Pivskid – DEN BLÅ PORT #67

Det der med, at verden er af lave og at Den blå port har opsnuset det, giver kløe og udslæt snarere end stof til eftertanke.

Det er noget rigtig irriterende ved Den blå port. I stedet for at have så skide travlt med at være gennemskuende og afslørende, skulle de hellere bruge alt det krudt, der ubestrideligt er til stede i den netop udvidede redaktion, på at formulere en sætning eller to om Den blå ports indhold.

I nr. 67 gennemskues det, at det er ‘mediernes egen logik’, som det instrumentelt og virkelig fremmedgørende hedder, der bestemmer, hvad der skal have opmærksomhed og i videre forstand sælges. Når både Jakob Ejersbo (der er dårlig) og Morten Ramsland (der er god) kan sælge mange bøger, er der noget galt. ‘Man kunne ønske sig, at kvalitet og kvantitet (og dens forudsætning, medieret opmærksomhed) i høj grad fulgtes ad’, lyder anken. Den nyhed har Lars Bukdahl for længst slæbt til torvs i Weekendavisen – endda med selv samme eksempler.

Hvad hjælper det egentligt at pive? Kunst er for længst blevet synonym med konsum og underholdning, og hele forestillingen om kapitalens onde matrix hører sidste årtusinde til. Mere konstruktivt og knap så øretæveindbydende ville det være at se anerkendende på de hybrider, der opstår mellem spin og essens. Det er trods alt dem, virkelighedens verden består af.

Nu fik Den blå ports bevidst polemiske lederartikel alligevel lov til at fylde det meste af min plads her, og jeg kan ikke undsige mig at være hoppet i anfægtelsesfælden. Pokkers nok. Skidtet virker.

Den blå port #67 byder på læsning af Lars Skinnebach, der ifølge Lillian Munk Rösing ‘går fuldstændig heavy’ (!), samt en spændende politisk læsning af Lars Frost og Kirsten Hamman, udført af Torben Jelsbak. Første linie i hans analyse lyder ganske uhørt:
‘Folketingsvalget i 2001 ses som et systemskifte i nyere politisk historie.’
Det er mindst 20 år siden en officiel læsning med respekt for sig selv kunne køre i det gear. Et højt ’velkommen hjem’ til ideologikritikken skal lyde herfra.

Af litterære sager skal nævnes en forsmag på Lone Hørslevs nye roman (det lover godt) og en mere sjælden end køn readymade af spejdernes Store Klaus: Lord Baden-Powell. Endelig står det klart, at ’hård’ burde rime på Hölderlin og ’blød’ burde rime på Blendstrup. Der er himmelvid forskel på de to forfattere, og når de får plads klods op ad hinanden, bliver det interessant. Gid redaktionen havde brugt deres ord på dén sammenstilling i stedet for at være så forhippede på at gennemskue forfordelingsmekanismers onde vilje.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Litteratur, Tidsskrift,

Læs også

Om Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren