Rablende godt glittet – Jacob Skyggebjerg VOR TIDS HELT

Når det glittet glinsede omslag er vendt, venter romanen med sine temposætninger, associationer, anekdoter og billedmættede sprog. Det flakser, rabler og tripper flot.

Citat

Jeg er kommet ud, hvor jeg kun lige kan bunde. Hvad har hun af uanede muligheder, socialt fungerende fyre med fire værelser på Vesterbro og solbriller og opknappet skjorte. Jeg står i vand til ørerne, og fordi jeg strækker tæerne, kan jeg lige nå bunden. Mit ansigt ligger ned i vandoverfladen. Det må se ud af helvede til, at ligne en druknende hjort.

Skyggebjerg selv affotograferet i bar overkrop med guldkæde om halsen, højre hånd rækker fuck, den venstre holder en joint, en pistol stikker frem fra bukselinningen, titlen er sat med gotiske guldbogstaver. Omslaget til VOR TIDS HELT er glinsende glittet, måske det grimmeste, jeg nogensinde har set. Først er jeg forbeholden, sikkert delvist på grund af omslagets machoattitude, og fordi Skyggebjergs skrivestil rabler derudad, den ene bisætning løber over i den anden og skaber en ganske defokuseret fortællerytme. Men det er, da jeg tager mig selv i at markere Skyggebjergs fejlagtige formulering ’i sommers’, at jeg må grine af mig selv og begynde at læse romanen med et andet temperament.

VOR TIDS HELT fortæller om Jacob, der er vokset op i et misbrugsmiljø i ’det mørke Jylland’, og som senere kommer til byen Århus og så til København. Undervejs bor Jacob et væld af steder, han arbejder på kagefabrik, han går på spanskkursus, han møder pigen Carina, han tager massevis af stoffer. Romanen fortælles uorganiseret, den stikker af, så det ikke altid er til at holde rede på kronologien. Jacob erindrer sig tilbage til opvækst og tidlig ungdom, og fortiden flettes sammen med romanens nutidsplan, som da Jacob besøger sin mor og området, hvor han voksede op.

– Jeg ser det krogede træ, der altid har ligget væltet fra skoven ind over stranden og ud i vandet. Det har altid været helt afbarket, glat og elfenbenshvidt. Alle, der går tur på stranden, må over det. Små børn bliver løftet over, gamle damer må blive hjulpet. Lidt større børn får en leg ud af det.

Sådan bliver stilen nogle steder helt anekdotisk, næsten mytologisk med gentagelsen ’altid’ og beskrivelsen af generationernes forhold til det væltede træ. Skyggebjerg kan blive landskabspoetisk, når han skriver om hjemstavnsnaturen og om nattehimlen, som Jacob ofte lægger halsen tilbage for at se på. Men der er et mareridt til stede i naturen, for dyrene både dør og jager, og himlen er en uendelig stjernevrimmel, hjemsted for de aliens, Jacob stammer fra. VOR TIDS HELT veksler mellem realisme og trippende mareridtsvisioner.

Det er den associationsrige og rablende stil, der er romanens bærende element. Den kan på halvanden side springe fra at fortælle om Jacobs underbo i Møllegade, til kørelæreren Ernst fra Ølsted, til Martina som Jacob åbnede breezers for, til en ekskæreste, til en anekdote fra produktionsskolen involverende teateroptagelse, Orla Lehmann og sniffen streger fra en hårtørrer. Det er hæsblæsende tempo, og af og til glemmer jeg udgangspunktet. Men det er også nyskabende prosa, og det er befriende, at der afviges fra konventionel romankomposition.

Nogle steder springer Skyggebjergs associative stil ikke fra anekdote til anekdote, men fra billede til billede, disse steder bliver stilen lyrisk. Som denne flotte passage, hvor Jacob harcelerer over andres facebook-afhængighed.

– Jeg bliver rasende på dem og får lyst til at skære i dem hakke en kniv i halspulsåren, se blodet stå ud i luften som et rødt stykke cellofan og lægge sig og løbe som et smykke ned af halsen, når trykket forsvinder. Som om blodåren er trængt igennem og har lagt sig uden på huden.

Mens jeg læser Skyggebjergs mange sammenligninger og billedkoblinger, kommer jeg til at tænke på en sekvens fra Jonas Rolsteds fremragende FLEX DEATH, hvor følelsen af en kateterpose i hånden fremkalder følelsen af et kvindebryst, og jeget overvejer, om det mon nu vil koble den modsatte vej. Nogle af de bedste steder nærmer Skyggebjerg sig Rolsteds uventede og originale sammenkoblinger.

Det billedmættede sprog giver romanen VOR TIDS HELT et poetisk drag, det samme gør de tilbagevendende du-passager, hvor romanens jeg taler til et uklart du, en ekskæreste. De løber gennem romanen som et eget fint og mærkværdigt fortidslag. Mange af passagerne kunne, adskilt fra romanen, snildt læses som lyrik. Her lyder det for eksempel nærmest centrallyrisk:

– Din stemme er i forvejen så spinkel og fin. Du presser dig ind til mig, så din lille vejrtrækning hopper rundt i brystet på mig. Du bliver ved med at holde fast. Nej, ikke nu, det er ikke rigtigt, det må ikke være rigtigt.

VOR TIDS HELT er en virkelig flot roman. Nogle steder flakser det lidt i fortællingens fokus, langt de fleste steder er jeg faktisk ligeglad. Tematisk formår den endda at gribe mig med sin fremstilling af Jacobs forelskelse i Carina, der ikke vil have ham. Den er rablende vild.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Benedicte Gui de Thurah Huang

Benedicte har en bachelor i litteraturvidenskab, hun har studeret på Skrivekunstakademiet i Bergen, og de næste to år er hun elev på Forfatterskolen i København. Hun har netop opdaget den franske forfatter Claude Simon og er blevet optaget af le nouveau roman.

Skriv til Benedicte