I princippet har det ingen ende – Simon Grotrian GOGOILDEN

Godt nyt fra dansk lyriks mest mytiske salmedigter: Det simrer stadig i det hinsides! 

Citat

Højdens gyldne dønninger

er pennens kræfter

efteråret mødes over sengen

som et galende fantom

GOGOILDEN er titlen på den seneste digtsamling fra Simon Grotrian, der siden debuten i 1987 også har forfattet salmer og bønnebøger. Med den åndelighed som en tråd gennem digtningen, har forfatterskabet budt på både dystre og nuancerige psykologiske stemningsbilleder med kraftig surrealistisk licens.

I poesi kan man støde på sprogets mest radikale måder at være på. Når et digt finder en ny forbindelse mellem betydninger, kan en enkelt sætning få verden til at stå helt anderledes frem. Dét er der noget mystisk over. I det perspektiv har 2014 budt på både hvid og sort magi.

GOGOILDEN følger Grotrians private blanding af de to. Men bogen føles som et nyt og friskt stykke litteratur. Digtenes lydlighed er veloplagt og sirligt inviterende. Men samtidig er deres verden sanset gennem mærkelig røgfyldt prisme. Med rytmiske og diskrete håndbevægelser, peger de ud af verden, snarere end på den: ‘bilen med en glorie af sand / forsvinder ikke / i et hvalpetræ på månen / synger kisten.’

Tonefaldet er skiftende, og det poetiske inventar veksler mellem tungt og let på et øjeblik (”Kurven rummer fuglenips/ den gamle flod var tung af hære” ). Den personlige religiøsitet er til stede, dels igennem diskret kristen ikonografi, men især i de billeder hvor den nære verden begynder at interagere med det kosmiske. Billederne tegner verden op som et bizart terræn – indtil en sand le af en sætning pludselig skærer igennem: ‘tykke øjne, ork orkanen / himlen er et åndedrag af skabelse / der mætter jer med fugle// i princippet har det ingen ende /det er dét / jeg ædes af.’

Så kort og så total en kommentar. Det voldsomme billede af et stormvejr, der bare spytter fugle ud over himlen, er næsten camoufleret af den fine lydlighed. Vi har salmeagtige rytmer, der dukker op (prøv bare at læg trykket på de her kursiveringer!): ‘Ånden stiger over os /rubinbesat til midten // jeg er færdig med en djævel / der har suttet på mit spytfyrværkeri’

På en måde kan man sige, at vi er i dialog med gudsdyrkelsens traditionelle rytme og åndedrag. Det vigtigste for Grotrian er at sætte kog i det i forvejen syrede ved det metafysiske: ‘du har splintret stolen amen / dén, der rykker marven fri af æteren’

Et kort, og måske undseeligt, men også helt vildt fortættet øjeblik. Der er afmægtig vrede foldet ind i det religiøse rituals mystik. Og marv, der ”rykkes fri af æteren” er på samme tid et vildt og hidsigt dødsøjeblik, og – ja – en befrielse.

Det er netop på tærsklen mellem verdner, at man mærker tyngdekraften stærkest – små øjeblikke mættet med ensomhed. Læg mærke til hvor fænomenalt Grotrian holder balancen på den tærskel: ‘vi skræver over søvnens sprække / ind til dette helvede ved randen / hvor man nydes i et spejl / og ingen kalder.’

Men lige så megen desperation der er pakket ind i de linjer, lige så skønt og skødesløst mestrer han lethed: ‘grønne hinder over dine bakker/ når en strøet helikopter hvirvler fred i alle retninger’. Der lurer måske nok lidt ironi i den helikopter, der kommer med fred – men det bliver billedets sproglige vindpust kun svalere af.

Al hæder til trods, kunne man indvende, at selve opbygningen og forløbet i GOGOILDEN føles vilkårligt sammensat, og måske en smule distræt. På samme måde kan Grotrians billedsammensætning også være ret så frit flagrende. Alligevel er de stærkeste og klareste steder overbevisende, at jeg ikke kan lade være at nærme mig selv de mest obskure steder med en forundring, som om jeg havde spottet en hvid påfugl. Og pludselig føler man sig fortrolig, selv med en ”koksorange evighed”. Denne digtsamling er en sart og mærkelig planet, jeg med garanti vender tilbage til.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Victor Ovesen

Victor er Cand.mag i Litteraturhistorie, med speciale i blandt andet naturdigtning. Født i Aalborg i 1987, og serielt ulykkeligt forelsket i guitarer han ikke har råd til.

Skriv til Victor