Pladderpamfletter – Richard Millet LANGUE FANTOME suivi de ELOGE LITTERAIRE D’ANDERS BREIVIK

Richard Millet har skabt skandale i Frankrig med to pamfletter, som indirekte og direkte beundrer Anders Breiviks håndtering af multikulturalismen og hans såkaldte ’skrift med maskingevær’.

Den franske forfatter og redaktør Richard Millet er godt gal i skralden. Så gal, at han har fundet det nødvendigt at simultanpublicere to rødglødende pamfletter, der i hårde vendinger bebrejder multikulturalisterne litteraturens endeligt, Europas undergang, overfloden af sorte i metroen og de kristne værdiers falmen. Det er hørt før, ja, men Millet har valgt at kalde sidste lille del af anden pamflet for ELOGE LITTERAIRE D’ANDERS BREIVIK, altså en litterær lovsang til Anders Breivik, som den 22. juli 2011 myrdede løs af disse ’multikulturalister’ på Utøya i Norge.

Det er da heller ikke gået ubemærket hen, og Millet har fået den skandale, han må have ønsket sig. Den franske kulturelite har trådt hinanden over tæerne for at få lov til at tage afstand til Richard Millet. Nobelprisvinderen J.M.G. le Clézio bliver i pamfletterne hårdt angrebet for sin flade og ikke-eksisterende stil og har følt sig nødsaget til at tage hurtigt til genmæle med anklager om neofascisme i ugemagasinet Le nouvel Observateur.

Derefter er det blevet til et voldsomt åbent brev i Le Monde, skrevet af den kendte forfatter Annie Ernaux og med ikke mindre end 118 medunderskrivere fra det franske litterære miljø. Kort efter blev Millet så angrebet i samme avis af sin kollega Pierre Nora, med hvem han deler plads i redaktionen og læsekomitéen hos Gallimard, Frankrigs største forlag. Bølgerne er gået højt, og d. 13. september tog Millet sin afsked fra Gallimards læsekomité, hvor han ellers har været med til at antage flere vindere af Frankrigs fornemste litterære pris: Le Goncourt.

Men hvad står der da i de pamfletter? Er det virkelig så slemt? Som beskrevet ovenfor har en del af balladen selvfølgelig sit udspring i, at Millet lovsynger den værste massemorder i nyere tid. Selve pamfletterne er relativt banale i deres hysteriske paranoia. Begge fremfører de en klassisk forfaldshistorie om de ’gamle’ europæiske værdiers forfald under globaliseringen og menneskerettighedernes altundertrykkende universalitet.

Europas forfald ses ifølge Millet tydeligst i vores forhold til litteraturen. Den litterære stil er druknet i massemediernes syndflod, og de sociale medier har ophøjet alle til forfattere og ligestillet gadesprog med den franske kanons koryfæer. Vi har altså mistet smagen for syntaktisk præcision, og vores sprog fremstår nu så fattigt som en nåleløs nåleskov. Det gamle kontinents tyngde har tabt kampen til massekulturens lethed, og USA er mere end noget andet spædekalven, der med røven vendt mod Europa oversvømmer kulturens højborg med ligegyldige elendigheder.

Hørt før, som sagt, men Millets tone springer alligevel i øjnene. Hans hidsige udfald mod forfattere som le Clézio og Umberto Eco krydres med en frivol brug af ord som ’dekadence’, ’race’ og ’degenereret’, for at blot at nævne et par udtryk, som vækker uhyggelige mindelser i enhver europæer med en smule historisk bevidsthed.

Og det er her Breivik kommer ind i billedet. Selvom Millet gør meget ud af at understrege, at han ikke billiger Breiviks handlinger, er den litterære lovsang så tæt på en blåstempling af politisk vold, at man fuldt ud forstår polemikkens intensitet i kølvandet på udgivelsen. Breivik er for Millet symbolet på litteraturens undergang og forsøget på at ’skrive’ noget meningsfuldt med sit maskingevær i stedet. Dermed er Breivik også samtidig ’netop det Norge fortjener’, fordi landet har ladet sig nedsynke i en excessiv multikulturalisme, der har bortvisket alle kristne værdier og dræbt litteraturen.

Richard Millet påtager sig igennem begge pamfletter rollen som hadet profet. Blot fordi han siger ’sandheden’, bliver han straks stemplet som racist af den værdirelativistiske venstrefløj. Ja, tak, men hvilken sandhed? Sandheden for Millet er netop at ikke alle ’racer’ nødvendigvis er lige gyldige på en historisk vægtskål, at det er ubehageligt at være den eneste hvide mand på metrostationen efter kl. 18 om aftenen, og at Europa ikke har andet fundament end det kristne, på trods af at såvel romere som grækere har filosoferet i århundreder før Jesu fødsel.

For Millet stopper litteraturen med Claude Simon, og til nøds med W. G. Sebald. Musik er lig med klassisk musik, og sproget må under ingen omstændigheder vrides ud af syntaks. Der er i det hele taget en meget sur og nedladende tone over for alt nyudgivet, hvilket klinger såre dobbeltmoralsk, når man tager Millets egen stilling som redaktør hos et af kontinentets største forlag i betragtning.

Der abonneres på en tankegang som opstiller Europa som sundt og monolitisk kontinent, der er blevet smittet ved indførelsen af fremmedlegemer og nu står over for sit civilisatoriske forfald. Det er en meget simpel pointe, som fremstår klart for læseren allerede fra første side, men som ikke desto mindre gentages af Millet over de to pamfletter på omkring hundrede sider hver. På trods af forfatterens stilistiske overlegenhed, er der således ikke stort andet at hente i de to pamfletter end et interessant indblik i en paranoid, hysterisk og aggressivt kristen forfatters logik.

Millet har rusket godt og grundigt op i den franske forfatterstand, og det er der kommet en underholdende og substantiel debat ud af, også selv om hans pamfletter mangler netop den substans, som kunne have retfærdiggjort dem.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Debat,

Læs også

Om Troels Hughes Hansen

Cand.mag. i fransk, ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet. Litterær omnivor, men med en særlig forkærlighed for Célines maskingeværsprosa, Dostojevskijs hysteriske delirium, Bernhards udfald og Bukowskis fuldemandssnak. Kort sagt alt, som rabler.Redaktør på LitteraturNu.

Skriv til Troels