Polaroid-fotos fra Paris og omegn – Patrick Modiano ET FORBASKET FORÅR & SMERTEPUNKTET

Man bør gøre sig selv den tjeneste at læse Modianos romaner mere end en gang, for erindringer skal have tid til at sætte sig.

Citat

Mindet om ham var forsvundet ud af min hukommelse, og nu dukker det så op i foråret 1992. Kan det skyldes, at jeg fandt fotografiet af min veninde og mig, hvor der på bagsiden er stemplet med blå bogstaver: Foto Jansen. Kopiering forbudt? Eller er det af den simple grund, at alle forår ligner hinanden? I dag var luften let, knopperne var sprunget ud i Observatoriets Have, og april måned 1992 smeltede som ved en dobbelteksponering sammen med april 1964 og med kommende aprilmåneder.

Hvis man ikke tidligere har stiftet bekendtskab med sidste års Nobelprisvinder i litteratur, Patrick Modiano, så er to-i-en-udgivelsen ET FORBASKET FORÅR & SMERTEPUNKTET et godt sted at starte. Den rummer to korte romaner på omkring 100 sider hver, der både er meget forskellige og har ret meget tilfælles. Når man har læst dem, forstår man, hvad Modiano-kenderne taler om, når de taler om den franske og, set med danske øjne, forholdsvis ukendte forfatters sans for at oprulle erindringshistorier fra Paris og omegn.

ET FORBASKET FORÅR er fortællingen om en ung forfatterspires møde med fotografen Francis Jansen. De mødes tilfældigt i Paris en forårsdag i 1964. Jansen fotograferer fortælleren og dennes veninde. De falder i snak og bliver inviteret hjem i Jansens atelier. Fortælleren tilbyder efterfølgende at lave et katalog over Jansens fotos. Han arbejder i fotografens atelier, mens Jansen selv kommer der sjældnere og sjældnere. En dag har han forladt Paris. Fortælleren når kun at kende ham i få måneder, men mindet om Jansen kan han ikke ryste af sig. Da han finder et af hans fotografier en forårsdag i 1992, sættes erindringen i gang igen. Romanen er en sammenstykning af fortællerens sparsomme viden om Jansen, erindringsglimt fra foråret 1964 og fortællerens forsøg på at forstå den tavse og menneskesky fotograf.

I barndomserindringen SMERTEPUNKTET møder vi Patoche, som i øvrigt er et kælenavn for Patrick. Sammen med sin bror bliver han passet af tre kvinder i et hus lidt uden for Paris, mens drengenes mor er på en længere teaterturné i Nordafrika. Plejemødrene har mange gæster. Mænd ankommer i deres store biler og bliver til næste dag. Veninder bor der også i perioder. Især den ene af kvinderne, Annie, kører ofte ind til Paris og bliver der i dagevis. I den lokale skole må forstanderinden ikke vide, at ingen af kvinderne er mor til de to drenge. ‘Det ville være alt for besværligt at forklare hende, hvordan det hænger sammen,’ siger Annie til Patoche.

Det bliver aldrig udtalt, hvad der er foregået i huset. Barnet Patoche forstår gradvist, at der er sket alvorlige ting i plejemødrenes liv, men som voksen må han stadig søge efter svar og afprøve hypoteser for at forstå. Meget er blevet holdt hemmeligt, og hukommelsen spiller ham et puds. Detaljer fremstår tydeligt, men forbindelsen mellem dem er uklar.

‘Det er sandsynligt, at vores hukommelse undertiden fremkaldes på samme måde som et polaroid-foto,’ funderer fortælleren i ET FORBASKET FORÅR. Modiano forfølger teorien i begge romaner. Erindringer ligger gemt og formørket, indtil de pludselig fremtræder lysende klart. Men enkelte klarsyn skaber ikke overblik, og således hives læseren med rundt i fortællernes hoveder, når de forsøger at sammenstykke glimt og skabe sammenhænge for at finde svar i alt det, der skete så mange år tilbage. Det er et detektivarbejde at læse Modiano. Man er overladt til fortællerens hullede og til tider fejlbehæftede hukommelse. Teser smides på bordet og forlades igen. Nye teorier tager form i nuet. Nogle er brugbare, men hvilke?

Modiano skriver korte historier, tilmed i et ret tilgængeligt sprog. Derfor er hans bøger også blevet fremhævet som et overkommeligt sted at starte, hvis man gerne vil i gang med at læse noget Nobel-litteratur. Men tag ikke fejl. Hans bøger skal læses langsomt og gerne et par gange, for sådan er det med erindringer. De skal have tid til at sætte sig, og det bliver kun langsomt klart, hvad der er foregået. Derfor er en Modiano-bog god første gang og fantastisk anden gang.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Erindringer, Roman,

Læs også

Om Marie Hauge Lykkegaard

Cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet. Har også læst litteraturformidling ved Universitetet i Oslo.

Skriv til Marie