Et retningsløst helvede – Knud Romer KORT OVER PARADIS
Knud Romers skildring af sit personlige helvede er hjerteskærende, grotesk og grinagtigt, men lider under en skribent, der vil for meget.
Citat
Stynede piletræer og flade marker foran en uendelig horisont – kig dig omkring, sådan ser det ud, når jeg lukker øjnene. Det er lige gyldigt, hvor jeg befinder mig, og hvor i alverden jeg rejser hen. Om jeg så stod på Månen. Jeg behøver bare at blinke, og grøften sitrer af græshopper. Ude på overdrevet lugter tangen. Det grønne sund flyder forbi.
Jeg bærer Falster i mig, fordi jeg på en måde er landskabet. Det var det første, jeg så, og det skabte mig i sit billede – og det kom til bevidsthed og vågnede i mig. Vi blev til samtidig. Alting var nyt og som en forelskelse, og Gud spillede yoyo med lærken, der hang højt oppe i sin snor og slog triller.
Det er efterhånden en kliche at omtale en bog som ’den svære toer’. Ikke desto mindre virker det som en passende betegnelse for KORT OVER PARADIS. Romanen er efterfølgeren til Romers prisbelønnede debut DEN SOM BLINKER ER BANGE FOR DØDEN, og den har ladet vente på sig i 12 år.
Det giver bestemt mening, at bogen har taget sin tid at skrive. For med alle dens spor, parallelforløb og sidefortællinger, kræver det sin skribent at holde sig oven vande og komme sikkert i land, og det formår Romer desværre ikke helt.
KORT OVER PARADIS går forud for DEN SOM BLINKER ER BANGE FOR DØDEN og handler om alt det, der leder op til udgivelsen af debutromanen. Vi starter på Falster, hvor Romer tager sig af sin demente far. Herfra går vi tilbage til barndommens minder og de lange somre tilbragt med fascination af bogskabet hos den tyske mormor, drømmen om Insel Verlag samt frygten for ulykkesdværgen ‘das Bucklige Männlein’. Vi når over Romers uendelige studietid på Litteraturvidenskab, og hvad der hertil følger af usikkerhed, psykoser og et stigende hash- og alkoholmisbrug. Et misbrug, der blot stiger, når Romer – på trods af sine uafsluttede studier – bliver en del af den ekstravagante reklameverden med Berlutisko, filmfestival i Cannes og kokain i banevis.
Undervejs bliver vi også introduceret for en række af de opgaver og skriverier, som Romer kæmper med at få færdiggjort og udgivet. Som fx det 15-sider lange essay om bandeordenes mester eller tankerne om det parisiske kloaksystem. Nok er de upublicerede tekster med til at understrege en psykosefyldt periode, samt hvor grotesk langt ude Romer på daværende tidspunkt var, men man kan alligevel undre sig over, at læseren skal have en udførlig indføring i tekster, som både undervisere og forlag har mødt med kritik. Måske Romer ikke helt har sluppet ideen om, at de upublicerede tekster rummer en vis genialitet?
Romers selvbiografiske fortælling og skriverier er dog blot romanens ene spor. For parallelt følger vi også Romers amerikanske ven M., som er opstået ‘ud af intet og ren og skær længsel’. Gennem M. og hans drengedrøm af et liv med en spion-far, bordeller og motorcykler i Mellemøsten får vi et indblik i den kolde krig. Et indblik, der afspejler stor viden, men som dog aldrig bliver rigtigt vedkommende. Det medvirker til, at fortællingen om M. bliver distanceret og en anelse overflødig i en selvbiografisk fortælling, der i forvejen er en stor mundfuld og sagtens kan stå alene.
Romer er bestemt en velskrivende skribent, der mestrer kreative og poetiske sprogbilleder. Som fx da han forbinder skammen over at have købt pornoblade med landskabet på Falster:
– Mor sagde ikke et ord ved spisebordet om aftenen. Hun var trængt ind og lod det forblive usagt mellem os – og jeg sad alene på mit værelse med resten af mig selv. Jeg var strandet i den sorteste provins. Når solen gik ned, fik du stukket øjnene ud, så mørkt er der på Falster.
Derfor er det også ærgerligt, at romanen rummer en del sprogligt upræcise passager. Flere steder bliver man i tvivl om hvem, der gør, siger, eller mener hvad. Som fx i beskrivelsen af indspilningerne til IDIOTERNE:
– Værre blev det for resten af holdet. En af dem skulle spille ”spasser”, mens en rocker hjalp ham med at tisse og rystede og tørrede den bagefter. Det stod malet i ansigtet, hvor krænkende det var –overvindelsen, skammen: ”Sådan cut!”
Hvorfor ikke bare skrive Nikolaj Lie Kaas? Hvem synes, det er krænkende? Og hvorfor holder Romer sig ikke blot til at beskrive omstændighederne og lade læseren lave sin egen vurdering af scenen? En ting er altså, at den manglende præcision kan være forvirrende og somme steder næsten uforståelig, en anden – og mere problematisk – er, at det fratager læseren handlekraft til at fælde sin egen dom over det beskrevne.
At sproget til tider er rørende smukt, og fortællingen om den personlige deroute vækker både grin og gru, ændrer dog ikke ved, at KORT OVER PARADIS bærer præg af en skribent, der gaber over for meget. Det gør, at helhedsindtrykket bliver en hjerteskærende, men også lidt retningsløs roman.
