Rablen fra en fjern sfære – Andrzej Tichý OMSORGEN


Andrzej Tichýs lille bog er et vigtigt vidnesbyrd om den umulighed, sorgen indfører i livet … Og i sproget.

Citat

Det er en ubegribelig omsorg. Du forsøger at tænke det frem igen. Noget som kan vokse sig stort. Dybeste sorg. Og du tror at du ved hvor børnene er. Rød nuance. Fik mig til at grine højlydt. Splittelse. Begynder forfra. Igen. Europa i dag. Hvad det betyder at de tænkte på de børn der døde. Udtalte ordene: blod og hengivenhed. I dag leveret tilbage. Mere wire. Det er evnen til at ignorere smerte der opleves som værdifuld.

OMSORGEN handler om sorgen, men den er hverken en selvhjælpsbog eller en klassisk fortælling med en begyndelse, en midte og en slutning. Der finder ingen bearbejdning sted, ingen helende proces.

Snarere er den en famlende, fragmentarisk og sønderrivende udforskning af sorgens inderste væsen og den særegne erfaring, den åbner for. Sorgen er almen, men erfaringen er særegen. Hos Tichý forbliver vi i den indre erfaring, i kroppen og i dens uomgængelige, men umulige forsøg på at udkrystallisere sorgen i sprog og handling. Den sorg og det tomrum, et barnetab efterlader hos bogens jeg, igangsætter uvilligt skriften, der sejt og tungt stavrer sig frem i en sværm af før-refleksive og refleksive tanker og minder; af antydninger og observationer, paradokser og negationer. Men sorgen og skriften må ud: ‘Kommer til at dø. Jeg vil ikke skrive dette, men jeg må skrive det som det første.’

Det der observeres om sorgen, gælder også for bogens labyrintiske struktur: ‘Det er gentagelsen af død der danner et mønster.’ I det hele taget harmonerer form og indhold fortræffeligt i deres fælles disharmoni, hvor den overdrevne brug af punktummet – og manglen på kommaet – markerer umuligheden af at sige noget sammenhængende, rationelt, eller for den sags skyld, særligt poetisk om erfaringen:

‘Klarer ikke at fuldende tanken.’, ‘Nej, det går ikke at sige mere om emnet.’, ‘Ingen kan beskrive verden som den er.’ eller ‘Ingen kan sige noget vigtigt om døden.’ Tichý forsøger det umulige. Det er ét skridt frem og to tilbage, som når der i glimt at eufori berettes: ‘Fortalte at jeg var glad.’, men som straks derefter annulleres: ‘Men at selvmordet findes’. Vi går i ring, kredser: ‘Gennemlever sorgen. Igen og igen.’

Vi vender tilbage til den – i øvrigt noget irriterende – formulering ‘at tænke frem’: ‘Du tænker frem din egen vægt’; til motivet ‘wiren’, der som sorgen spændes om kroppen: om struben, om armen, om alt; vi vender tilbage børnene, til døden og til de nøgterne, nærmest lægelige beskrivelser af tilstanden, der igen vidner om sprogets utilstrækkelighed: ‘Normal sorg’, ‘Jævn sorg’, ‘Ekstrem sorg’, ‘Urokkelig sorg. Evigt.’

Sorgen er total, og det er i dette rum, skriften må bevæge sig. Som et forsøg på at genetablere kontakten mellem kroppen og virkeligheden, på at overkomme et ‘ubegribeligt fravær af friktion’. Den tabte hverdag er konstant til stede. Nogle gange som et ’ubegribeligt fravær’, andre gange som et uudholdeligt nærvær. Som når der bemærkes, at ‘en bordkant har større realitet end en civilisations historie.’ Der opnås ingen harmoni mellem nærvær og fravær: ‘I sfæren. Der er ingen sfære.’

Sorgen umuliggør omsorgen: ‘Omsorgen kommer aldrig til at sprede sig. Igen.’, men som sagt må sorgen projiceres ud af kroppen, og når det ikke kan blive i omsorg, må det blive i det modsatte: ødelæggelse, misantropi, samfundslede – det synes umuligt at være selvdestruktiv uden at være altomfattende destruktiv. Verden hives med i sølet: ‘Det er muligt at kritisere alt.’, ‘Du begynder at tænke behovet for ødelæggelse frem.’ Et desperat forsøg på at finde lindring i det irrationelle, på at omstyrte erfaringen af ‘At være mere virkelig end historien.’

At ‘tænke hjertets arbejde frem’ må mislykkes. Til gengæld formår Tichý at fremskrive et autentisk og smertende nærvær. Det er ikke rar læsning, hverken i form eller indhold, men det gør ikke OMSORGEN mindre virkelig eller vigtig. Tværtimod. OMSORGEN står som en vellykket mislykkelse i sin bestræbelse på at tale om tavsheden; på at give sprog til hjertets arbejde, til sorgens og kroppens fænomenologi.

Med OMSORGEN, udgivet i Forlaget Virkeligs Bestiarium-serie, er svenske Andrzej Tichýs mørke eksperimentalprosa blevet tilgængelig på dansk. På én og samme gang, er han kommet i selskab med store forfattere som Bruno Schulz, Robert Walser og Virginia Woolf. Det er både fornemt og fortjent.

Skrevet af Mikkel Thulstrup Nielsen

Mikkel Thulstrup Nielsen læser Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Han er svært begejstret for bøger, plader og rødvin - gerne i forening. En særlig forkærlighed for Baudelaires mytiske modernisme, Nietzsches irrationalitet, Celinés hypermisantropi, Duras' erotiske bølgebrus og Bukowskis branderter.

Skriv til Mikkel

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *