Polly Kære Polly, hej – Ina Munch Christensen NIELSINE
NIELSINE er en virkelig god bog og en flot debut. Fantastisk tone, vanvittigt velskrevet, humoristisk og et vellykket portræt af en ung kvinde midt i en orkan af liv, rod og kærlighed.
Citat
– Jeg har ikke set hende græde siden, far, til gengæld, er begyndt at være sentimental når han ikke er aggressiv. Randi og jeg spiste hos ham en aften og han blev ved at tude over Otto Brandenburg som han havde sat på, hans sømandsviser. Han blev vred hvis vi ikke var helt stille og lyttede, og til sidst var han så fuld og grådlabil at han begyndte at fortælle om den lille pige med svovlstikkerne, sådan: Engang var jeg inde og se – den lille pige med – snøft: svovlstikkerne, og så hylede han igen. Christ.
Forfatterskoleuddannede Ina Munch Christensens NIELSINE er et portræt af en ung kvinde, der raver rundt mellem ekskærester, venner og begærsobjekter og samtidig lidt prøver at finde sig til rette i et næsten-selvstændigt liv og samtidig gøre alt muligt mere eller mindre bevidst for ikke at passe ind der. Portrættet er løsrevet fra gængs kronologi og som sådan mere en fragmentarisk mosaik af dagbogsbekendelser – uden man dog mister et helt klart billede af, hvilken type vi som læsere sidder overfor.
Og hvem er Nielsine så? Hun er – vistnok – en gymnasiepige med en vild forkærlighed for det spanske sprog, hun er splittet mellem sin mor ude i forstads-Sorø og sin amerikanske og alkoholiserede far inde i indre by, har en autistisk lillebror og et mere end besværligt kærlighedsliv med mange involverede. Hun drikker meget, er vist on-and-off på lykkepiller og er ved at finde sig til rette i de kasser, der hedder køn, seksualitet og identitet.
Den manglende kronologi er i mine øjne en befrielse. Det er til tider en smule forvirrende, og flere gange blev jeg selv i tvivl om, hvor gammel Nielsine er (men mon ikke vi følger hende fra sidst i 3.g til et halvt år efter ca., alle afsnit sammenholdt) og hvem f.eks. Leslie (ekskæreste og veninde), Polly (dansklærer i gymnasiet og Nielsines vådeste drøm) og Elise (barndomsveninde) er. Formen er rodet, ligesom Nielsine som person er rodet. Alle erindringer og indtryk blandes sammen og skydes ud i associationsrækker, der som et gitter til sidst danner et portræt af den rodløse Nielsine.
Nogle afsnit er deciderede dagbogsbreve til Nielsines dansklærer (og begærsobjekt numero uno) Polly , mens andre ligner mere eller mindre hastigt nedskrevne erindringer. Alle indeholder de en spruttende og til tider let-rablende energisk tone, og NIELSINE er mildest talt voldsomt velskrevet og med en sikker og ret imponerende tone. Imponerende, fordi det næsten lykkes til fulde at fastholde den kaskade-agtige energiudladning af ord, der ellers kun lader sig sådan rigtig gøre glimtvis hos f.eks. Stine Pilgaard eller i Ursula Andkjær Olsens tidlige forfatterskab. Kun visse steder knækker skriften sammen i forsøget på at formidle noget, som da Nielsine er på cafe med Nancy, og de taler om deres fælles ven Elias:
– By the way, øhm … du bor sammen med Elias nu?
Ja!
Hvordan er det? Er det ikke pissefedt?
Jo, det er dejligt.
Jeg håber, du endelig kan bo rart mand.
Ja. Johm han er dejlig at bo hos.
Han er vildt smuk, synes jeg.
Ja.
Sådan poetisk. Ser han nogen for tiden?
Det tror jeg ikke. Eller, det gør han sikkert, det er ikke altid jeg hører om det.
Tror du han ku’ …
… Hvad?
…
Være interesseret i dig?
…
Nancy, han er bøsse!
Replikkerne kommer ret uskønt, og det er måske også en uskøn og uvanligt alvorlig samtale mellem de to veninder, men så burde der måske have været valgt en anden form til formidling af deres overvejelser. Men det er vitterlig kun en lille håndfuld steder, hvor formen ikke fungerer.
En anden anke – der formentlig ikke kan lægges på Ina Munch Christensens skuldre – er, at det under læsningen næsten er umuligt ikke at sidde med følgende tanke i baghovedet: Er bogen selvbiografisk? Måske er det bare mine egne aversioner mod bekendelsesagtig Knausgård-litteratur, der dominerer her, men jeg håber ikke, NIELSINE bare er et portræt af Ina Munch Christensen. Jeg håber, der er noget mere i det. Noget indhold, der er løsrevet fra lysten til at rable ukontrolleret om sig selv, for det er svært – for mig i hvert fald – ikke at føle en vis form for fordømmelse over for brugen af skrift som udelukkende projektører på forfatteren selv.
NIELSINE er en virkelig god bog og en flot debut. Fantastisk tone, vanvittigt velskrevet, humoristisk og et vellykket portræt af en ung kvinde midt i en orkan af liv, rod og kærlighed.
1 kommentar