærkt ind for havet, internettet og erfaringen. Han interesserer sig meget for ny dansk litteratur og for hvad litteratur er.

Skriv til Lean