Patricia, Pepe og alle de andre spøgelser – Pablo Llambías … RASENDE …

Især den rasende fortæller i Llambías’ mærkværdige spøgelsesroman er et stærkt bekendtskab.

Citat

– Pas nu på! Pas nu på, når du skærer, Alex! Se dig for!
… åhja, Alex, pas nu på … du leger med … du leger med, og Pepe råber op, og Lise springer til med køkkenrulle og sæbevand … og rense såret … nu skal der renses sår … og Alex holder en finger frem, som der ikke er den mindste rift i … uden blod … og sår uden blod og Pepe og Lise, der leger med … på Alex’ leg, på Pepes leg, på Lises leg …
– Såådan. Nu er den vist ved at være der.
… og løget, der svider i øjnene … og tårerne, der løber ned over kinderne … som på et postkort … med blod og tårer og løg og kupler og byer i fjerne lande … det er sådan, I leger …

Det bedste ved Pablo Llambías’ nye roman … RASENDE … er fortælleren, den 16-årige Patricia. Hun er sådan en übercool, intelligent type i liga med verdens sejeste litteraturteenager Holden Caulfield (ham fra J.D. Salingers FORBANDEDE UNGDOM), og det er hende, som er så edderspændt rasende. Rasende på sin øretæveindbydende hippie af en halvstuderet far, som tilmed hedder noget så irriterende som Pepe, og som er en rigtig billig, akademisk distanceblænder, der kan finde på at sige noget så irriterende som ”du ved, Lacan”, mens han ser kløgtig ud. Patricia er også ekstremt rasende på hans kæreste Lise, specialestudinen, og sin mor, karrierekvinden. Ifølge Patricia lever de voksne omkring hende nemlig i en forløjet og illusorisk ”postkortvirkelighed”, og hendes projekt er nu at forhindre dem i også at indrullere lillebroren, Alex, i deres kollektive selvbedrag.

Først tænker man, at der er tale om en klassisk historie om ungdomsoprør, hvor en kompromisløs og idealistisk teenager skælder ud på de voksnes pragmatiske virkelighed, men … RASENDE … er meget mere mærkelig end som så. Langsomt går det nemlig op for læseren, at der er tale om en spøgelseshistorie. Patricias familie leger bare, at de er rigtige mennesker. Derfor laver de aftensmad, som de efterfølgende smider ud, simulerer defækation, når de går på toilettet, husker på at gå gennem dørene og ikke væggene – kort sagt gør de alt, hvad de kan, for at opretholde illusionen om, at de er rigtige mennesker, som lever i en virkelig virkelighed.

Men denne virkelighedssimulation begrænser sig ikke til Patricias familie, hele verden er faktisk en spøgelsesverden, hvor alle er med på et gigantisk komplot om at opretholde illusionen om normalitet. Alle undtagen Patricia. Hun gør nemlig alt det, man ikke må: Går gennem væggene i lejligheden, nægter at fremsige tisselyde på toilettet, går ind til rovdyrene i zoologisk have og så fremdeles. Jeg skal ikke afsløre det hele, men der forekommer også et bankrøveri, en tur i spjældet og på kolbøtteanstalten.

Det er Patricias rasende stemme, som er altdominerende i romanen, og for at give den ekstra kraft og fart, låner Llambías med succes tre berømte prikker fra prikkens betvinger over dem alle, nemlig Céline hvis romaner også konstant befinder sig i det rasende røde felt. Disse prikker er et meget effektfuldt stilistisk greb, som generer en masse energi ind i fortællerstemmen, samtidig med at læseren indbydes til dialog, idet man automatisk tvinges til at reflektere videre og udfylde hullerne. Udover prikkerne og den furiøse fortæller har Llambías’ roman selvfølgelig også det store virkelighedstema til fælles med Céline, altså hvad er virkelighed, hvad er illusion, kan man overhovedet transponere virkelighed over i litteratur und so weiter…

Efter endt læsning kan man grublisere videre over Lacan, virkelighedsrepræsentation og deslige, men man kan også bare læse … RASENDE …, fordi det er en spøgelseshistorie, ulig nogen anden, spækket med humor og sårbarhed og introducerende Patricia, den p.t. sejeste fortællerpige i dansk litteratur.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Anne Sæhl Sørensen