Af | 7. november 2018

Præcise, henførte essays – Martin Bastkjær DE ANDRES GEOMETRI

’Fascineret, lydhør, forelsket, overtaget, grådig og hengiven’. Martin Bastkjærs beskrivelse af Amalie Smiths forfatterskab siger også noget om hans egne essays forhold til litteratur.

Citat

Med undtagelse af Roland Barthes mindes jeg ikke at være stødt på en forfatter, der som Amalie Smith formår at skildre, hvordan det er at være et menneske, der bliver bevæget af noget – og vel at mærke ikke kun den stormfulde forelskelse eller skelsættende erfaringer, men den kontinuerlige interesse, fascinationen som en måde at være i verden på.

I et interview med den canadiske forfatter Anne Carson, der blev bragt i Weekendavisen i forbindelse med, at hun gæstede Danmark i august, siger Carson, at man bør vælge de få, men rigtige ord. ’Fyldord, dem bruger jeg ikke’, slår hun fast.

Carson er ikke blandt de forfattere, som litteraturkritikeren og forfatteren Martin Bastkjær skriver om i essaysamlingen DE ANDRES GEOMETRI. Alligevel kunne hendes idé på en måde godt være hans. Hvad end Bastkjær skriver om norske forfattere som Geir Gulliksen, Stig Sæterbakken, Cathrine Knudsen og Ole Robert Sunde eller danske forfattere som Amalie Smith, Malte Tellerup og Stine Pilgaard, er hans sprog forbilledligt klart og præcist.

Det betyder også, at fascinationen af litteraturen skinner helt tydeligt igennem i de nænsomme læsninger af forfatterskaberne. Meget ofte er fascinationen den (nogle gange lidt modvillige) motor, som sætter det enkelte essay i gang. Som undertitlen på essayet om Sæterbakken, der bare hedder ’Hvordan jeg blev forført af Stig Sæterbakken’.

Indledende i DE ANDRES GEOMETRI forklarer Bastkjær, at bogens essays kredser om tre emner: Det intime, det maskuline og det åbne. Hvor maskuliniteten bliver fremstillet som en begrænsning, er det intime og det åbne associeret med noget anderledes positivt: De to har med litteratur at gøre.

For Bastkjær er det intime først og fremmest en udveksling; en dialog man kan starte med et andet menneske eller et andet værk. Gør man det, skal man være åben, hvilket for Bastkjær er udtryk for et nærvær. Dermed også Bastkjærs yderst sympatiske litteratursyn i DE ANDRES GEOMETRI: ’litteraturen som en måde at åbne verden på gennem en andens blik’.

Så Bastkjær ser med andre forfattere – som han læser så godt – og mens jeg læser, ser jeg Bastkjær se. Det bastkjærske essay-jeg stikker nogle gange hovedet længere frem i teksten end andre gange. Det forundres over både at blive forført og irriteret over Sæterbakkens forfatterskab (’Jeg er allerede blevet mere irriteret af at skrive det her essay end jeg havde forestillet mig’). Det går til bekendelse (’Selvom det måske ikke ser sådan ud, går det op for mig, at jeg har kredset om et bestemt emne gennem hele teksten og værget mig ved at sætte ord på det’). Det polemiserer (’nogle dage har jeg det, som om jeg ikke laver andet end at himle med øjnene over den slags udtalelser’).

Sidstnævnte er en sylespids kritik af forfatteren Daniel Denciks udtalelse om, at der for ham ’som mand’ er noget spændende ved at se på en kvinde, der er alene – både privat og i kunsten. Bastkjærs stilfærdige, men stadigvæk hårdtslående feminisme – som også bruges til anklage maskuliniteten for at være en spændetrøje – kommer til udtryk i de himmelvendte øjne.

Polemikken er dog ikke det, der fylder mest i DE ANDRES GEOMETRI. Det er forfatterskaberne, som Bastkjær præsenterer og diskuterer med. Dem er han helt tæt på. Fascineret og næsten forelsket finder han motiver i forfatterskaberne. Livskraften hos Sunde. Fascinationen hos Amalie Smith – et motiv som står i stærk kontrast til tendensen til selvoptagethed, som Bastkjær fuld af kritik identificerer i ny dansk litteratur. Essayene skal læses for den fine og for en kritisk offentlighed vigtige stemme, der selv vokser ud af bestræbelsen på at finde stemmer i litteraturen.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Essays,

Læs også