Ridder-frits – ILDFISKEN #33

Som om det ikke var ovenud nok med det nyligt udgivne og flot mastodontiske opsamlingsheat ESKE, er nyeste nummer af ILDFISKEN fra ende til anden dedikeret Eske K. Mathiesen. Opdag ham så!

Det overordnede indtryk af ILDFISKEN #33, der udover omdrejningspunktets egne tekster har bidrag af prominente herrer som Morten Søndergaard, Lars Bukdahl og Jens Blendstrup, foruden en ældre garde af portrætteredes fæller i ånden Thøger Jensen, Viggo Madsen og Paardekooper; det overordnede indtryk er, at det synes mere end svært at finde en grimasse, der kan passe stillet over for Eske K. Mathiesens virke som digter, prosaist, børnebogsforfatter og kulturhistoriker.

Lars Bukdahl lægger ud med en øretæveindbydende og forvrøvlet kærlighedserklæring, der hældes over Mathiesens ”fortolkningsresistente” digteri. Humlen ved Bukdahls hovedkuldse forsøg på at karakterisere Mathiesens forfatterskab er, at det uden videre placerer sig lige præcis ingen steder. ”Mathiesens poesi ligner og føles som traditionel poesi (og prosaen som traditionel prosa), men som den forkerte traditionelle poesi (og prosa)” bedyrer Bukdahl, hvilket nok er ramt lige plet. Men at denne særhed automatisk skulle være garant for kvalitet, sådan som Bukdahl forlibt insinuerer, er nu mere tvivlsomt.

Bukdahls artikel fremstår som et nøje udført trafikuheld, men ikke desto mindre som et trafikuheld. Og hvem andre end netop signaturen Lars Bukdahl ville få noget, der, hvis man skal sige det pænt, er en kubistisk kladde uantastet gennem trykken? Nej, det ville ingen, men da er det netop godt at Bukdahl har separat licens. Når det nu kommer til Mathiesen, synes urimeligheden nemlig ikke så stor, i og med hans univers ér et nummer for sig. At dissekere Mathiesens poesi med akademiske instrumenter ville svare til, som det hedder i en Magnetic Fields-sang, at studere orkideer med en bulldozer. I forhold til dét sceneri er rodet uforbeholdent at foretrække.

I et fyldigt, men ikke synderligt struktureret, interview slår Mathiesen gang på gang fast, at han skam bare skriver ligeud af posen, lystbetonet og sådan-som-det-er. ”Jo mere nøgtern, jo mere poetisk” hævder han. Interviewer Carsten René Nielsen spørger lettere febrilsk ind til Mathiesens besjælinger, hvortil Mathiesen koket svarer: ”Jamen, jeg bruger slet ikke besjælinger overhovedet. Det er realiteter, det dér…”

Her ligger hunden begravet. Snarere end hans misfit til gængs dansk litteraturhistorie, er det for mig at se Mathiesens ekvilibristiske evne til at aflytte sin baghave og give den faktuelle aflytning tyngde på skrift, der gør ham interessant, ja velsagtens bedårende. Samtidig er det den helt ligefremme primærkvalitet, der gør ham meget svær at holde omklamret, for hvordan holde fortolkende fast i noget, der bare er og er og er?

Endelig skal også fremhæves Jens Blendstrups Mathiesen-hyldest. Det kommer så vidt som til en politianmeldelse af Mathiesen, fordi han har oversvømmet familien Blendstrups hele tilværelse fuldstændig. Med alarmcentralen i røret hedder det:

– Det drejer sig om Hr. Eske K. Mathiesen. Han er overalt. Han betyder noget for min datter, for min kone, og for min natur.

Som også Morten Søndergaard er inde på i sin lille velskrevne sag, så ændrer Mathiesens nænsomme aflytninger sin læsers verden. Læseren bringes til at genopdage, hvad man allerede troede færdigopdaget, og således er Blendstrup ved at gå ud af sit gode faderlige skind, fordi han ikke længere kan se på sin datter uden at komme til at tænke på Mathiesens ridder-frits. Når poesi kan gøre sådan ved folk, så virker den lige efter hensigten.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte, Tidsskrift,

Læs også

Om Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren