Som at pille et løg – Lev Tolstoj IVAN ILJITJS DØD

Smuk nyoversættelse af en af Lev Tolstojs mest kendte kortromaner fra 1886. Tolstoj klæder her mennesket af, helt ind til benet, og det er bare godt.

Citat

Gajus er et menneske, og mennesket er dødeligt, altså må Gajus dø — den havde altid forekommet ham rigtig i forhold til Gajus, men slet ikke i forhold til ham selv. Det ene var mennesket Gajus, mennesket generelt betragtet, og det var, som det skulle være; men han var ikke Gajus og ikke et menneske generelt betragtet, men et væsen, der altid havde været helt, helt specielt i forhold til alle andre.

IVAN ILJITJS DØD er en kortroman, kun 112 sider fylder den, men meget kan siges på 112 sider, og Tolstoj får sagt mere i denne lille bog, end mange forfattere formår i en livstid.

Jeg springer direkte ud i den, for sin vis, enkle fortælling. Ivan Iljitj er en helt normal mand. Han lever som det forventes af ham, af samfundet, af kollegaerne, af familien. Ivan kan godt lide at more sig, men aldrig på bekostning af sømmeligheden. Han arbejder hårdt og bevæger sig op i graderne indenfor det russiske retsvæsen. Han gifter sig med et rimeligt parti og får to børn. Ivan nyder sit liv; han morer sig med venner, er velset af kollegaerne og formår altid at komme ud på toppen, når livet en gang imellem går ham imod. Ivan mener, at han lever et korrekt og godt liv, han udstår skænderierne med konen og sladderen på arbejdet, og så er alt jo godt.

Men det umulige sker, og Ivan bliver syg. Rigtig syg. Og på et tidspunkt indser Ivan, at han skal dø. Lige så langsomt smuldrer hans liv omkring ham, og meningsløsheden melder sig i hans bevidsthed. Alt han tidligere vidste om sit liv, betyder pludselig ingenting. Har han virkelig levet et godt liv? Og kan det virkelig ende? Han er jo ikke et hvilket som helst menneske, han er jo Ivan, et menneske kun kendt for ham selv, og dermed helt speciel. (Sådan har ingen af os andre jo nogensinde følt, vel).

I IVAN ILJITJS DØD stiller Tolstoj det helt normale menneske overfor døden og skræller langsomt alle de ting væk, som Ivan tror gør ham til den, han er. Men det er pynt; sociale konventioner og normer, ideer om det gode liv, intet mere end en spejling af hvem Ivan gerne vil være. (Man kan godt regne ud, hvad han ville havde puttet på sin Instagram konto).

Ivan bliver i mødet med noget egentligt, døden, fremmedgjort for sig selv. Han prøver at tænke på sygdommen, muligheden for at blive rask, ligesom lægerne og familien, men det eneste der fremstår som virkeligt, er døden og livet. Hans familie forstår ham ikke, de lever endnu i en verden af facader, og Ivans lidelser er ubehagelige og besværlige at tage sig af, når man skal nå i operaen som del af det bedre borgerskab.

Til sidst, da Ivan endelig taber kampen til sygdommen, fremstår spørgsmålet om livet og døden endelig klart for ham. Der er intet spørgsmål. Da Ivan endelig accepterer sin skæbne, forsvinder angsten og smerten og døden: ”Det er døden der er forbi,’ sagde han til sig selv. ‘Den er væk’’. Alle lagene var nu skrællet af og med al ambition og håb ude, forsvandt også døden som et endeligt på disse ambitioner. Ivan har til sidst ondt af sin familie, og man kan fundere over, om det er fordi, han for første gang tænker på dem uselvisk, eller om han i sin afskrællede tilstand indser, hvor falsk og pyntet deres verden er, og derfor tænker synd om dem, da de endnu ikke har forstået det egentlige liv, set i mødet med den egentlige død.

Men kan man, som helt normalt menneske, kaste disse sociale konventioner af sig og undslippe døden? Kan vi møde det egentlige, uden at gennemgå de samme trængsler som Ivan? Jeg tror det næppe, men IVAN ILJITJS DØD er også en fejring af livet, som vi kan forsøge at huske, indeholder mere end vores overfladiske fremstillinger af os selv.

IVAN ILJITJS DØD er en fantastisk læseoplevelse. Jeg tog mig selv i at haste hen over siderne, så ordene ikke kunne undslippe mig, jeg hamstrede dem. Tolstoj er blevet nomineret til Nobels Litteraturpris to gange, i 1901 og 1902, og man forstår hvorfor, når man læser IVAN ILJITJS DØD. Sproget er så ligetil, men indeholder alligevel så meget. Her må jeg tage hatten af for oversætteren Marie Tetzlaff; sproget er naturligt og præcist, og man glemmer helt, at man læser et værk i oversættelse.

Det fremstår næsten magisk for mig, hvordan Tolstoj kan sige så meget indenfor så simple rammer, med så simpel en historie. Han kravler ind under huden på mennesket, og stikker til det der optager os mest: livet og døden og vores desperate forsøg på at fylde alt der i mellem med pynt og selvforstilling. ‘et af verdenslitteraturens små mesterværker’ står der på bagsiden af omslaget, og denne anmelder erklærer sig enig. Og når jeg nu har spredt budskabet, vil jeg læse IVAN ILJITJS DØD igen. (Og hvor ironisk er det ikke, at jeg har opdateret min Instagram med et billede af bogen?)

Nyeste anmeldelser i kategorierne Klassiker,

Læs også

Om Mette Skovdal Clausen

Mette er født 1987 og er cand.mag i filosofi. For tiden arbejder hun som tekstforfatter og manuskriptlæser og prøver stadig at finde mere tid til at læse. I sin fritid læser Mette både filosofiske og skønlitterære bøger og har en forkærlighed for så forskellige forfattere som Friedrich Nietzsche, Douglas Adams og Scott Fitzgerald.

Skriv til Mette